Travis Scott er ikke den eneste rapstjerne, som en række sagsanlæg søger at holde ansvarlig for tragedien under Astroworld-festivalen i 2021, hvor 10 mennesker mistede livet, og mange flere blev såret.
Også Drake, der optrådte på festivalen som gæst til Scotts koncert, bliver nævnt i søgsmål. Nu forsøger den canadiske rapper at afvise sagsanlæggene og komme ud af retstvisten, skriver NME.
Advokater for rapperen med det borgerlige navn Aubrey Drake Graham indgav fredag i sidste uge en begæring om at få afvist anklagerne om uagtsomhed mod ham. Advokaterne argumenterer for, at festivalens organisatorer har »bekræftet under ed, at hr. Graham ikke var involveret i nogen planlægning«.
»Hr. Graham modtog ikke nogen sikkerhedsbriefings, var ikke informeret om nogen problemer med publikumshåndtering, skader eller dødsfald blandt publikum, eller nogen ordrer om at at stoppe koncerten på noget tidspunkt, hverken før eller under sin 14-minutters optræden«, står der i begæringen.
Travis Scott har også nægtet sig skyldig i anklagerne, der ligeledes primært drejer sig om uagtsomhed.