TRACK REVIEW. Eminems ‘Houdini’ sætter eksplicit sig selv op som en slags tilbagevenden til Eminems gamle Slim Shady-identitet og særligt som en fortsættelse til ‘Without Me’.
I introen til ‘Houdini’ synger han de ikoniske linjer »Guess who’s back, back again? / Shady’s back, tell a friend« fra 2002-hittet, og billedsiden er endda en pastiche over ‘Without Me’s musikvideo med Eminem i Robin-kostume omgivet af tegneserieeffekter og med Dr. Dre tilbage i rollen som Batman.
I Eminems tidlige år blev alle hans albumforløb indledt med singler, der provokerede til højre og venstre, mens han tog pulsen på samtidens populærkultur. ‘Without Me’ spillede denne rolle for albummet ‘The Eminem Show’, og ‘Houdini’ prøver tydeligvis at gøre det samme for ‘The Death of Slim Shady (Coup de Grâce)’, der lander til sommer.
Men hvor ‘Without Me’ var en frisk, sprælsk og endeløst citerbar banger, er ‘Houdini’ en trættende omgang træge jokes, der hører mere hjemme på en boomers Facebook-væg end hos en af hiphophistoriens største rappere.
Tåkrummende provokationsforsøg
Det er første gang i lang tid, at Eminem laver en gedigen »fuck jer alle sammen«-sang, hvor han bevidst forsøger at provokere. Sidst han gjorde det, havde begreber som cancel-kultur endnu ikke indtaget vores ordforråd, og mainstreamen var ikke nær så kritisk over for, hvor skadelige transfobiske og homofobiske jokes er.
Det forholder Eminem sig til på ‘Houdini’, og som resultat lyder han som en afdanket komiker, der desperat vil fortælle andre, hvor krænkelsesparate de er. Han ser sig selv som en, der rusker op i vores samfundsnormer, men han fortæller de samme jokes, som alle andre anti-woke typer gør.
For nej, det er ikke subversivt at lave en joke om, at Megan Thee Stallions skudepisode: »If I was to ask for Megan Thee Stallion if she would collab with me / Would I really have a shot at a feat?«. Drake har allerede lavet den joke.
Og nej, det er ikke at tænke uden for samfundets kasser, når man sammenligner transkønnedes identiteter med at lade, som om man er noget andet, end man rent faktisk er: »My transgender cat’s Siamese / Identifies as Black, but acts Chinese«.
Selv Macklemore lavede en sjovere R. Kelly-joke på ‘Thrift Shop’, end Eminem præsterer her: »Bumpin’ R. Kelly’s favorite group, the black guy pees« (get it, det lyder som the Black Eyed Peas?).
Og kan han virkelig ikke finde på en sjovere RuPaul-punchline end »You too, Paul, got two balls / Big as RuPaul’s« – en linje, der åbenbart er et »woah«-adlib værdigt?
Hvis du skal lave en sang, hvor du insinuerer, at folk vil cancelle dig for den (»But fuck that, if I think that shit, I’ma say that shit / Cancel me, what? Okay, that’s it«), skal du også have noget interessant at sige. Men de her punchlines kunne være taget Jerry Seinfields nye anti-woke-film.
Hvem er målgruppen?
Som sagt er det lang tid siden, Eminem så bevidst har forsøgt at provokere, men det er også lang tid siden, han så aktivt har forsøgt at få et rigtigt pophit igen. Der var soundtrack-singlen ‘Venom’ fra 2018, men derudover skal vi helt tilbage til det notorisk udskældte album ‘Revival’ fra 2017.
Siden da har han på albumudgivelserne ‘Kamikaze’, ‘Music to Be Murdered By’ og ‘Music to Be Murdered By – Side B’ fokuseret på rendyrket hiphop, øjensynligt med de i forvejen inkarnerede fans som sit primære publikum.
Men hvis man skal gå ‘Without Me’-vejen, skal man selvfølgelig have et catchy omkvæd, så af uransalige årsager har valgt at interpolere Steve Miller Bands 1982-megahit ‘Abracadabra’.
Hvis jeg skulle give et bud på det mindst hiphoppede band i verden, ville Steve Miller Band være en god kandidat, og deres uforenlighed med genren burde have været tydelig siden 2001, hvor Run-DMC forsøgte sig med en ligeledes mislykket udgave af ‘Take the Money and Run’.
Men vil en sang som ‘Houdini’ rent faktisk interessere nogen, der ikke er investeret i mytologien? Sangen handler om, at Slim Shady er vendt tilbage for at revse vores samtid. Det er ikke et koncept, man vinder nye fans på. Så hvad er pointen med det poppede omkvæd?
Hvis det skal forestille, at Eminem var tilbage i 2002-modus, bryder det desuden også illusionen, at han ofte slår over i den slags anstrengte, lidt over-indviklede flows, der har frekventeret hans musik siden i hvert fald hans akavede Donald Trump-freestyle fra 2017.
Det er værd at bemærke, at ‘Houdini’ ikke er første gang, Eminem falder med ansigtet først på en af disse »Slim Shady provokerer til højre og venstre«-førstesingler.
Eminems første reelt udskældte album, 2004-pladen ‘Encore’, blev indledt med ‘Just Lose It’, der i min bog står tilbage som en af Eminems allerværste sange. En sang, hvor han tror, han er edgy, og hvor han skyder med spredehagl, men mest af alt lyder som én, der har mistet forbindelsen til det, der i første omgang gjorde Slim Shady-figuren så fascinerende.
Eminem mener selv, at ‘Houdini’ er en slags ‘Without Me 2’. Men hvis den nye single løfter arven fra nogen sang, er det ‘Just Lose It’.