KOMMENTAR. Alle går country nu til dags.
Beyoncé gør det. Post Malone gør det. Machine Gun Kelly og Lana Del Rey er også på vej med country-album. Fallerede rockstjerner som Darius Rucker fra Hootie and the Blowfish og Aaron Lewis fra Staind har de seneste mange år helliget sig country-genren.
Da country-stjerner for et årti siden tog inspiration fra hiphoppen, sang den i USA storhittende country-duo Florida Georgia Line linjer som »The mixtape’s got a little Hank, little Drake«, uden at Drake udviste den mindste gengældte interesse. I stedet måtte Florida Georgia Line få deres hiphop-fix ved at samarbejde med allerede dengang falmede stjerner som Nelly.
Men countrygenren er blevet cool igen. Og den er langt om længe blevet kompatibel med hiphop.
Det ser vi ved, at genrehopperen Post Malone – der, såfremt man efterhånden skulle have glemt det, altså engang primært var anset som rapper – med succes har begået et country-album, hvor adskillige af Nashvilles mest prominente stjerner medvirker.
Men sangen, der bedst indkapsler, hvorfor country har fået et fornyet skud mainstream-vitalitet i 2024, er ikke Postys duet med legenden Dolly Parton, hitmageren Morgan Wallen eller kritikerfavoritten Chris Stapleton.
Det er i stedet en duet med en anden genrehopper med ansigtstatoveringer – nemlig den tidligere rapper Jelly Roll, der efter et genreskift har haft adskillige habile country-hits den seneste årrække.
Sangen hedder ‘Losers’, og den er en hyldest til alle syndere, outsidere og enspændere – og den viser smukt, hvor oplagt country-genren er som medium til at indkapsle de indebrændte følelser, man til tider må døje med.
Den lige så tatoverede duetpartner
‘Losers’ er på ingen måde Jelly Rolls første sang om at mænge sig i sorg og anger.
Da han i 2022 tog skiftet fra hiphop til country, gjorde han det med gennembrudshittet ‘Son of a Sinner’, hvor han synger om at drukne sine sorger i stoffer, mens han samtidig er desperat efter at føre sit liv tilbage på rette kurs.
Jelly Roll lyder aldrig stolt af sit liv eller sin tilværelse. Hans sange lyder som bekendelser fra skriftestolen – inklusive det faktum, at Gud tit spiller en stor rolle i at få ham til at reflektere over sin adfærd.
På hans andet store countryhit, ‘Need a Favor’, synger han om, at han skammer sig over kun at bede til Gud, når det går dårligt. Han føler sig lige så uværdig over for Guds frelsen, som han alligevel er desperat efter den.
Jelly Roll kommer fra hårde kår. Hans far arbejdede i gambling-branchen, og han mor døjede med både psykisk sygdom og afhængighed.
Allerede som 14-årig blev Jelly Roll fængslet for første gang, og de efterfølgende ti år af hans liv brugte han meget tid bag tremmer. Han har efter efter eget udsagn blevet arresteret over 40 gange, og én af gangene risikerede dommen for et røveri at fængsle ham længere tid, end han ville være i live. Han blev som 14-25-årig arresteret for både besiddelse af stoffer, salg af stoffer, butikstyveri og voldeligt røveri.
Det liv, Jelly Roll har levet, blev først kanaliseret gennem hiphop, hvor han skam også fik en vis succes. Med årene begyndte countryen at snige ind, og over en årrække udgav han sågar nogle fællesalbum med country-rapperen Struggle Jennings, hvis modus operandi netop er at finde det fælles ordforråd mellem hiphoppens gangsters og countryens outlaws.
Det hjalp nok også lidt på det hele, at Struggle Jennings’ stedbedstefar er Waylon Jennings, en regulær legende inden for outlaw-country. Så da Jelly Roll skiftede genre til country, havde han nok et forspring.
Jelly Roll bringer noget skidt og noget snavs til mainstreamens country på et tidspunkt, hvor appetitten endelig er der igen. Væk er den bøvede og selvtilfredse bro-country, der med kunstnere som Florida Georgia Line, Jake Owen og Luke Bryan i spidsen fik hoedowns til at lyde som frat-parties. Den overpolerede og ualmindeligt ufarlige boyfriend-country, der for en stund lignede den næste store bølge, er også skubbet ud mod marginalerne.
En af countryens styrker er, at den kan være lige så intimt sårbar, som den kan være brutalt ufiltreret. Og netop den styrke er country-lyttere begyndt at lægge ekstra meget vægt på disse år.
Man behøver ikke engang at være en outlaw. Også kunstnere som Zach Bryan, Luke Combs, Lainey Wilson, Chris Stapleton og Morgan Wallen har fået succes ved ofte at fokusere på sangskrivning, der rummer livets nedture. Selv når de laver glade sange, rumsterer det negative et sted i baggrunden. Og det gør, at deres sange føles ægte og håndgribelige.
En hymne til taberne
Post Malone kommer ikke fra de samme trange kår, som Jelly Roll. Men de kan stadig være sammen om at føle sig som udskud, der ikke er velkomne.
Man skal ikke lytte længe til Post Malones ‘Twelve Carat Toothache’ (du ved, pladen med et nummer betitlet ‘Euthanasia’) for at blive bevidst om, at den ellers storsmilende party-bro bestemt har sine dårlige dage.
Netop derfor fungerer ‘Losers’ så godt. Post Malone og Jelly Roll synger ikke blot om deres egne specifikke erfaringer – de rækker nemlig også en hånd ud til alle, der har haft det ligesom dem. Dette er ikke en selvmedlidende »toast for the douchebags«. Det er et oprigtigt kram til dig, der har brug for det midt i al ensomheden og skammen.
Men på et metatekstuelt plan er det også en sang, der handler om, hvor helende og samlende (country-)musik kan være.
Det er en hyldest til, at man aldrig er alene, når man har musikken. Når de i omkvædet synger »You’re right here where you’re supposed to be / Right here with all the losers«, refererer »right here« ikke til et konkret sted. Det refererer til musikken, alle taberne kan samles om.
Det ville være synd at sige, at alle Jelly Rolls countrysange lever op til det potentiale, han har vist på de bedste af dem. Men ‘Losers’ viser lige præcis, hvad han kan udrette, når han er bedst.
Han er her nu på vej med det, han har kaldt sit »livs største album«. Det udkommer 11. oktober og bærer titlen ‘Beautifully Broken’, hvilket godt opsummerer Jelly Rolls stærkeste musikalske træk.
Jeg krydser fingre for, at det vil besidde de samme rørende kvaliteter, som ‘Losers’ gør.