’Knox Goes Away’: En dårlig lejemorderfilm – en endnu dårligere demensfilm
Hollywod elsker hit men iført sorte solbriller. Hollywood virker også til at have et ømt punkt for at skildre sygdomme som Alzheimers og Parkinson.
Med ’Knox Goes Away’ får vi symbiosen: Michael Keaton spiller den uanfægtede lejemorder John Knox. Han vil ikke vide af sine ofres baggrund som sin partner in crime Muncie (Ray McKinnon), blot have opgaven overstået.
Men allerede i filmens første scener bliver det antydet, at der er noget galt.
John Knox er begyndt at blive glemsom og er længere om at række ud efter helt almindelige ord. En rutine-opgave sammen med makkeren går grueligt galt.
Efter en scanning viser det sig, at han har sygdommen Creutzfeld-Jakob, der er som en mere aggressiv Alzheimers. Lægen giver ham få uger, inden mørket vil falde på over lejemorderens sjæleliv.
Det ville være noget af en servering for de fleste, men Knox har mere i vente. Få scener efter banker det på døren i hans hjem. Hans fremmedgjorte søn Miles (James Marsden) står uden for med hånden og trøjen svøbt i blod. Han har myrdet en mand. Og her kan det måske være meget godt at have en far, der er sluppet ustraffet fra utallige mord. Nu får den syge far en sidste chance for at gøre noget godt for familien, men det sker i et kapløb med sygdommens anmarch.
Man må indrømme, at ’Knox Goes Away’ er sin egen. Den har lumre jazzsaxofoner som en gammel film noir, bedstefaragtige crime lords og menneskekloge prostituerede. Det er også en skildring af tiltagende demens, som vi kender det fra ’Amour’, ’The Father’ og ’Still Alice’. Med sin fatalt syge protagonist og den gråsprængte Los Angeles-skildring kan det også tænkes, at instruktør Michael Keaton og manuskriptforfatter Gregory Poirier har skævet lidt til ’Breaking Bad’, som på én gang skildrede kriminalitetens underverden og en ramt familie.
Men skævheden lander aldrig på den velgørende og forfriskende måde i Michael Keatons anden film som instruktør. Man føler næsten fysisk, hvordan forskellige slags film og stillejer braser uskønt ind i hinanden: Knox’ 16-årige barnebarn er blevet gravid med en +30-årig pædofil nazist (!), der ender sit liv dolket ihjel af Miles i et anfald af faderligt raseri. Senere ligner filmen noget ud af en anden familievenlig sitcom fra for meget længe siden.
Nærmest alting stritter lidt uskønt i den her film. Michael Keaton bliver aldrig kedelig at kigge på med sin dobbelthage og tynde hår og maksimalt menneskelige udstråling. Alligevel er John Knox en karakter, hvor ikke engang en så stor skuespiller som Keaton kan få enderne til at mødes. Han er en tilsyneladende følelseskold lejemorder, der samtidig har ph.d.’er i både filosofi og amerikansk historie og et hjem tapetseret med bøger. Han har også tjent som rekognosceringsspecialist i den første Golf-krig og har en fortid som kærlig og hengiven familiefar. Hvad der præcis er gået skævt, bliver aldrig rigtigt klart.
Og sygdoms-sporet i filmen, den neurologiske degeneration, bliver fortalt med gyserfilmseffekter, mystiske voice-overs og slør på kameraet, der tangerer det ubehjælpsomme.
Al Pacino hænger bare ud på sidelinjen som gammel gangsterfyrste og spiser kinesisk takeaway og drikker rødvin i boblebadet, mens hans purunge russiske kæreste ordner sin neglelak. Det lyder måske sjovt og uortodokst på Guy Ritchie-måden, men ’Knox Goes Away’ har meget få grin at byde på, heller ikke når den vil bedrive lidt veganer-bashing og gøre sig morsom på, at Miles’ livskrise efter at have myrdet en mand får ham til at kaste sig sultent over nogle blodige spareribs.
Bedst er faktisk Suzy Nakamura som den opvakte kriminaldetektiv Emily Ikari, der er lige i hælene på Miles og John Knox. Hun har en indignation og et nærvær, der brænder gennem skærmen, og når hun er på skærmen, vågner man næsten af sin døs.
Men i lange stræk er filmen søvngængeragtig og svagt fraværende, på samme måde som John Knox selv er i stigende grad. Også derfor generede det mig, hvordan Knox selv langt inde i filmen med fremskreden sygdom pludselig effektivt kan forsvare sig under et hjemmerøveri, som var han Michael Dudikoff i ’American Ninja’-filmene.
’Knox Goes Away’ er ude af sync med sig selv.
Kort sagt:
’Knox Goes Away’ er jævn, humor- og actionløs som hitman-film betragtet. Men som demens-skildring er den måske endnu dårligere.