‘Noahs ark’: Noah Carters første album på dansk er meget mere end bare fanservice
’Noahs ark’ er på mange måder albummet, man troede, man ville få, da Noah Carter efter mange års shoutouts og hype fra berømte venner sprang ud som musiker i 2016.
Dengang brændte han det karriere-manuskript, der ellers lå klar til ham. I stedet for at blive det fjerde B.O.C-medlem skabte han engelsksproget musik med internationalt snit. Drømmen var ikke at blive den næste Kesi eller Gilli, men at gnubbe albuer med Partynextdoor og Sampha.
Nu får vi med otte års forsinkelse den dansksprogede hiphop-plade, mange nok havde opgivet at fantasere om. 16 sange med features fra dansk hiphops elite – og en Noah Carter, der mere eller mindre konstant rapper, som var han en ung, ukendt, uprøvet rapper, der har 16 bars til at bevise, han fortjener spotlightet.
Det er nemlig, som om skiftet til dansk samtidig har ansporet Noah Carter til at blive en stærkere tekstskriver. Han træder nu ind i en arena, hvor der er mange konkurrenter, og hvor niveauet er højt. Så han har taget bars med.
Et af mange lyriske højdepunkter er ’Ku ha været outroen’, hvor Hillebrandts majestætiske beat bygger op i takt med, at flowet intensiveres. Man spærrer øjnene op, når trommerne lander lidt over 40 sekunder inde i sangen, og Noah Carter erklærer, at B.O.C er »monarkiet fra Nørrebro«.
Der er elementer af de andre B.O.C-rappere i Noah Carter.
Teksterne har ofte et New York-rap-inspireret fokus på punchlines, som man også ser det hos Kesi, og stedvis er der en sprog-leg, der virker inspireret af Benny Jamz. De ekstremt stærke singler ‘Winwin’ og ‘Ousside’ kan groft sagt betegnes som eksempler på henholdsvis Kesi- og Jamz-lyd.
Carter kan til fulde måle sig med vennerne, men hvis der er én ting, man kan klandre ham for, så er det måske, at man kan høre anstrengelserne.
De allerbedste rappere – som Jamz – får kompliceret sprogkunst til at lyde simpelt. Dén elegance har Noah Carter ikke helt. Andre steder på albummet er det dog en styrke, at man kan mærke Carters menneskelighed.
Noah Carter har mange af de evner, vennerne også har, men det interessante er: Hvad kan Noah Carter, som de andre ikke kan?
Her er svaret, at han giver mere af sig selv end B.O.C-vennerne. Der er et mærkbart menneske bag sangene.
På ’Noahs ark’ kommer den side blandt andet frem på et par sange, der dyrker samme stemningsfulde, Drake-inspirerede r’n’b-rap som Carters engelsksprogede musik.
Som den sjældent sårbare ’Øjesten’, hvor han med nådesløs selverkendelse diagnosticerer sine egne indre splittelser og kalder sig »halvt supermand, halvt vagabond« og »halvt gadedreng, halvt prætentiøs«.
Eller som titelsangen, hvor rapperen over et Ukendt Kunstner type beat af selveste Jens Ole McCoy selvudleverende kalder sig selv »dramatisk«, fordi han ikke ved, om hans love interest gik uden at sige farvel, eller om han bare ikke lagde mærke til det, fordi han sover tungt.
Det er den type detaljerige kærlighedsskildringer, Carter altid har været god til, og det er den type sange, der knytter bånd til rapperens tidligere oeuvre.
Men det danske sprog giver ham et nærvær og en nerve, der er ny. Når han på titelnummeret siger »det ville være en skam, hvis ikke vi fik en datter«, brænder det igennem med næsten dokumentaristisk virkning.
De personlige skildringer er det tætteste, ’Noahs ark’ kommer på en rød tråd, men det er egentlig ikke et album, der bliver i samme rille for længe. I modsætning til de engelsksprogede album er der ikke én klar fortælling. Det har Noah Carter for travlt til.
På introen gentager han sætningen »du er underholdt af barnlige ting« med højtidelig spoken word-intonation, som var han en dansk Kendrick Lamar, og derfra skifter både lydbillede og rapstil næsten konstant.
Carter er et smut til England på ’Imponeret/smukt&rigigt’, hvor han rapper med et Headie One-flow. Så er der rage-rap på ’Hvor vi henne’, og på ’Lad mig lande’ lyder han næsten skræmmende meget som autotune-mesteren Future.
Det meste fungerer, men jeg er ikke sikker på, hvorfor vi pludselig får en Hans Philip interlude, der lyder som noget, der blev skrottet fra hans seneste soloplade.
Stedvis er det næsten, som om Noah Carter har for mange idéer. Men hellere det end det modsatte, kan man sige.
Albummets flakkende væsen er på sin vis også en styrke. For en pludselig piruette mod dansksproget rap kunne nemt være endt som en kedelig crowdpleaser. Men ’Noahs ark’ er alt for rastløst og uregerligt til bare at være fanservice.
Kort sagt:
Noah Carter har formået at skabe et værk, der både kommer til at tilfredsstille de hitsultne B.O.C-fans og dem, der elskede ham for de reflekterende, følsomme engelsksprogede værker.