’La Chimera’: Overvældende mesterværk om gravrøvere cementerer Josh O’Connor som en af tidens bedste skuespillere
I ly af natten lusker en tombarolo-bande rundt i de norditalienske skove og grøfter.
De er Dødens trøffelgrise og forstyrrer det oldgamle etrusker-folks forseglede katakomber, så de kan slippe for markens hårde arbejde til fordel for at sælge fordums tids begravede arvegods til den lokale gangster (Alba Rohrwacher).
Som i sine tidligere film er den italienske instruktør Alice Rohrwacher fascineret af menneskene, der trælbindes på bunden af det kapitalistiske kastesystem. Med sin spidsfindige balance mellem det samfundssatiriske og hverdagsmagiske er hun blevet en af tidens mest eftertragtede auteurer på Cannes-festivalens udsøgte promenader.
Hendes nyeste storværk ’La Chimera’ har ladet vente på sig – oprindeligt skulle filmen have haft dansk premiere sidste efterår – men kommer nu med rygstød fra Josh O’Connors stjernepræstation i Luca Guadagninos hede trekantsdrama ’Challengers’.
Forhåbentlig kan det hjælpe med at få flere i biografen. For ’La Chimera’ er Rohrwachers foreløbige hovedværk og ulig noget andet, jeg har set i lang tid.
O’Connor spiller ”tingfinderen” Arthur som en isnende efterårsbrise snarere end den svedige forårssteg, han var i ’Challengers’. Han er lederen af den enfoldige gruppe af gravrøvere, fordi han har en overnaturlig god næse for, hvor de døde er begravet. Samtidig går han rundt med en hoste, der lyder, som havde han selv den ene fod i graven.
Over som under jorden er han hjemsøgt af den selvsamme fortid, han tjener håndører på. I dagdrømme muser hans afdøde udkårne, at solen følger efter dem, og på toget antastes han af lokale, der ligner figurerne på vaserne, som han gravrøver, på en prik.
I ’La Chimera’ er briten om muligt endnu mere Chalamet-smuk, end han var det i ’Challengers’ såvel som i gennembruddet ’God’s Own Country’. Som den hensunkne Arthur brydes skuespillerens skravlede ennui og kantede, mutte ansigt kun af de hvalpebløde øjne, der nysgerrigt og hengivent observerer omgivelserne.
Hvor den titulære hovedperson i Rohrwachers sidste film ’Happy As Lazzaro’ (om en gruppe fæstebønder i det moderne Italien) var mild og passiv, som dagen er lang, er Arthur derfor også en sværere starut at komme ind på livet af.
Det ene sekund farer han vrissent op, det næste er han svigermors drøm, når han besøger den gamle matriark Flora (majestætiske Isabella Rossellini), der stædigt fastholder, at datteren stadig venter et sted ude i æteren på at komme hjem.
Lige meget hvor Arthur bevæger sig hen, bjergtages øjnene såvel som sjælen af Rohrwachers indtagende miljøskildringer, der indbyder én til at leve og boltre sig i dem.
Floras imponerende rønne fyldes af hendes irritable døtre, hvis småskænderier ekkoer i samtlige rum. Ilden fra et festivalbål knitrer livligt og overdøver de joviale landsbyboere, som samles omkring det. Og da Arthur et kort øjeblik opnår en nærhed med et andet menneske, sker det i stilhed, omringet af et trygt kollektiv, hvor hænder mødes, og læber låser sig i et ømt kys.
Hvor kløften i ’Happy As Lazzaro’ mellem menneskets godhed og systemets bidske inhumanisme til tider var uoverkommeligt stor, går dødens forunderlighed og livets weltschmertz hånd i hånd her.
Rohrwacher bygger bro mellem de to ved at vende kameraet på hovedet, når Arthur finder de eftertragtede, hengemte gravsteder. Træstammerne rækker ned mod himlen som et netværk af rødder, og gravrøveren selv nagles fast til stedet sammen med de andre dødelige.
Senere manifesterer hun vitterligt den røde handlingstråd mellem liv og død i et billede, der sendte mig tårevædet ud ad biografmørket.
Rejsen til underverdenen for at finde dem, vi mistede på vejen, har aldrig været mere overvældende og livsbekræftende.
Kort sagt:
Storladent italiensk mesterværk om gravrøvere og deres beskidte, sørgmodige arbejde cementerer Josh O’Connor som en af tidens største skuespillertalenter – og instruktør Alice Rohrwacher som en af Europas vigtigste filmstemmer.