‘Origin’: Ava DuVernays uafrystelige nye film sprænger alle rammer
Det kan være vanskeligt at portrættere videnskab og komplicerede strukturer og samtidig skabe noget, der er engagerende og seværdigt.
Når det lykkes, skyldes det ofte det menneskelige aspekt i historien. Som lingvisten Louise i Villeneuves ‘Arrival’, der kæmper med at bearbejde en sorg, imens hun skaber et nyt sprog til at kommunikere med de nyankomne rumvæsener.
Det er ikke nogen let bedrift, men det er ikke desto mindre det, instruktør Ava DuVernay nu prøver kræfter med i sin nyeste film, ‘Origin’.
Filmen er baseret på New York Times-bestselleren ‘The Origin of Our Disconnect’ af den Pulitzer-vindende forfatter Isabel Wilkerson. Filmen følger forfatterens liv, mens hun forsøger at finde fodfæste efter flere tragiske dødsfald i sin nære familie, sideløbende med at hun giver sig i kast med en bog, der skal optrevle slægtskabet mellem undertrykkelsen af afroamerikanere, jøder under nazismen og de udstødte daliter i bunden af det indiske kastesystem.
Anslaget i filmen er mordet på 17-årige Trayvon Martin (Myles Frost), der antændte den første bølge af Black Lives Matter-bevægelsen i 2012.
Wilkerson, der bliver spillet af Aunjanue Ellis-Taylor, bliver ansporet af sin tidligere kollega Amari (Blair Underwood) til at skrive om drabet i hans avis. Hun afviser først, fordi hun vil bruge tid på at passe sin aldrende mor, og fordi hun mener, samtalen kræver mere end automatantagelsen: Det er racisme. Der er noget, der stikker dybere, når en latino selvtægtsmand dræber en ubevæbnet sort dreng for at beskytte et hvidt nabolag.
Wilkerson skal være en del af historien for at kunne fortælle den. Det er krævende at dykke ned i undertrykkelsens anatomi, i særdeleshed når den er en aktiv del af dit liv.
Hun søsætter derfor en elliptisk rejse gennem tid og sted, hvor vi kommer på sporet af antropologerne Allison Davis (Isha Blaaker) og Elizabeth Davis (Jasmine Cephas Jones), mens de laver en banebrydende optegnelse af det amerikanske syd under 1950’ernes Jim Crow-raceadskillelsespolitik.
Derefter møder vi parret August Landmesser (Finn Wittrock) og jødiske Irma Ekler (Victoria Pedretti), hvis kærlighed er forbudt under det nazityske regime. Til sidst tager vi en nutidig rejse til Indien for at møde forskeren Suraj Yengde.
’Origin’ er præget af et billedsprog, der rodfæster sig i ens følelsesliv. Et af de klare højdepunkter er en magisk iscenesættelse af Wilkersons indre liv, mens hun bearbejder et voldsomt tab. Man ser hende fra oven, liggende på en seng af falmende blade, med et sort vakuum af altopslugende tomhed omkring hende. Det er en poetisk magisk realisme, som trækker tråde til DuVernays ‘When They See Us’, men som her står stærkere og mere forfinet end nogensinde før.
Det er i det hele taget svært at komme udenom sorg og tab, når man taler om ’Origin’. Det er den følelsesmæssige tyngdekraft, som sætter hele handlingen i bevægelse. Det er desuden den del af filmen, der ikke er direkte baseret på bogforlægget, men en fiktionaliseret del af Wilkersons eget liv under tilblivelsen af bogen.
I skildringen af Wilkersons familie møder vi nogle sublime skuespilpræstationer. Særligt scenerne fra ægteskabet mellem Wilkerson og ægtemanden Brett (Jon Bernthal) føles afvæbnende ægte i parrets hengivenhed og omsorg. Deres interraciale forhold synes at modbevise den undertrykkelse, der hjemsøger verden omkring dem, uden at de undviger de svære emner.
Særligt samtalen mellem parret og Wilkersons mor Ruby (Emily Yancy) omkring drabet på Trayvon Martin er et vidnesbyrd om, hvordan afroamerikanske familier må tage smertelige samtaler med deres sønner for at berede dem på den dødelige trussel, som hvide fordomme kan være for dem.
På papiret er ‘Origin’ en umulig film. Wilkerson ligner ikke prototypen på messianske helteroller, der ændrer verden med deres exceptionelle intellekter. Den slags karakterer er som regel forbeholdt aldrende hvide mænd i alt fra ‘Oppenheimer’ til ‘A Beautiful Mind’. Der er sjældent plads til exceptionelle sorte tænkere på film, og slet ikke hvis de ovenikøbet er kvinder. Hvilket gør den overlegne selvfølgelighed, som ‘Origin’ navigerer med i dette uopdyrkede land, helt ekstraordinært.
Film med klare moralske formål kan nemt havne i belærende lidelsesporno, hvis modgift til marginaliserede gruppers undertrykkelse er at udstille den værste monstrøsitet, som de er ofre for: Tænk ‘12 Years a Slave’.
Men ‘Origin’ sprænger rammerne så meget, at det er svært at kondensere oplevelsen til de gængse filmbegreber. Det er en uafrystelig granskning af social uretfærdighed, der burde være på pensum for alle i en stadig ulig og uretfærdig verden.
Kort sagt:
‘Origin’ kaster nyt lys over undertrykkelsens anatomi og føles nødvendig i en verden, der stirrer ind i pistolløbet på fire år med Trump. Det er et højdepunkt i Ava DuVernays kunstneriske virke som forkæmper for social retfærdighed.