Det var nu ikke med en agenda om at fremstå som en ordenes mand, at vi skulle mødes på et bibliotek, siger Elias Rønnenfelt med et afmålt smil, da jeg en formiddag møder ham på Den Sorte Diamant. Han venter med hætten trukket op om ørene ved enden af det rullende fortov, der fører ind i den oprindelige del af det gamle bibliotek, hvor foroverbøjede studerende sidder ved flaskegrønne lamper langs rækker af falmede bogrygge.
Men det er et af de steder, han har brugt timevis på at stirre ned i en nøgen notesbog.
For nogle år siden satte han sig det dogme at møde op i den gamle læsesal hver dag i mindst 45 minutter. Som en øvelse i at være til stede og for at være til rådighed for, at noget – hvad end det så måtte være – kunne opstå. For ordene kommer ikke på bestilling. Nogle gange slet ikke. Så når fragmenter af følelser og fortællinger melder sig, må han være klar med kuglepennen, fortæller han, mens vi passerer den Hogwarts-lignende læsesal.
»Det er følelsen af, at hvis ikke jeg fanger idéerne, mens de er der, så slipper de væk. Som at stå med noget flygtigt, der skal fanges, før det forsvinder, og noget andet tager over«.
I mere end halvdelen af sit liv har Elias Rønnenfelt forsøgt at dokumentere sit liv, mens det fyger om ørerne på ham, som frontperson i den internationale succeshistorie Iceage og projekter som Marching Church og Vår, gennem billedkunst og poesi. Udfaldet af dogmet i læsesalen udkom sidste år i form af digtsamlingen ‘Sunken Heights’. Og i fredags stod den enigmatiske rockpersona i jakkesæt og slattent slips for første gang klar med et debutalbum i eget navn.
»Det er lidt som at lave et band i sit eget CPR-nummer«, smiler han. »Der er ingen afstand. Men det føler jeg egentlig aldrig, der har været«.
’Heavy Glory’ hedder albummet, der er produceret med Nis Bysted og lavet i samarbejde med Iceage-trommeslager Dan Kjær Nielsen, 70’ernes danske punk-godfather Peter Peter og sangerne Joanne Robertson og Fauzia. Et album, der indfanger nogle af de oplevelser, følelser og refleksioner, der kommer lige så hurtigt, som de går, og som lader os møde den energiske punkpoet i en mere nedbarberet udgave.
I opposition … bare fordi
Det skabte ikke overraskende opmærksomhed, da en gruppe teenagere i 2011 kravlede ud af den københavnske undergrund med langemanden først og fik den internationale anmelderstab til at messe om punkens genopstandelse.
Der var en hungren efter noget, der kunne tage pusten fra tidens luftige indie-invasion. Og det var mildest talt det, Elias Rønnenfelt og resten af Iceage gjorde, da de med skraldet ligegyldighed bragede igennem med et debutalbum, som Soundvenues anmelder spåede kunne blive definerende for en hel generation. Men alt det tog de rimelig køligt, og indifferencen var til at tage og føle på, når medierne forsøgte at binde bandet op på tidsreferencer og gennemgnaskede genrekategorier.
»Iceage startede på mange måder som en afvisning af alt etableret – fra punkmiljøet til Soundvenue. Vi ønskede ikke at være en del af noget. Og det var ligesom den mentale modstand, vi lagde for dagen«, siger Elias Rønnenfelt, der i en alder af 12 år blev en del af miljøet, musikken og de politiske strømninger, der summede i Ungdomshuset.
»Jeg havde egentlig ikke nogen drøm om at bryde igennem. Jeg ville bare ændre København og lave noget, mine venner og jeg kunne spejle os i. Det omfang, det tog, havde jeg ikke set komme«, siger han om det, der har bragt bandet verden rundt det seneste årti.
Vi vader forgæves rundt for at finde en plads mellem sammenkrøllede læsende og slår os ned ved havnefronten foran biblioteket. Elias Rønnenfelt tænder en smøg og ser på mig gennem to lokker hår, der blæser ind over ansigtet.
»Folk omkring os ville gerne sætte det, vi gjorde, i lineage med noget kulturhistorie, de kunne forstå. Men når man er i gang med at finde sig selv, så bliver det lidt en overlevelsesmekanisme at skubbe alle prædikater væk«, siger han og fortæller, at det var følelsen af, at hvis bandet omfavnede de bokse, de blev placeret i, så ville de låse sig om dem.
Over fem udgivelser har Iceage insisteret på at slingre videre, hver gang mærkaterne klisterede. En konstant modstand mod alt det magelige, som Elias Rønnenfelt har taget med sig ind i sit soloprojekt. Og mens bandet i overgangen fra teenagere til mænd konstant har formået at genopfinde sig selv, har Elias Rønnenfelt ført et fortløbende studie i sangskrivning, som nu for alvor finder sin plads på hans solodebut.
