‘Jeg var din muse’ er sjov på en måde, som giver mig lyst til at brænde ting ned
GRAPHIC NOVEL. I Sofie Riise Nors’ debut, ‘Sexmagasinet Vol. 1’, mødte vi forfatteren og illustratoren i karakter som talkshowvært. Efter knap 200 siders lyserødt opgør med patriarkatet vinkede hun farvel til “seerne”, pustede ud og udbrød: »Damn! Hvor er det hårdt at smile hele tiden…«.
Sofie Riise Nors’ nye graphic novel fortsætter der, hvor forgængeren slap: Hun er stadig træt af pis.
I ‘Jeg var din muse’ optræder forfatteren igen: En hånd med lange negle drejer nøglen i låsen, hun træder ind i en lyserød lejlighed, krammer sin kat, smider sig på sofaen og tænder for fjernsynet.
Over fjernsynsskærmen kører ‘Keeping Up With The Muses’, tegneseriens rammefortælling. Et realityshow om fem musegjorte kvinder, som mænd igennem historien har kigget på og følt noget, som de bare måtte forevige i billeder, musik eller videnskab.
Problemet, som Sofie Riise Nors fremlægger det i sin spiddende, lollende og afromantiserede tegneserie, er, at det at være muse ikke handler om, hvem du er, eller hvordan du gerne vil opfattes. Det hele handler om den, som betragter dig.
I realityshowet fortæller muserne i hver sin episode deres side af en kulturhistorie, hvor de er blevet reduceret til forløsere af mænds genialitet og begær.
Muserne er hentet fra fortid og nutid; oldtidens mytologi, barokken, medicinhistorien og popkulturen.
Vi møder Daphne, der ifølge myten blev forfulgt af en begærsforblændet Apollo. Vi møder Constanza Bonarelli, som havde mange affærer, blandt andet med billedhuggeren Giovanni Bernini, som formede en buste af hende og i jalousi fik hendes ansigt vansiret.
Vi møder Marie Wittman, som var indlagt med »hysteri« på Salpêtrière, en institution i 1800-tallets Frankrig for såkaldt »utilpassede« kvinder.
Desuden møder vi Evan Rachel Wood, som blev lovebombet af den knap 20 år ældre Marilyn Manson.
Den sidste muse i ‘Keeping Up With The Muses’ behøver næppe megen introduktion: Vi møder nemlig også Kim Kardashian. I episoden fortæller hun historien om, hvordan eksmanden Kanye West (med hjælp fra den ikoniske ‘De Utrolige’-karakter Edna Mode) fik hende til at droppe både BH, satin og pumps.
‘Jeg var din muse’ er sjov på en måde, som giver mig lyst til at brænde ting ned. Det er ikke overraskelse, der antænder denne følelse. Det er genkendelse.
Tag for eksempel episoden om den græske nymfe Daphne: »Hej, jeg hedder Daphne, og velkommen til mit liv«, siger hun veloplagt til “kameraet”, inden vi hører hendes version af forvandlingsmyten: Apollo bliver ramt af Amors kærlighedspil, ser Daphne og vupti, nu bliver hun bliver forfulgt af en mand, hun ingen interesse har i, og som hun gang på gang afviser.
I desperation beder hun sin far om at komme hende til undsætning. Hans løsning på problemet: Forvandle hende til et træ.
Igennem Daphne får Sofie Riise Nors fortalt en historie om uønsket seksuel opmærksomhed. Det bliver tydeligt, hvor fucked det er, at Apollo ikke vil lade Daphne være. Men der, hvor det virkelig bliver interessant, er når Apollo taler i Justin Bieber-citater. Mens han holder fast i nymfen, siger han:
»If I was your boyfriend, I’d never let you go…«
Mens han løber efter hende, siger han:
»What do you mean (…) When you don’t want me to move, but you tell me to go«
Efter sit brud med Kardashian fandt West en ny drømmekvinde, som han kunne forme, nemlig Julia Fox. Efter hende Chaney Jones og så Bianca Censori. Dem møder vi alle kortvarigt i ‘Keeping Up With The Muses’.
Husker du paparazzibillederne fra da Censori gik nærmest nøgen gik rundt i Firenze og krammede en lilla pude foran sine bryster? I sofaen foran fjernsynet sidder tegneserie-Sofie sammen med sine veninder:
»Jeg håber, at hun er med på idéen selv«, siger den ene.
»Men det ligner det ikke rigtigt, vel«, siger Sofie og lader det være op til os at dømme, imens vi betragter fotografierne gengivet i tegneserieform.
Mens ‘Sexmagasinet Vol. 1′ godt kunne forekomme en smule tekst- og teoritung, så er ‘Jeg var din muse’ lykkedes godt med at stille åbne spørgsmål i stedet for at overforklare og med at lade analytiske pointer blive leveret gennem en venindegruppe, hvor personer med forskellige synspunkter taler med hinanden.
Det er også her, hvor fortællingen, der ikke er så personlig som sin forgænger, alligevel bliver sårbar, fordi den lader skråsikkerheden vige og tvivlen råde.
For tiden ser vi i kulturen en større interesse for at (gen)fortælle historien fra kvindens perspektiv. Men det mest interessante i ‘Jeg var din muse’ er ikke, at muserne endelig får taletid.
Det er i stedet med sit memede udtryk, som også har været Sofie Riise Nors’ claim to fame på Instagram, at tegneserien fortæller mig noget nyt, som jeg både græmmes over og fniser af. For på denne herligt vrængende måde får Sofie Riise Nors afdækket, at vi tilsyneladende ikke helt er kommet videre.
Ideen om musen lever stadig i bedste velgående. Men heldigvis sørger Sofie Riise Nors for, at hun får sin hævn. Jeg er nemlig helt med tegneserie-Kardashian, når hun siger: »Jeg er så over it!«
Kort sagt:
’Jeg var din muse’ er et spiddende appendix til kunstnermyten, som efterlader dig stærkt underholdt og træt af pis.