Siden det kom frem, at Sydney Sweeney indtager hovedrollen i en kommende biopic om bokseren Christy Martin, har hun modtaget en del kommentarer, der udskammer hendes udseende, vægt og fysik.
Nu kommer ‘Euphoria’-stjernen med et modsvar til de giftige kommentarspor, skriver The Wrap.
Sweeney har netop delt en video på Instagram, der starter med at gennemgå en lang række kritiske kommentarer. Herefter klipper videoen over til fotos og optagelser fra skuespillerens heftige træning som forberedelse til filmrollen. Hun flekser selvfølgelig også sine overbevisende biceps.
Den endnu unavngivne film instrueres af australske David Michôd, manden bag blandt andet ‘Animal Kingdom’ og ‘The King’. Han har skrevet manuskriptet sammen med Mirrah Foulkes, der er bedst kendt som skuespiller med roller i blandt andet ‘The Crown’, ‘Top of the Lake’ og førnævnte ‘Animal Kingdom’.
Den nye film fortæller historien om Christy Martin, der havde stor succes i 90’erne og blev verdensmester i sin vægtklasse i 2009. Derudover rummer bokserens historie også en uhyggelig side, da hun i 2010 overlevede et mordforsøg af sin daværende mand.
»I løbet af de sidste par måneder har jeg været fordybet i træning for at bringe en fantastisk kvindes historie til live – en sand mester som kæmpede kampe både i og udenfor ringen«, har Sweeney tidligere skrevet om filmen, som endnu ikke har en premieredato på plads.