- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
- Iceages bedste album lyder stadigvæk lige så friskt, vildt og kompromisløst som i 2014
- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
The Dodos
The Dodos nåede kortvarigt at være tre mand på landevejen, da guitarist Christopher Reimer forlod opløste Women og hoppede på tourbussen i 2011, inden han i starten af 2012 pludselig sov stille ind, 26 år gammel. Eftersigende nåede han dog at efterlade et tydeligt aftryk på San Francisco-duoen, for forsanger Meric Long udtalte efterfølgende, at Reimers omgang med en elektrisk guitar inspirerede ham til at prøve nye sider af instrumentet.
Aftrykket sidder tydeligt på The Dodos’ fjerde langspiller, for elguitaren er byggesten i den wall of sound, som rejser sig på store dele af albummet. Bagved bliver de ellers så karakteristiske trommer og percussion gemt lidt af vejen sammen med den akustiske guitar. Momentvist lyder det ganske godt, men i længden bliver lyden for tyngende, fordi melodierne mangler.
Læs anmeldelse: The Dodos ‘No Color’
Hvad der gjorde The Dodos’ fuldlængdedebut til så fremragende en plade var netop Logan Kroebers buldrende trommeleg. Det gjorde folkrocken til en ganske ekstrovert og energisk omgang. Nu bliver energien omvendt ofte forceret, fordi elguitaren pludselig sætter i fuld galop og hiver forpustede trommer med sig, som det er tilfældet på singleforløberen ’Confidence’. ’Relief’ viser taktvist smukke akustiske guitarfigurer, men udvikler sig til et storladent crescendoparløb mellem elguitar og trommer, der ligeledes virker unaturligt.
På ’Family’ stikker trommerne hovedet frem i lydbilledet, men også her gør gentagelser og elguitarmur det hele for monotont. Det er dræbende for en duo bestående af kun guitarer, trommer og percussion, for det kvæler den livgivende melodiøsitet.
The Dodos. 'Carrier'. Album. Polyvinyl/Cosmos.