’Orkestret’ sæson 2: DR’s sjove arbejdspladskomedie har mistet det friske i sit pust
Som et friskt 2022-pust skabte Adam Price og Mikkel Munch-Fals arbejdspladskomedien og krænkelseskulturfortællingen ’Orkestret’.
Med Beethoven, intriger og store egoer leverede de en satirisk undersøgelse af sammenspillet mellem lyst og moral og arbejdspladsens generelle håndtering af MeToo-bevægelsen og dens identitetspolitiske bølgeskvulp. Hele molevitten var humoristisk og stærkt anført af hovedrolleindehaverne og makkerparret Frederik Cilius og Rasmus Bruun.
Nu er de to Radio24syv-darlings tilbage i en sæson 2, hvori der endnu engang dvæles ved (og tudes over) alt, der truer hverdagen, sådan som man(d) kender den.
Da monstertruck-entusiasten Gertrud hellere vil være sugarmama og bestyrelsesmedlem end symfoni-leder, må den behagesyge middel- og mellemmand Jeppe Nygren (en underholdende Rasmus Bruun) træde til som konstituerende chef. Det giver point i selvtillidsbogen og hos hunnerne, der som bekendt – i al fald i dette velspillende musik- og kontorlandskab – udelukkende smider trusser for folk med magt og firmakort.
En cheftitel kan ikke blot inkassere damer og klamydia, men også hovedpine og ørebetændelse. For den ældre kulturinstitution er i økonomisk underskud og mangler besøgende fra særligt det yngre publikum.
Med boomer-energi og en dum inficerende ørering forsøger Jeppe derfor at gøre symfonien hip og indtjenende ved blandt andet at servere politisk ukorrekte dadler og få orkestret til at akkompagnere en coke-sniffende rapper med møgungevaner og bøllehat.
Toi toi med at få blæseren Bo Høxenhaven (Frederik Cilius) til at æde et stykke tørret frugt og acceptere nye tiltag. For han synes generelt at være modstander af alt, der ikke rimer på daggammelt gåsebryst og klassiske musiksatser. Heldigvis.
Den krølhårede satiriker er nemlig endnu engang pisseynkelig og skidesjov som det store veltalende og kunstnerisk begavede pattebarn, der (som pattebørn er flest) hader unødvendige forandringer og nederlag – hvad end det er i Ludo eller i den ødipale relation til sin nyligt sygdomsramte mor.
Sidstnævnte fylder en del i ’Orkestret’ sæson 2, hvor hovedkarakterernes privatliv og forskellige roller som henholdsvis far, søn, tøffelhelt og den evige 2’er er i fokus – herunder også Jeppes forværrede ægteskabelige situation. For den nu ’anonyme’ alkoholiker Regitze (Neel Rønholt) har uforståeligt nok forladt ham til fordel for den sleske og listepikkede Simon (Casper Phillipson).
Uagtet at Bo og Simon fortsat rivaliserer om titlen som orkestrets førsteklarinettist – og uagtet at spor i serien er djøferi og nedskæringer på arbejdspladsen – er flere af intrigerne således rykket ud af koncertsalen og ind i det intime rum. Det betyder beklageligvis, at denne sæson ikke i lige så høj grad byder på varme træsorter og -farver eller betagende scener med et spillende orkester.
Vi rundvises derimod på et betongråt plejecenter i Herlev og bydes indenfor i en skridtpillende testosteronklub fuld af bare tæer og fraskilte mænd. Ja, det er cirka lige så lækkert, som det lyder og lugter. I klubben grædes der på yogamåtter og filmes i røv, alt imens det reciteres, at kvindekønnet altså er det privilegerede. Vi (kvinderne) kan jo eksempelvis både binde snørebånd og organisere en social kalender.
Og så kan vi desuden beskylde selverklærede uskyldige mænd for antastning og klimakrisefornægtelse. Særligt de unge af os.
Dette såkaldte privilegium indkapsler seriens uomgængelige hovedkonflikter: +40-mandens problemer med at finde sin plads i nutidige systemer og kantiner, og hans selvmedlidende frygt for, at han i placeringsbesværet vil blive udskiftet, bedaget eller anklaget.
The struggle is real og vises via mangeartede køns- og generationssammenstød – hvilke sommetider overgøres en smule. Men overdrivelsen fremmer ikke blot forståelsen, den gør også serien underholdende og nogenlunde nuanceret. For herigennem griner vi både af de nye tiders proaktive protokoller og underlige hatte og af de forstokkede gråhårede, der ikke har greb foranderlighedens bølger og potentiale.
Meget fungerer altså for ’Orkestret’ i anden sæson, men det er alligevel, som om den ikke er lige så skarp eller medrivende som sin vellykkede forgænger.
Det trækker blandt andet gevaldigt ned, at flere af bikarakterne – trods gode anslag og suveræne skuespilkræfter bag – denne gang ikke rigtigt får plads til at udfolde sig. Det trækker ligeledes ned, at første sæsons bankende hjerte, klumpfod og netop skønt udfoldede bikarakter Elin (sårbart gestaltet af Emma Sehested Høeg) tilsyneladende kun er med i fem minutter og et par veer.
Det værste er dog, at serien har mistet det friske i sit pust. For anden sæson virker hverken nyskabende eller provokerende i sin fremstilling af begreber som woke og work, derimod som en småforudsigelig – om end underholdende – omgang.
Men den fede dame har ikke sunget endnu, og man kan da håbe, at der med seriens sidste afsnit vendes tilbage til den spændstige koncertsal og til den progressive samfundssatire.
Kort sagt:
’Orkestret’ sæson 2 er fuld af sjov med maskulint mindreværd og mellemøstlige snacks, men er endnu ikke rigtigt nytænkende eller medrivende.
Anmeldt på baggrund af sæsonens første fem afsnit.