My Bloody Valentine – alt er ved det gamle

I mange år drømte alverdens støjrockfans om, at My Bloody Valentine, der gik i permanent dvale efter udgivelsen af mesterværket ‘Loveless’ i 1991, på et tidspunkt ville blive bragt til live igen. Sidste år gik drømmen i opfyldelse, da bandet annoncerede, at de igen spillede sammen og var booket til koncerter.$0 $0 En af mange myter om bandet fortæller om den massive støjtortur, bandet udsatte publikum for ved deres koncerter – om hvordan flere flygtede, og om den oplevelse det var, for dem der hold ud. Da scenetæppet gik i går, og bandets mur af Marshall-forstærkere viste sig, tydede meget på, at alt var ved det gamle. Og da frontmanden Kevin Shields slog sin første streng an, stod det klart, at det var det. Ud flød den ene udødelige støjrockklassiker efter den anden, alt sammen pakket ind i uanede mængder hvid støj og med en så overvældende volumen, at oplevelsen fik et fysisk element. Og som om det ikke var nok, skruede de løbende op hele vejen igennem den halvanden time lange koncert, så man til sidst kunne se den ene publikummer efter den anden forlade teltet med hænderne for ørerne, mens bandet sluttede koncerten med en tyve minutter lang, massiv støjmur i fuldstændigt fravær af melodi eller struktur.$0 $0 Det hele blev leveret i et virvar af blinkende lamper og syrede visuals, der fik musik, lys og lydbølger til at flyde sammen i en sjældent kompromisløs helhedsoplevelse. Settet bestod udelukkende af gammelt, klassisk materiale, der fremstod lige så visionært live som på plade og vidnede om, hvor unikke Shields kan få guitarer til at lyde, og om hvilket enestående melodiøre han besidder.