Nedbarberet ballademager
‘Heavy Glory’ er lyden af at vokse op i en verden ved at kaste sig hovedkulds ud i den, lyder det i pressematerialet til albummet, som heller ikke lader sig begrænse til én genre, et udtryk, en lyd, men lader Elias Rønnenfelt udforske sin indre »nedbarberede ballademager«, som han beskriver det.
»Jeg er nok ikke så tiltrukket af sikkerhed. Der er nødt til at være noget på spil. Noget, der kan gå galt. Det skaber vi for os selv med Iceage. En bevidst usikkerhed … og det samme har jeg gjort med den her plade«, siger han.
‘Heavy Glory’ begyndte at tage form i sommeren 2021, under anden corona-sommer, hvor livet så småt begyndte at lure ind ad de tilskoddede vinduer, men endnu ikke havde fået ordentligt fat. Og på et tidspunkt hvor den indestængte energi boblede i Elias Rønnenfelt.
»Vi gik jo fra at spille sådan 150 koncerter om året til total stilhed, fordi spillestederne lukkede ned. Det gjorde mig vanvittig. Så jeg skrev et opslag på Instagram og spurgte, om jeg måtte komme og spille alternative steder«, fortæller han.
»Jeg vil rejse rundt i Europa med min guitar, spille på din bar, i din baghave eller på dit gadehjørne – hvor som helst«, lød det i opslaget, der resulterede i hundredevis af henvendelser. Og det blev starten på et år, hvor han som en anden troubadour rejste Europa rundt og spillede i kirker, skove og private hjem, på barer og i boghandlere.
»Jeg er jo vant til at stå på scenen med verdens bedste band, så det at spille akustisk gav da nogle chops undervejs. Det kræver en masse fysisk at spille med Iceage, men der er altid nogen at læne sig op ad. Intimiteten skulle ligesom etableres på en ny måde … der var ingen kollektiv eksplosion at hvile i. Hvis noget glippede, faldt det hele sammen«.
Sangene skrev han undervejs. Og her var dogmet, at de skulle kunne spilles akustisk, hvilket er en helt anden tilgang, end han var vant til.
»Med Iceage tænker jeg i lyde og lag fra starten. Her har jeg først efterfølgende lyttet til, hvad sangene råber på. Det har været en øvelse i at skabe noget og så komme fucking væk fra det, så snart jeg følte, at det var mættet«, siger han og fortsætter:
»Da jeg havde en håndfuld sange, kunne jeg mærke, at der var en plade på vej. Og når jeg når dertil, er det lidt som en besættelse. Som at have startet noget, der ikke kan stoppes«.
At dokumentere et liv
Albummet er – som alle andre album, han har lavet – en slags opsummering af og et dokument på det liv, det er skrevet ud fra, fortæller han. Indkapslingen af noget, der var.
»Won’t you spin me around / Like lovers do«, lyder det på åbningsnummeret, der sparker gang i et tema, der driver albummet: den gode gamle kærlighed. Fra den intimitet, »der er så sjælden som sne i maj«, til den grimmere af slagsen, der kræver sovemedicin at glemme. Men det var nu ikke, fordi Elias Rønnenfelt satte sig for at skrive et konceptuelt album, siger han. Livet bankede bare på.
»Kærligheden bliver udforsket i forskellige stadier. Nærmest i realtid. Og nok også på en mere direkte måde, end jeg har gjort det før. Men i den tid, det tog mig at skrive sangene, var den ikke længere den samme. Så det er ligesom en fortælling i en arc«, siger han og former et tidsforløb med hånden foran sig.
Men kan man virkelig blive ved med at skrive om kærlighed? Er det ikke, som Oscar Wilde skrev, noget poeter som Elias Rønnenfelt efterhånden har dræbt, spørger jeg og frygter et øjeblik, at jeg har tabt ham med et bragende banalt spørgsmål?
Men Elias Rønnenfelt tager sig tid til at smage på det.
»Det er jo ikke super unikt for et individ at gå igennem de her cyklusser. Alligevel føles det som noget fuldstændig upræsenteret. Ikke bare noget generisk livstrommerum. Vi kan ligesom blive ved med at finde vinkler på kærligheden. Og derfor låner det sig selv godt til sangskrivning«, siger han og fortsætter:
»Til tider kan alt, hvad der foregår omkring én, være et kæmpe rod. Man ligger og døjer med én ting, indtil den er fløjet videre. Og for mig er det at skrive sange et forsøg på at holde fast i en sindstilstand. Gribe den og få den ned til noget, der er til at holde om. Som et forsøg på at krystallisere noget, før det ryger i den store maskine, der vasker det hele væk«, siger han mellem to hiv af sin smøg.
»Jeg har lidt en følelse af, at jeg er i et kapløb med tiden for at nå at redegøre for, hvad der foregår i mit liv«.
Og det er på sin vis lidt på samme måde at sidde foran Elias Rønnenfelt. Der er en fængslende tilstedeværelse i de isblå øjne. Og alligevel rummer han en rastløshed, der giver følelsen af, at han måske allerede er på vej videre.
