- Din yndlingsrapper deler scenen med ham. Din konge ser fodbold med ham. Er der nogen i landet, der ikke elsker Thor Farlov?
- Robert Smith stirrer sin egen dødelighed dybt i øjnene på The Cures første album i 16 år
- Vennerne blev rapstjerner, mens han knoklede 9 til 5: »Man glemmer sine drømme, og hvad man egentlig vil«
The Dodos
The Dodos er en lidt sær gruppe. Bestående af sangskriver og guitarekvilibrist Meric Long samt tromme- og percussionvaretager Logan Krober er der tale om en noget alternativ bandkonstellation. Det har dog ikke stoppet gruppen fra at få succes, og en regelmæssig strøm af udgivelser de sidste fem år har nu udmundet i ‘No Color’.
Siden 2009-udgivelsen ‘Time to Die’ har vibrafonisten Keaton Snyder forladt bandet, der til gengæld har fået fint selskab i form af The New Pornographers-sangerinden Neko Case, som på fornem vis supplerer Long på flere af pladens numre. Og det klæder numrene med det kvindelige præg, der desværre ikke er nok til at redde de febrilske kompositioner fra at virke trættende og udmarvende. Jovist, er iørefaldenheden og energien tiltalende på singlen ‘Black Night’ og den pulserende ‘Good’. Men det kunne være interessant og klædeligt, om duoen forsøgte at skrue tempo og intensitet ned for en stund, da det ville skabe større variation og et bedre helhedsindtryk.
En anden kærkommen variation kommer dog mod albummets slutning. Højdepunktet ‘Companions’ er pladens mest indfølte skæring, og det overlegne guitarspil og det ømme strygertouch sørger for en smuk og betagende stemning. Desværre ændrer det ikke på, at The Dodos’ fjerde fuldlængde er noget middelmådig grundet duoens ustoppelige energi, der giver et forvirrende og lettere monotont udtryk, som ikke rigtig bider sig ordentligt fast.
The Dodos. 'No Color'. Album. Wichita/Cosmos.