’Anora’
Oscar-hypen bliver ikke meget større end med Sean Bakers ’Anora’, som nu lander i Danmark med Guldpalmen i rygsækken og 25-årige Mikey Madisons gennembrudspræstation i front.
I komediedramaet følger vi Ani, en sexarbejder, der arbejder på en stripklub i Brighton Beach i New York. Her møder hun den russiske oligarksøn Ivan (en også blændende Mark Eydelshteyn), som er midlertidigt i byen for at slå sig løs.
På en tur i Las Vegas beslutter de sig spontant for at blive gift, men da Ivans forældre hører om deres forhold, sætter de hurtigt alt ind på at få annulleret ægteskabet.
Castet byder desuden på store præstationer fra trioen af håndlangere, som arbejder for Ivans familie, Yura Borisov, Vache Tovmasyan og Karren Karagulian. Sidstnævnte har været med i samtlige af Bakers film.
Baker har for længst slået sit navn fast med film som ’Tangerine’, ’The Florida Project’ og ’Red Rocket’, men med ’Anora’ har han fået mere anerkendelse end nogensinde før.
Soundvenue har mødt ham ad to omgange i efteråret, og her kunne 53-årige instruktør blandt andet fortælle, at han har et nært forhold til dansk film.
Biografpremiere 5. december
‘Mulm’
Hvis du ikke er helt ovre Halloween-gyset, kan du her opleve dansk psykologisk horror, der måske vil gøre skyggerne i biografmørket lidt mere dystre end normalt.
Da Jacobs (Jens Sætter-Larsen) kone Maja (Julie Christiansen) får en depression og kommer på et psykiatrisk hospital, står han alene med deres søn Johannes (debutanten Louis Trinskjær). Jacob må forsøge at balancere ansvaret for sin søn med sit arbejdspres, men det er svært i familiens nye hus, som bliver ubehageligt, når mørket falder på. Skyggerne får tilsyneladende deres eget liv, og mystiske lyde kommer fra kælderen. Desuden begynder Johannes at opføre sig usædvanligt og fortæller sin far om en usynlig ven, som han bygger stendysser sammen med.
Sætter-Larsen har gennem årene haft roller i en række danske serier som ’1864’, ’Badehotellet’, ’Sommerdahl’ og senest ’Sygeplejeskolen’. Christiansen spillede en hovedrolle i Avaz-brødrenes gennembrudsfilm ’Mens vi lever’ og har siden medvirket i populære danske titler som ’Lykke-Per’, ’29’ og ’Dansegarderoben’.
’Mulm’ er instrueret af Martin Vrede Nielsen, og det er hans første spillefilm siden ’Snuppet’, som han instruerede sammen med sin bror Michael Vrede Nielsen tilbage i 2006. Med ’Mulm’ er han tilbage på det store lærred med en film baseret på en gyserroman af samme navn skrevet af Teddy Vork.
Biografpremiere 5. december
‘Munken og geværet’
Hvordan reagerer man, når man for første gang må vælge sin leder? Det måtte bhutanerne forholde sig til, efter deres konge abdicerede i 2006 og banede vejen for et demokrati. Og det er udgangspunktet for Pawo Choyning Dorji med filmen ’Munken og geværet’.
Mens en landsby i Bhutan må vænne sig til det nye system og lære, hvordan man stemmer, er en amerikansk våbenentusiast (Harry Einhorn) rejst ind i landet for at købe en gammel antik riffel. En munk (Tandin Wangchuk) har dog fået fat i det værdifulde våben, da han skal bringe det til sin mester, som har mystiske planer om rette op på tingene midt i landets forandring.
Dorjis ’Skolen ved verdens ende’ var i 2022 nomineret til en Oscar for Bedste Internationale Film som Bhutans første af slagsen nogensinde. ’Munken og geværet’ var også landets officielle kandidat forud for sidste Oscar-uddeling, men blev dog ikke nomineret.
Biografpremiere 5. december
’A Different Man’
Brandvarme Sebastian Stan kan nu opleves i en uigenkendelig rolle over for norske Renate Reinsve fra ‘Verdens værste menneske’.
I ‘A Different Man’ lider Stans Edward nemlig af en sjælden sygdom, som giver ham voldsomme hævelser i ansigtet. Han får foretaget en behandling, som ændrer hans udseende radikalt (så han ligner den Sebastian Stan, vi kender), men herefter bliver drømmen om et bedre liv pludselig forvandlet til et mareridt. Hans ven Ingrid (Reinsve) har nemlig skrevet en teaterforestilling om hans liv, og Edward bliver besat af skuespilleren, der spiller hovedrollen.
Stan har gang i et sprudlende år, hvor han også imponerede med sin portrættering af Donald Trump i dansk-iranske Ali Abbasis film om den nyligt genvalgte præsidents unge år.
Reinsve har siden gennembruddet i Joachim Triers coming of age-mesterværk haft roller i flere internationale titler, blandt andet den populære Jake Gyllenhaal-anførte Apple TV+-serie ’Presumed Innocent’.
A24-producerede ’A Different Man’ er skrevet og instrueret af relativt uprøvede Adam Schimberg, som ser ud til at stå over for et større gennembrud.
Biografpremiere 12. december
’Konklave’
Ralph Fiennes står forrest, når Vatikanet rammes af intriger og komplot i dette Oscar-buzzede pavedrama.
I ’Konklave’, som er baseret på Robert Harris’ bestsellerroman af samme navn, går paven bort, hvilket efterlader stillingen som Den Katolske Kirkes overhoved ledig. Kardinal Lawrence (Fiennes) har fået til opgave at organisere valget af, hvem der indtager Vatikanets trone, og her viser et komplot sig at true fundamentet for kirken.