Det komiske kaos
‘Heavy Glory’ lyder umiddelbart som en blødere side af Elias Rønnenfelt. Der er skruet ned for den distortede adrenalinrus, vreden er reguleret, og hans stemme står klarere frem i mixet.
Men tyngden er der stadig. Den ligger bare i et tekstunivers, der henter glæde i sammenstillingen af det groteske og det sårbare. Den ligger i titlen, der er sammensat af to ord, han fandt i en schweizisk børneordbog fra starten af 1900-tallet. Og den ligger i coverbilledet skabt af kunstneren Noah Kanber, som forestiller en keramisk karikatur af Elias Rønnenfelt.
»Jeg havde set et flot og foruroligende Mona Lisa-portræt, hun har lavet, og blev helt besat af idéen om, at hun skulle lave en lignende monstrøs, keramisk karikatur af mig, fordi jeg synes, det går fint i spænd med pladen, som jo også er en form for muteret maleri af mit liv«.
Elias Rønnenfelt har blandt andet været tiltrukket af Leonard Cohens ’The Future’, fortæller han: »Han fremsætter et verdensbillede, som bliver malet i de her groteske, apokalyptiske proportioner, men med humoren lurende bagved. Og det synes jeg er ret interessant«.
‘Heavy Glory’ er da også lidt, som hvis Bob Dylan fik et barn med Nick Cave- og Leonard Cohen-energi. Og det skyldes ikke mindst Elias Rønnenfelts tekstunivers.
»Headed to the bottom of the lake, what a drag / Like eleven little kitties and a stone in a bag«, lyder det eksempelvis i den country-klingende kærlighedssang ‘Like Lovers Do’, ligesom han får lov at brillere i den stakåndede meditation over verdens tilstand i ‘Worm Grew a Spine’.
»Spilled an omen on the tablecloth that won’t come off in wash / You rinse, you clean, you bathe, yet not a thing will wet it off«, lyder det i sangen. I musikvideoen sidder Elias Rønnenfelt det meste af tiden tilbagelænet i en stol og klapper af en verden, der langsomt er ved at vælte sig selv.
»Lyrisk set føler jeg, at jeg har fået lejlighed til at vise, hvad jeg kan. Som et forsøg på at komme op og bokse med det, som ligger i billedet af en orm, der gror en rygrad. Det komiske i en kaotisk verden. Jeg skrev den næsten ud i én køre, og det er vel sådan et underligt, karikeret portræt af opportunisme«, siger Elias Rønnenfelt, der ironisk nok »snublede ind i rollen som sangskriver«, da Iceage blev dannet i 2009.
»Livet er vanvittigt, men jeg synes, jeg er sluppet okay afsted med at valse igennem det. Det føles ikke, som om der har været et alternativ – til den vej, jeg er gået, og de ting, jeg har lavet. Jeg tror ikke på et parallelt univers, hvor det her kunne være en anden plade, end der er. Og sådan har jeg det egentlig med alt, hvad jeg laver«.
Et livslangt projekt
Vi bevæger os ind for at få varmen og sætter os på biblioteket, hvor et lydværk pludselig bryder ud og får folk til at stimle sammen i Diamantens atrium.
»Imponerende ambiance«, siger han for så at pege ned på ledningen, der er tilsluttet tæt på vores bord. »Whoops«, siger han så, og lader som om, han hiver stikket ud af kontakten.
Elias Rønnenfelt er måske nok blevet dobbelt så gammel, som da han og Iceage første gang sendte chokbølger gennem den danske undergrund. Men den kontrære teenager findes stadig, og målet er præcis det samme, som det altid har været – aldrig at stagnere.
»Jeg ser det som et livslangt pursuit konstant at være på vej. Ikke at dvæle ved noget. De seneste 16 år af mit liv har jeg dokumenteret hele min løbebane. Det vil jeg blive ved med, til jeg ikke lever længere. Det eneste, jeg kan gøre, er at lægge alt det arbejde i det, som det kræver, og så give slip. Så må det drive hen og finde den plads i verden, det skal have«, siger han.
Men hvad så nu, hvor endnu et dokument er afsluttet? Er der noget, der rumsterer derinde?
»Når jeg arbejder på en plade eller et projekt, så føler jeg altid, at jeg giver alt, hvad jeg har, og med det sidste punktum har jeg tit en følelse af at være fuldstændig udtømt. I en form for retningsløs, eksistentiel krise«, siger han og læner sig lidt ind over bordet.
»Men lige siden jeg lukkede den her plade, har jeg været i et sådant hyper-produktivt mode, hvor jeg nærmest skal kæmpe for at få mine pauser. Jeg har helt klart en slags compulsion, der holder mig i gang«, siger han og ser lige frem for sig.
»Jeg tror, at jeg var nødt til at lave den her plade for at kunne se de næste skridt for Iceage. Så lige nu har jeg det, som om jeg er ved at skrive tre plader«, siger Elias Rønnenfelt, før han forsvinder ud i endnu en dag i en fortløbende fortælling. Kapitler, han endnu ikke kender forløbet af.