Armie Hammers Hollywood-karriere har været totalt skrinlagt siden 2021.
Her begyndte seksuelt ladede tekstbeskeder med fantasier om vold og kannibalisme, som ‘Call Me by Your Name’-stjernen angiveligt skulle have sendt til kvinder, at florere på internettet.
I marts 2021 anklagede en ekskæreste, der gik under navnet Effie, desuden skuespilleren for at have voldtaget hende i 2017. Voldtægtssagen blev sidste år droppet på grund af utilstrækkelig bevisførelse.
Nu forsøger Armie Hammer så småt at gøre comeback som skuespiller. Han har således landet sin første rolle i tre år, melder Deadline.
»Tilbage i sadlen«, skriver han i et nyt Instagram-opslag sammen med billeder af sig selv iført cowboyhat samt manuskriptet til den nye indiefilm ‘Frontier Crucible’, der meget passende er en western.
Hammer spiller en af de bærende roller i filmen, der er instrueret af Travis Mills, som har en lang række lavbudgetsgenrefilm på cv’et. På rollelisten finder man også Thomas Jane og de mindre kendte navne Zane Holtz, Eddie Spears og Myles Clohessy.
Handlingen er sat i Arizona i 1870’erne, hvor en krigsveteran med en tragisk fortid forvilder sig ind i en usikker alliance med tre banditter (hvoraf én af disse spilles af Hammer), en kvinde og hendes sårede ægtemand. De skal forsøge at overleve både naturlige og menneskelige fjender i Det Vilde Vesten.
En premieredato er endnu ikke på plads.