Benson Boone stod bag et af sidste års største hits. Lad os håbe, at han ikke får et nyt
ALBUM. Benson Boone begik en regulær landeplage med ’Beautiful Things’, der endte med at blive et af sidste års største hits. Dette enkeltstående nummer ligger til grund for, at Boone nu kan drage på turné og slå sine signatursaltomortaler på scener verden over. På trods af ihærdige forsøg mislykkes sangeren i at lande på benene med sit nye album.
’American Heart’ lægger fra land med singleforløberen ’I’m Sorry I’m Here for Someone Else’. En sang om at møde en person, man tidligere har elsket, på et stævnemøde med en ny partner … og om at fortryde, at man er gået fra den tidligere flamme … og om at komme tilbage til dem igen. Tror jeg.
Hele nummeret er narrativt forvirrende – en form for musikalsk gætteleg, hvor personlige pronominer smelter sammen i en pærevælling, så man som lytter på intet tidspunkt er sikker på, hvem Boone bejler til, hvad han fortryder, og hvad det i det hele taget er, han vil sige med sangen.
En upersonlig fortælling, hvor Boone forsøger at formidle komplekse menneskelige relationer uden at komme sine egne følelser nærmere end: »I’m still in love with you / I’m going out of my mind / I couldn’t take it anymore«.
Musikalsk er sangen, og pladen som helhed, heller ikke specielt fokuseret. Vi hopper rundt i stemninger og dynamikker, vers og half time-omkvæd, strygerensembler og trommemaskiner, som var det tre-fire forskellige sange, der deler tempo og toneart, men uden en reel form for samhørighed.
Boone skyder med musikalske spredehagl. Alle sange på ’American Heart’ lyder som et forsøg på at komprimere samtlige popklichéer ned på tre minutter. Det resulterer i sange, som springer febrilsk i dynamik, melodier og orkestrale proportioner.
Tag bare en sang som ’Man in Me’, hvor vi både får et trommemaskinebåret første vers og omkvæd, der så bliver erstattet af et halvrappet andet vers, der så bliver erstattet af akustiske guitarer, der så bliver erstattet af strygere, indtil nummeret afsluttes af det klaver, Boone igennem nummeret har hentydet til med linjerne »You really made me bleed / Blood on these ivory keys«.
Hvis man lukker øjnene og lytter til ’Man in Me’, kan man næsten forestille sig Boone løbe stakåndet rundt og slå saltomortaler fra instrument til instrument for at hale ind på de stemningsskift, sangen kommanderer.
Jeg undrer mig mig over, hvem det egentlig er, Benson Boone forsøger at appellere til på dette album. Kynikeren i mig frygter, at ’American Heart’ bygger på en form for musikalsk markedsanalyse, der har konkluderet, at folket simpelthen vil have alt … ALT! På samme tid. Lad der endelig ikke gå for lang tid, før du springer fra én musikalsk idé til en anden.
Med lyriske spidsfindigheder som »Moonbeam ice cream / Taking off your blue jeans / Dancing at the movies / ’Cause it feels so mystical, magical, oh, baby« fra ’Mystical Magical’, har selvsamme markedsanalyse næppe konkluderet, at der skal bruges alt for meget tankekraft på at forstå lyrikken.
Men i virkeligheden tror jeg ikke, at Benson Boone har nogen forventninger om, hvem han vil nå med albummet. ’American Heart’ lyder mest af alt som et febrilsk forsøg på at holde hjulene kørende for en popsanger, der storhittede nærmest ud af ingenting, uden hensyntagen til kvalitet eller substans.
Kort sagt:
Benson Boone forsøger på ’American Heart’ at gøre sit storhit efter. Resultatet er et febrilsk popalbum uden hensyntagen til kvalitet eller substans.