‘Sable, Fable’: Bon Iver forener fortiden og nutiden på et album, der har været værd at vente seks år på
ALBUM. For 15 år siden var indiefolk en mere definerende genre for den vestlige verdens samfund, end de fleste af os nok har lyst til at huske. Cortado-craze, fixiebikes og fuldskæg, bitre IPA’er og ikke mindst tårepersere spillet på akustisk guitar – det var overalt.
Den musikalske skovmandsskjorte gik heldigvis i opløsning, da man på et tidspunkt ikke kunne undgå at få pumpkin spice latte-smagende galde den forkerte vej igennem spiserøret, så snart en falsetvokal ramte caféhøjtalerne.
Alligevel sidder jeg her i 2025 og er rigtig glad for Justin Vernon – kongen af ovennævnte genre tilbage i slut 00’erne og start 10’erne – og hans band Bon Ivers første fuldlængdealbum i seks år.
‘Sable, Fable’ rækker momentvis tilbage til den ømskindede folk, men jeg bliver hverken kvalm eller harm ved de smukke toner. Omvendt bliver jeg ramt af en fortryllende underskønhed, som så mange andre gjorde ved første lyt af ‘Skinny Love’ tilbage i 2007.
Har man fulgt Bon Iver nøje, ved man, at bandet kom ud af deres hi sidste efterår med ep’en ‘Sable’, der udgør den første tredjedel af det nyudgivne album. Bestående af tre numre, der i deres bare produktioner er det tætteste, vi kommer på Bon Iver anno debutalbummet og eminente ‘Blood Bank’ fra 2009.
Det er akustiske guitarsange, der er lige så nærværende, som de er indadvendte. Nøgen produktion med få elementer lægger bunden for Vernons melankolske indre. Det er ikke lige så tydeligt, om det er ulykkelig kærlighed, eller om det i 2025 er verdens tilstand, der er roden til sortsynet.
Én ting er dog sikker for Vernon: »I don’t like the way it’s looking«.
Albummets efterfølgende totredjedele lyder dog markant anderledes. Instrumenteringen opskaleres, synthesizere, autotune og elektroniske cut-ups fylder en del, og Bon Iver bevæger sig ud i både r’n’b og soul.
Sangenes kerne er stadig stærkt funderet i singer/songwriter-traditionen, men eksperimenterne fra pladerne ‘22, a Million’ og ‘I,I’ har indarbejdet sig i guitarnumrene og skaber noget – i hvert fald for Bon Iver – helt nyt.
»I don’t know who I am without you«, kunne snildt være en gammel Bon Iver-linje, men placeret blandt trommemaskine-loops og forvrænget korvokal på ‘Day One’ har vi at gøre med noget, der lyder markant mere tidløst end debuten.
Kombination af digitale og akustiske elementer skaber en omskiftelig underlægning til Vernons velovervejede vokalmelodier, der ofte bevæger sig i en anden retning end forventet. Hvor pladens første tredjedel byder på velkomponeret folk med kun den rette mængde tristesse, skrues tiden frem til 2025 på det efterfølgende og mere uforudsigelige materiale.
På ‘Everything Is Peaceful Love’ indarbejdes der r’n’b-omkvæd, og på den indiepoppede ‘Walk Home’ fylder en twangy slideguitar – for laver du overhovedet moderne musik i 2025, hvis ikke du lige har en lille snert af country?
Bandet bevæger sig over i noget så lækkert som et ligetil indiepopnummer på ‘From’. Små guitarlicks lader Vernons fjerlette melodier læne sig tilbage, mens trommerne bærer sangen fremad i tre korte minutter.
Sammen med de efterfølgende ‘I’ll Be There’, med sine musikalske Prince-referencer, og ‘If Only I Could Wait’, med en velvalgt Danielle Haim-feature, har vi måske albummets højdepunkter.
Der er lige dele længselsfulde vokaler og sexede grooves, og der er intet fyld, hvad angår hverken produktion eller sanglængde. Det lyder som den perfekte sammenblanding af lyden af 2025 og Bon Ivers singer/songwriter-arv. Én del modernitet, én del nostalgi.
Hvad end man er mest til det seneste eller det helt tidlige Bon Iver, er jeg ret sikker på, at man vil holde af ‘Sable, Fable’. Det er legesygt, men kammer aldrig over i eksperimenter for eksperimentets skyld, det er beroligende, men aldrig søvndyssende.
Alt i alt en utroligt skarptskåret og velkomponeret indieplade, der gør lige præcis det, den sigter efter.
Kort sagt:
Bon Ivers ‘Sable, Fable’ forener fortiden og nutiden i en kalejdoskopisk indie-smeltedigel, der rummer både ømhed og længsel. Det har i den grad været seks års ventetid værd.