ANBEFALING. Svinger man den tematiske grovfil, kan krigsfortællinger på film og tv deles op i tre hovedkategorier, beslægtet til tre forskellige tidsaldre af modern warfare.
Den første er Anden Verdenskrig, hvor historiens fokus er modet og mandshjertet hos hårde mænd i hårde tider, der bragte sejren hjem til vestens idealer om frihed og medmenneskelighed i kampen mod det onde. ’Saving Private Ryan’, ’Band of Brothers’ og selvfølgelig det nyeste skud på stammen: ’Masters of the Air’.
Den anden kategori er Vietnam-krigen, der historisk set befandt sig i en moralsk gråzone og derfor inviterer til at udforske menneskedyrets eget mørke med dybdepsykologisk greb, der ransager vores dyriske tilbøjeligheder og svælger i vanviddets udslettelse af civilisationens forudsættende dyder. Tænk: ‘Apocalypse now’, ‘Platoon’ og ‘Full Metal Jacket’.
David Simons lidt glemte HBO-miniserie ‘Generation Kill’ fra 2008 befinder sig i den tredje kategori, der blev indfaset med Operation Desert Storm i 1990: Ørkenkrigenes truende meningsløshed.
Sam Mendes’ ‘Jarhead’ (2005) og Kathryn Bigelows ‘The Hurt Locker’ (2008) udforskede begge – gennem henholdsvis Golfkrigen og Irak-krigen – ensomheden, isolationen og forsøget på at finde noget at kæmpe for ud over adrenalinsuset og kammeratskabet. En melankolsk pointe om, at ørkensandets blege horisont også breder sig indad i de unge soldater, der udkæmper krige på vegne af gamle mænd med politiske interesser, som efterlader meningen med det hele som et dirrende fatamogana af floskler om en sikker fremtid.
Giver det mening at rejse halvvejs rundt om jorden og slå andre mennesker ihjel for at beskytte sin egen frihed?
Uhumske og chauvinistiske
‘Generation Kill’ er ikke interesseret i at besvare disse spørgsmål.
’The Wire’-skaber David Simon bruger i stedet sin benhårde realisme til at vise krigen, som den var for dem, der oplevede den. Forlægget for serien er en treparts-artikel til Rolling Stones, skrevet af journalisten Evan Wright, der deltog observerende i invasionen af Irak i 2003. Han var tilknyttet den amerikanske marine-enhed ‘1st Reconnaissance Battalion’, som serien følger igennem sine syv timelange afsnit, der sammenlagt er bredt anerkendt for at være en af de mest retvisende skildringer af krigens faktiske forhold.
Det, der gør ‘Generation Kill’ til en mesterserie, er også det, der gør den svær at begynde på. Simon helliger sig antidramaet, fordi han er mere interesseret i virkeligheden. Et valg, der ender med at fremstå mere dramatisk end de opstyltede alternativer, fordi dedikationen til detaljerne viser, hvordan kampene finder sted over alt. Også når der er stille.
Soldaterne kæmper særligt mod kedsomheden eller snarere: kampen for at bevare en kampberedt moral i de lange perioder, hvor der ikke sker en bønne, fordi officererne ændrer eller aflyser missioner på baggrund af nye informationer eller politiske manøvre, hvilket betyder, at en stor del af serien finder sted på vej til træfningspunkter, låst inde i en brandvarm HumVee.
Vi følger særligt ét køretøj, bemandet af den topprofessionelle Sgt. Brad ‘Iceman’ Colbert (Alexander Skarsgård) og hans rablende chauffør og radiomand Cpl. Josh Ray Person (James Ransone) samt den borderline-psykopatiske Lance Cpl. Harold James Trombley, der lever og ånder for Marine-korpset uofficielle motto: »Get some!«
‘Generation Kill’s gengivelse af soldaternes rå omgangstone afviger næsten demonstrativt fra almindelige amerikanske krigsfortællinger, der gerne forfalder til at portrættere landets tropper som stoiske helte. Simon er ikke bange for at vise marinesoldaternes uhumske, chauvinistiske og racistiske tilbøjeligheder eller dvæle ved, hvordan man bedst lægger en lort forud for en træfning (‘Combat-Dump’) og finder et godt sted at onanere i fred (‘Combat-Jack’) til det heftigt omdelte polaroidfoto af Rolling Stones-journalistens kæreste.