Fiennes får selskab af sværvægterne Stanley Tucci og John Lithgow foruden den italienske legende Isabella Rossellini.
’Konklave’ er instrueret af Edward Berger, som slog stort igennem med Netflix’ tyske Anden Verdenskrigsfilm ’Intet nyt fra vestfronten’ fra 2022, som vandt fire Oscar-statuetter, heriblandt Bedste Internationale Film. ’Konklave’ er skrevet af ’Dame, konge, es, spion’-manusforfatter Peter Straughan.
Filmen toppede den tidlige liste over sæsonens Oscar-favoritter fra Soundvenues ekspert.
Biografpremiere 12. december
’Ringenes herre: Krigen om Rohan’
’Ringenes Herre’-universet tackles med anime i en episk historie fra langt før begivenhederne i Peter Jacksons verdensberømte trilogi.
Vi skal helt præcis 183 år tilbage før plottet, man kan kender fra start-00’ernes film. Her følger vi huset under Helm Hammerland, den legendariske konge af Rohan, som trues, da den nådesløse Dundenling-lord Wulf er ude efter hævn efter sin fars død. Det fører til et skæbnesvangert opgør i den storslåede borg Hornburg, der senere vil blive kendt som Helm’s Deep.
Brian Cox – vores alle sammens Logan Roy fra ’Succession’ – lægger stemme til Hammerland, mens Wulf får stemme af britiske Luca Pasqualino. Miranda Otto og afdøde Christopher Lees stemmer bruges også, da deres karakterer fra universet, henholdsvis Eowyn og Saruman, vender tilbage.
Filmen er instrueret af Kenji Kamiyama, som før har arbejdet på animerede versioner af filmtitler med ’Blade Runner: Black Lotus’ og ’Ghost in the Shell SAC_2045’.
Biografpremiere 12. december
‘Mufasa: The Lion King’
Det live-action(-agtige) remake af ’Løvernes konge’ fra 2019 blev en tordnende succes. Nu lander en prequel i samme format, som fortæller oprindelseshistorien om Simbas far Mufasa.
Ligesom sin fremtidige søn bliver titelkarakteren i ’Mufasa: The Lion King’ væk fra sin familie som løveunge. Da han er fortabt, møder han løven Taka, som er royal arving, og sammen tager de på en rejse, hvor vi følger Mufasas vej mod sin skæbne som den respekterede løvekonge, hvis død efterlod traumer hos samtlige børn, der har set originalen fra 1994.
’Mufasa: The Lion King’ er instrueret af ingen ringere end Barry Jenkins, manden bag Oscar-vinderen ’Moonlight’.
Mufasa og Taka portrætteres med henholdsvis Aaron Pierre og Kelvin Harrison Jr.’s stemmer. Et væld af skuespillerne, som lagde stemme til karaktererne i remaket fra 2019, vender desuden tilbage til deres roller, heriblandt Donald Glover som Simba og Billy Eichner og Seth Rogen som Timon og Pumbaa.
Og så er selveste Mads Mikkelsens røst såmænd også på rollelisten.
Biografpremiere 19. december
’Strange Darling’
I ’Strange Darling’ følger man det, der må være det ultimative skrækscenarie for et one-night-stand.
I gyserthrilleren tager et hookup nemlig en uventet drejning og udvikler sig til en morders dræbertogt. De to hovedkarakterer går meget malerisk under navnene The Lady og The Demon, og rollerne indtages af Willa Fitzgerald (’The Goldfinch’, ’The Fall of the House of Usher’) og Kyle Gallner fra ’Smile’-filmene.
’Strange Darling’, som er instruktør JT Mollners anden spillefilm, havde allerede premiere sidste år på Lunds Fantastic Film Fest og har modtaget store roser fra amerikanske anmeldere inden dens ankomst til de danske biografer.
Biografpremiere 19. december
’Better Man’
Hvis jeg fortalte dig, at det i denne nye Robbie Williams-biopic er en chimpanse, som spiller hovedrollen, ville du så tro på mig?
Den er god nok. Den biografiske film, der skildrer den tidligere Take That-sangers vilde liv fra barn til voksen, har nemlig intet mindre end en computeranimeret abe i hovedrollen som Williams, der selv agerer voiceover-fortæller. En temmelig unik måde at formidle Williams’ perspektiv på sin egen livsrejse.
Filmen udforsker både sangerens tid som boyband-medlem og derefter succesfuld soloartist og alle de udfordringer, som det storladne liv i rampelyset fører med sig.
I instruktørstolen sidder Michael Gracey, som stod bag ’The Greatest Showman’ og var producer på Elton John-filmen ’Rocketman’.
Biografpremiere 25. december
’Parthenope’
Italienske Paolo Sorrentino har forkælet os med smukke eksistentielle fortællinger i både Oscar-vinderen ’Den store skønhed’ og den Oscar-nominerede Netflix-film ’The Hand of God’. I hans nyeste værk vender han øjnene mod sin fødeby Napoli og en italiensk kvindes livsrejse.
I ’Parthenope’, som havde premiere på Cannes-festivalen tilbage i maj, følger vi den smukke titulære hovedperson gennem hendes liv, fra det begynder i Napoli i 1950 og helt frem til nutiden. Vi tages med gennem ungdommens bestræbelser i de italienske somre i Capri, hvor Parthenope løbende udforsker romantiske bekendtskaber og forskellige karriereveje.
Hovedrollen varetages af det relativt ukendte navn Celeste Dalla Porta, mens karakterens ældre version spilles af Stefania Sandrelli. Desuden er Gary Oldman med i en birolle som den amerikanske romanforfatter John Cheever.
Biografpremiere 25. december