CPH:DOX. Det er et mildest talt modigt projekt, den danske instruktør Patricia Bbaale Bandak har taget på sig i den CPH:DOX-aktuelle film ’Englemord’.
Her rejser hun nemlig til Uganda for at undersøge, hvad der skete, da hendes mor blev myrdet juleaften i 1989, da Patricia var blot to år gammel. Hendes familie flygtede til Danmark kort derefter, og de har aldrig rigtigt talt om moren i andet end rosenrøde vendinger siden.
Men Patricia, der nu selv er blevet mor (til en datter født juleaften), vil gerne have et mere nuanceret billeder af sin mord, og ’Englemord’ udfolder sig derfra som lige dele familiehistorie og true crime-opklaring.
Patricia Bbaale Bandak er uddannet fra Den Danske Filmskole og har tidligere instrueret DR3-serien ’Bad Bitch’.
Men nu dokumentardebuterer hun altså med en særdeles personlig film. I forbindelse med verdenspremieren på den danske filmfestival fortæller hun her om, hvordan hun håber, andre kan spejle sig i hendes meget unikke historie.
Hvornår fandt du ud af, at din mor blev slået ihjel på så brutal vis?
»Det har aldrig været en hemmelighed, at min mor blev skudt. Men jo ældre jeg blev, kom der flere og flere spørgsmål omkring hendes mord og små detaljer, der ikke gav mening, så der er rigtigt meget, jeg først har fundet ud af i arbejdet med min film«.
»Det, som til gengæld ikke blev talt om, var, hvordan hun var som menneske. Jeg tror, at hendes brutale mord simpelthen lammede min far og gjorde ham ude af stand til at tale om hende i generel forstand, så jeg voksede op uden rigtigt at kende min mor, da jeg kun var to år, da hun blev slået ihjel«.
Hvornår fandt du ud af, at du ville gøre din meget personlige historie til en film?
»Længe inden jeg startede på Filmskolen, vidste jeg, at jeg gerne ville fortælle den her historie. Men jeg vidste ikke hvordan. Da jeg så startede på Filmskolen, var jeg overbevist om, at det skulle være min afgangsfilm. Men min lærer Arne Bro sagde, at fortællingen var for storm, og at det måske var en idé at vente. På det tidspunkt blev jeg ret ked af det, fordi det netop er en fortælling, der har trængt sig på i så mange år. Jeg er glad for det råd i dag, da det tydeligt har vist sig, at jeg havde brug for ordentlig tid til at arbejde med filmen, og at fortællingen krævede mere spilletid, end en filmskole-afgangsfilm tillod dengang«.
Mørket blev mørkere
Man får et glimt af det i filmen – men hvordan tog din familie imod, at du ville lave en film om jeres fælles historie?
»Vi er en søskendeflok på ni, og de fleste af mine søskende var også nysgerrige på at få flere detaljer omkring min mor, så for de flestes vedkommende har der været stor opbakning. Andre synes, at man skal lade de døde være døde, og det kan jeg egentlig også godt forstå. Men for mig er den her film netop for de levende. I Uganda oplevede jeg til gengæld fuld opbakning fra min mors side af familien. Det er jo et kæmpe traume, der har påvirket min familie på tværs af generationer, så min familie dér var glade for, at vi endelig kunne tale om det«.
»En opdagelse var også, at det var nemmere at lukke op for visse samtaler, når der var et kamera til stede. Det brød ligesom mønstret for, hvordan disse samtaler i fortiden ellers havde svært ved at finde sted«.
Hvad håbede du på et personligt plan at få ud af dykke ned i traumet med en film – og føler du, at det blev indfriet i sidste ende?
»Min mor blev slået ihjel juleaften, og mange år efter fødte jeg min datter juleaften. På et personligt plan havde jeg en mission om, at min datter ikke skulle nedarve mine traumer. Lidt naivt tænkte jeg, at hvis man tænder et lys i mørket, så bliver det mindre mørkt. I virkeligheden opdagede jeg, at mørket i perioder blev meget mørkere. Jeg snakkede med specialister og fandt ud af, at jeg har ptsd«.
»Det kan godt lyde mærkeligt, at det først er noget, jeg har fundet ud af som voksen. Men gennem hele mit liv har jeg vænnet mig til at leve med nogle ting, som jeg har fundet ud af, at andre mennesker ikke lever med. Så man kan sige, at det, jeg har fået indfriet, er, at jeg har lært min mor og hendes død meget bedre at kende, at jeg er kommet tættere på min familie, og at jeg har lært mig selv meget bedre at kende. Det, at jeg taler meget mere åbent om det hele, håber jeg betyder, at min datter kommer til at få redskaberne til, hvad hun kan gøre, hvis hun en dag befinder sig i sit eget mørke«.
Efterlyser mere diverse danske film
Havde du reservationer omkring at gøre din mors død til et ’true crime’-mysterium, som seeren håber på at få opklaret i løbet af filmen?
»Min intention har aldrig været at lave en true crime. Det er selvfølgelig en omstændighed, at hun blev slået ihjel på den måde, og at jeg leder efter svar – og at det kan give filmen den her true crime-følelse. Men hvor de fleste true crimes kun handler om det brutale, har jeg prøvet at lave en film, der er mindre optaget af at finde ud af, hvad der skete, end i at interessere sig for de efterladte, og hvordan det emotionelle udfald af sådan en begivenhed sætter sig i en familie«.
Hvordan synes du, din historie er relevant for et bredere publikum?
»Min historie er helt klart ikke som de flestes. Men alle oplever sorg og tab på et eller andet tidspunkt. Det er et livsvilkår. Mange andre kommer også fra familier, hvor man heller ikke taler om de svære ting, eller måske har man også selv mistet en forælder? Der er også det her med at ville passe på den næste generation. Lige meget hvilken baggrund man har, så tror jeg, at man som forældre vil gøre alt for ikke at gentage sine egne forældres fejl. Det tror jeg rigtigt mange mennesker kan sætte sig ind i. På den måde bliver min mere ekstreme historie og herigennem filmen et forstørrelsesglas på nogle ting, som de fleste af os oplever som mennesker«.
Hvad vil du gerne ændre i dansk film de kommende år – og hvordan vil du bidrage til det med dine egne film?
»Det er virkelig et stort spørgsmål! Jeg synes, der mangler diverse fortællinger. Vi er alt for mange minoriteter – om det er etnisk, klasse eller seksualorientering – der er en del af det her land, men vores historier er underfortalte eller enormt stereotype. Vores historier og perspektiv skal normaliseres, så de ikke kun eksisterer i ’emne’-film. Det vil jeg gerne være med til. En film, en serie ad gangen«.
’Englemord’ kan ses. 16., 17., 19. og 23. marts på CPH:DOX. Premiere på DR i april.