’Strange Darling’: Ny horror-darling sætter ikke en fod forkert – det ender med at være et problem
Gysere nyder fortsat en hidtil uset popularitet.
Det har sat høje forventninger til de såkaldt eleverede horrorfilm, der går i clinch med vores samtids største politiske kamppladser, og som står på skuldrene af foregangskunstnere som Jordan Peele, Ari Aster og Jennifer Kent.
Med disse aspirationer in mente har instruktør og manuskriptforfatter JT Mollner gjort alt for, at hans biografaktuelle katten-efter-musen-gyser ’Strange Darling’ ikke sætter én fod forkert.
Som et stolt slag på brystet begynder den med et titelkort, der erklærer, at den er skudt på 35mm film. Er det lyden af Nolan-fans og filmvidenskabstyper, som kollektivt klapper i hænderne?
Herefter følger en nyhedsoplæsning, som fortæller om en grusom seriemorder, der har hjemsøgt bibelbæltet, og at dette er fortællingen om denne morders sidste desperate hærgen. Med andre ord et selvsikkert og stilbevidst kip med hatten til Tobe Hoopers ’Motorsavsmassakren’.
Som det unikke nådestød hopper ’Strange Darling’ i tid mellem sine seks kapitler for bevidst at mislede seeren.
Filmen fremstår som en overbegejstret 12-talselev, så man næsten får lyst til at dunke den i skoletoilettet. Men ret skal være ret: ’Strange Darling’ er en forbandet lækker produktion og tydeligvis skabt af et kreativt filmhold, som har terpet pensum om, hvordan en god gyser skal skrues sammen.
Jagtsekvensen mellem en unavngiven kvinde (Willa Fitzgerald) og hendes dæmoniske forfølger (Kyle Gallner) er filmet med overbevisende selvsikkerhed og sans for detaljerne. Hjertet banker panisk i brystkassen, da manden søger efter kvinden i et forladt hus, uden at vi ved, præcis hvor hun gemmer sig.
Alt sammen kræs for fans af intense 90’er-thrillers.
Begejstringen falmer dog, så snart uret rykker bagud i tid, og karaktererne begynder at åbne munden.
Uden at spoile de nøje tilrettelagte twists begynder historien som et beruset meet-cute mellem de to senere kamphaner.
»Er du seriemorder?« spørger Fitzgeralds selvsikre kvinde manden, før de hånd-i-hånd går op på et lurvet motelværelse for at knalde. Da han senere ud af det blå tager kvælertag på hende under deres samleje, stilles der hurtigt spørgsmål om samtykke, misogyni og partnervold. De spørgsmål bløder ind i jagtsekvensen, hvor man konstant spørger sig selv, hvem der er offer, og hvem der er skurk.
Det vækker minder om horror-darlingen ’Barbarian’, og ’Strange Darling’ ønsker tydeligvis at gå i dén films fodspor som en viral samtalestarter.
Faktisk er dette ønske lidt for tydeligt.
Man kan ligefrem høre dominobrikkerne, når de sættes op til den helt store afsløring, alt imens de to talentfulde skuespillere gør deres ypperste for at få den kejtede dialog til at lyde bare en anelse naturlig.
Det er her, fortællingens højpandede ambitioner begynder at spænde ben. Ved at springe mellem kapitler telegraferer Mollner sine intentioner, og det er ganske simpelt ikke overraskende, da maskerne falder, og spillernes sande intentioner afsløres.
Og fordi disse bestræbelser skal holdes fordækte, bliver jagten mellem kvinde og mand mest en frustrerende abstrakt stiløvelse.
Så kan det godt være, at Mollner kan sætte flueben ud for samtlige af genrens regler. Men ingen kan lide en show-off, som ikke kan andet end at recitere efter skolebogen.
Kort sagt:
Hypetgyserfilm vil elevere katten-efter-musen-konceptet, men snubler over sine egne højpandede ambitioner.