Samtidig fatter man også sympati med soldaterne, fordi deres absurde grovhed virker som et skjoldværn med krigens absurditet, og således bliver mavepusterne endnu mere hjerteknusende, når de kortvarigt mister modet, som da en bestemt soldat, der har besluttet sig for at filme hele krigen som en idiotisk actionfilm, pludselig panorerer kameraet hen over et lemlæstet barn i vejkanten og taber alt farven i ansigtet, mens optagelsen ruller videre.
»Man… Turn that shit off«.
Den utiltalende Captain America
’Generation Kill’ vil ikke fremstille soldaterne som helte eller skurke, men som villige krigere, der bliver brikker i et spil, der styres af en officerstab – der igen styres af behovet for at indynde sig hos officerstabens officerstab. Alle overordnede har en overordnet and the only way is up.
Ligesom i ‘The Wire’ handler ‘Generation Kill’ også om, hvordan mennesker bliver mindre værd, når vestens institutioner fordrejes og mister overblikket over deres eget formål. ’Generation Kill’ viser igen og igen, hvordan forsøget på at handle fornuftigt, sikkert og effektivt bliver tilsidesat for at gøre det, der bedst kan præsenteres og fremvises som belønningsværdigt.
I det hierarkiske lag imellem den øverste ledelse og soldaterne finder vi både gode og dårlige officerer. Blandt de dårlige er blandt andet den torskedumme Cpt. Craig Schwetje, kaldt ‘Encino Man’, og den ekstremt utiltalende Cpt. Dave McGraw, hånligt tituleret som ‘Captain America’, fordi han opfører sig som hovedpersonen i sin egen tegneserie, råber og skriger, stjæler udstyr fra fjenden og generelt træffer klodsede og voldelige beslutninger, som da han i et angstanfald gennemhuller en parkeret bil med en AK47.
»Why did you shoot that car, sir?«
»Denying the enemy transportation«.
På den gode side står Lt. Nathaniel og Cpt. Bryan Patterson. Deres kamp er for soldaternes sikkerhed og imod de overordnede dumrianer, der konstant sætter troppernes liv på spil, som da Nathaniel stopper Encino Man i at nedkalde et tæppebombardement stort set lige oveni enhedens konvoj, eller da Patterson nægter at parere Captain Americas ordre om at lade sine mænd rydde miner midt om natten til ingen verdens nytte.
Hvilket desværre betyder, at en anden underdeling bliver sendt ud og som forventet bliver sårede.
Idiotien vinder
Simons eminente blik for indre strukturer afholder samtidig serien fra at udpege enkelte mennesker som direkte årsager til katastrofen. Den rigtige skurk i ‘Generation Kill’ er selve militærets system. Krigens dikterende logik. Den tætteste kødelige manifestation er delingens øverste chef, ‘Godfather’ (Chance Kelly), der på en gang fremstår fornuftig og afklaret, men i virkeligheden handler på baggrund af en dyb og barnagtig ærgerrighed, der går ud på at vise sig som en effektiv leder over for General Mattis.
System-logikken dikterer desværre, at idiotien og grådigheden alt for ofte vinder over fornuften og omtanken. ‘Captain America’erne forfremmes, mens de gode ledere anklages for lydighedsnægtelse, for de er alle sammen involveret i en krig, der handler om at fremvise midlertidige resultater. En indsats, der ikke kender sit eget egentlige mål.
»It all feels so random«, som en af soldaterne siger til sin overordnede.
»What?«
»What we are doing. Running here, shooting. Running there, bombing. It might be a legit target burning over there. It might be a school«.
Ingen serie har formået at formidle moderne krigs systematiske meningsløshed mere præcist, nådesløst, morsomt og tragisk end ‘Generation Kill’, der fortæller om en indsats, som fremstår så inkongruent og tilfældig, at enhver forklaring kan være lige så gyldig som den næste. Det giver grobund til at overveje Cpl. Josh Ray Persons freudianske analyse, forklaret fra forsædet af en armeret firhjulstrækker:
»How come we can’t ever invade cool countries like: Chicks in bikinis? How come countries like that never need me? I’ll tell you why: It’s lack of pussy that fucks countries up. Lack of pussy is the root fucking cause of all global instability«.
Så lad os håbe, at Putin finder en sød kæreste.
’Generation Kill’ kan ses på HBO Max.