’The Royal Hotel’: Sexisme-thriller med Julia Garner holder os ubønhørligt fast i ubehaget
Kvinders utryghed er ved at blive filmskaber Kitty Greens speciale.
Efter en lovende start som dokumentarist – blandt andet med den originale true crime-film ’Casting JonBenet’ – slog den australske instruktør i 2019 over i fiktion med den isnende vellykkede MeToo-film ’The Assistant’.
’The Assistant’ skildrer en Harvey Weinstein-inspireret filmboss’ systematiske overgreb på unge kvinder i filmbranchen, men udelukkede gennem øjnene på hans personlige assistent, spillet af Julia Garner.
Undervejs i den klaustrofobiske film bliver overgrebene aldrig vist, for de foregår kun bag lukkede døre. Med dette smågeniale greb viste Kitty Green, hvordan alle i Hollywood-systemet gennem årene bevidst har lukket øjnene for misbrug begået af højtstående mænd, der har magten til at ødelække din karriere.
Sidste år gentog Green og Garner det succesfulde samarbejde med thrilleren ’The Royal Hotel’, som netop er landet direkte på streaming herhjemme.
Også her placerer instruktøren Garner nederst i hierarkiet i et toksisk og mandsdomineret arbejdsmiljø inspireret af virkeligheden – nærmere bestemt dokumentaren ’Hotel Coolgardie’ fra 2016, som følger to finske kvinder, mens de udfører et ubehageligt bartenderjob i en lille mineby i Australien.
’The Royal Hotel’ er navnet på en fiktiv pub placeret langt ude på bøhlandet i knastørre Australien. Her får de canadiske backpackere Hanna (Garner) og Liv (Jessica Henwick) et midlertidigt job, da deres penge pludselig slipper op under dannelsesrejsen.
»I bliver nødt til at have det ok med en smule opmærksomhed fra mændene«, får de at vide, da de skriver under på arbejdskontrakten. Det skal vise sig at være en underdrivelse.
Barens fordrukne ejer Billy (Hugo Weaving) fortæller, at gæsterne altid skal betjenes med et smil – også selvom de konstant overdynger de to kvinder med sjofle jokes, sexistiske kommentarer og alkoholinducerede aggressioner.
I modsætning til Garners nedtrykte karakter i ’The Assistant’ har hovedpersonerne i ’The Royal Hotel’ faktisk et par hyggelige oplevelser undervejs. For eksempel kører den unge fyr Matty (Toby Wallace) dem ud til et idyllisk vandhul, og på vejen dertil hopper en kænguru forbi dem, som var de med i en australsk turistbrochure.
Alligevel er det svært at slippe en ulmende følelse af, at noget snart går galt. For hvert truende blik og afvisning frygter man, at én af bargæsterne går amok på Hanna og Liv.
Man forventer faktisk, at mindst én af hovedpersonerne kommer til skade. For vi er gennem filmhistorien blevet vant til at se unge kvinder blive udsat for vold, overgreb og drab i thrillere og gysere med et lignende setup – ofte som drivkraft for et blodigt hævnspor.
Kitty Green spiller på disse forventninger til genren. Meget af spændingen i ’The Royal Hotel’ kommer nemlig af vores – og karakterernes – frygt for, hvor galt det kan gå. Men overraskende nok udebliver det ventede kogepunkt langt ind i filmens spilletid.
Den langsomt eskalerende konfliktoptrapning holder ubønhørligt publikum fast i ubehaget. Den medfører desværre også, at thrillerens sidste tredjedel føles en kende uforløst, og at filmen ender meget pludseligt.
Der er dog også en interessant pointe i, at de ubehagelige mænd langt hen ad vejen kan gøre, som de vil, uden at det får større konsekvenser end en karantæne på et par dage.
For mændene er ubehagelige, men lige præcis ikke ubehagelige nok, til at nogen udenforstående vil tage Hannas bekymringer for overfald og overgreb alvorligt. Selv rejsemakkeren Liv synes, at Hanna overreagerer, når hun ser den temperamentsfulde kunde Dolly (Daniel Henshall) som en trussel.
Hanna må ængsteligt lade ham drikke sin øl færdig, selvom han har overskredet hendes grænser gentagne gange, for at undgå en fysisk kamp, hun ikke kan vinde.
’The Royal Hotel’ står som et effektivt, urovækkende eksempel på, hvordan kvinder som en selvforsvarsstrategi konstant må justere, hvordan de fremstår, når de befinder sig i et utrygt og giftigt, maskulint rum. Hvis man er for uvenlig, bliver man kaldt en »sour cunt«. Er man omvendt for venlig, udsættes man for uønskede og ubehøvlede seksuelle forespørgsler.
En umulig, uretfærdig og undertiden farlig balancegang, som mange kvindelige seere utvivlsomt desværre vil genkende.
Kort sagt:
’The Royal Hotel’ spiller på publikums forventninger til thrillergenren og holder os fast i to unge kvinders sexismeinducerede ubehag.