ANBEFALING: I disse dage udlever James Gunn sin ultimative drengedrøm.
Den selverklærede tegneserienørd og driftige studiechef står nemlig over for sin hidtil vigtigste styrkeprøve, når den første film i hans og Peter Safrans nye DC Universe, ’Superman’, får premiere på torsdag.
Med en toppost hos DC Studios og populære film og serier som ’Guardians of the Galaxy’, ’The Suicide Squad’, ’Creature Commandos’ og ’Peacemaker’ bag sig, er James Gunn tidens mest indflydelsesrige superhelteinstruktør.
Og tænk over det: Hvor mange toneangivne instruktører kan du egentlig namedroppe, som stadig laver superheltefilm i 2025, hvor genren er mere lunken end for få år tilbage, hvor Christopher Nolan, Zack Snyder, Sam Raimi og Taika Waititi alle prægede feltet.
Gunns film er letgenkendelige, og hans stil er båret af soundtracks, humor og stærke karakterer. Hvis ’Superman’ begejstrer, vil det sætte en tyk streg under Gunns superheltedominans – som tilsvarende kan lide et gevaldigt knæk, hvis filmen skuffer.
Men for 15 år siden befandt Gunn sig milevidt fra sin nuværende mainstreamsucces. I 90’erne stod han i lære hos Lloyd Kaufman ved Troma Entertainment, et indiestudie kendt for genrebevidste b-film som ’The Toxic Avenger’ og ’Tromeo and Juliet’, hvor Gunn debuterede som manusforfatter.
Senere skrev han manuskriptet til Craig Mazins (yes, ham fra ’The Last of Us’) rudimentære superheltesatire ’The Specials’ og ligeledes til de to kultdyrkede ’Scooby-Doo’-film fra 00’erne. Gennembruddet kom først med hans romantiske bodyhorror ’Slither’ fra 2006, der fortsat er glimrende underholdning, hvis man kan klare mosten.
I 2010 udkom hans første superheltefilm, ’Super’ så – et grovkornet komediedrama med Rainn Wilson (’The Office’) og Elliot Page i front. Og filmen var, trods sin skuffende modtagelse, et tidligt eksempel på Gunns store kvaliteter inden for netop denne genre..
»Shut up, crime!«
’Super’ følger den deprimerede taber Frank Darbo (Wilson), der melankolsk indleder filmen med at berette om sine to eneste perfekte minder, som opvejer en smule for hans ellers voldelige og ulykkelige barndom:
1) Da han hjalp en politibetjent med at fange en forbryder.
2) Da han giftede sig med sin kone Sarah.
Sarah, der netop er blevet clean efter flere års stofmisbrug, relapser og falder direkte i kløerne på den sleske og sølvtungede gangster Jacques (Kevin Bacon), der bruger hende som forsøgskanin til hans narkoproduktion.
Franks virkelighed bryder sammen. I en religiøs åbenbaring (eller hallucination/mentalt sammenbrud) bliver hans kranie flået op af slimede tentakler, og Guds fingerspids prikker direkte til hans blottede hjerne. Frank genfødes som superhelten The Crimson Bolt og begynder at afstraffe kriminelle ved at tæske dem til blods med en rørtang.
»Shut up, crime!«, brøler han ritualistisk i løbet af filmen, mens han patruljerer gaderne og banker løs på byens kriminelle – alt fra folk, der springer over i køen, til tasketyve, gadepushere og pædofile.
Han hyrer også modvilligt den ustabile tegneserienørd Libby (Page), som bliver til hans sidekick Boltie, og sammen bekæmper de kriminalitet, mens de forsøger at redde Sarah og nedkæmpe Jacques.
‘Taxi Driver’ møder ‘Napoleon Dynamite’
James Gunn skrev oprindeligt manuskriptet i 2002 som en kortfilm, som han efterfølgende forsøgte at få den finansieret til en spillefilmudgave.
Skuespillerne blev betalt minimumsløn, og generelt var budgettet beskedent. Da filmen fik grønt lys, blev den lynoptaget i løbet af 24 dage.
Ifølge Rainn Wilson forsøgte han og Gunn at sælge filmen som en krydsning mellem ’Taxi Driver’ og ungdomskomedien ’Napoleon Dynamite’, hvilket ikke er helt ved siden af. Man skal nemlig være indstillet på, at filmen tager nogle gevaldige toneskift undervejs, mens den fyrer splattervold og chokeffekter på edgelord-niveau afsted mod dig.
»’Super’ er et tonalt miskmask, der klodset springer fra alvorlig til fjollet, fra tegneserieagtig til grusom«, lød det blandt andet fra en knap så begejstret anmelder i 2011.
Filmen gør sig da også umage med at teste publikums grænser:
Der er en meget kontroversiel scene, hvor Libby voldtager Frank. Og en, hvor Frank flegmatisk visualiserer, hvordan han bliver taget bagfra af en forbryder i fængslet. Og en, hvor Frank kløver hovedskallen på en mand som straf for at springe over i køen. Og en, hvor Libby næsten slår en mand ihjel, der (måske) har ridset hendes venindes bil.
Det bliver ofte for meget og for provokerende. Men det passer dog godt til Gunns eget syn på filmens målgruppe: »Der er masser af film, der bliver lavet til alle, men den her (’Super’, red.) er til alle udskuddene, rebellerne, nørderne og de skøre kugler derude«.
Skræller man de sorthumoristiske og grænsesøgende lag af filmen, er den dog faktisk også overraskende følsom og mere tragikomisk end eksempelvis ’Kick-Ass’, som den ofte blev sammenlignet med. Mens ’Kick-Ass’ var en sjovere komedie, dekonstruerer ’Super’ idéen om, hvordan en virkelig superhelt ville se ud, langt mere nuanceret og væsentligt mørkere.
Franks hævnmotiv er drevet af kærligheden til sin kone, men han er også plaget af psykiske traumer, religiøs fanatisme og har et løst greb om virkeligheden, som gør ham ude af stand til at differentiere forbrydelserne. I hans øjne er alle lovovertrædelser lige alvorlige. Han er et socialt udskud, som Travis Bickle i ’Taxi Driver’, der bliver træt af systemets resignation over for forbrydelser og vælger at tage affære.
Han er en karakter, der næppe fortjener vores sympati gennem hele filmen, men mange vil til sidst skænke ham den alligevel. Filmens slutning, hvor Frank redder Sarah for at give hende en chance for at starte en familie, rammer rent og er et godt eksempel på, hvordan Gunn altid prioriterer mennesket og følelserne bag masken.
Gunns røde tråd
Selvom ’Super’ ikke blev nogen økonomisk succes – den tjente blot 422.618 dollars hjem mod et budget på 2.500000 dollars – var den med til at cementere Gunn som en unik filmskaber og fremhæve de kendetegn, der præger hans arbejde i dag.
Filmen indledes med en animeret sekvens, hvor alle karaktererne danser, hvilket også sker i ’Peacemaker’s introsekvens og de to første ’Guardians of the Galaxy’-film. Soundtracket bruges i filmen til at binde scenerne sammen og understrege karakterernes indre følelser, mens Tyler Bates’ instrumentale score supplerer de patosbetonede øjeblikke.
Æstetisk er ’Super’ også et godt eksempel på Gunns flair for at arbejde med r-ratede film. Han har en stor forkærlighed for det blodige, ekspressive og underlige, hvilket man også kan se i ’The Suicide Squad’ og ’Peacemaker’. Her spiller hans ”grunduddannelse” hos Troma også en stor rolle. Han bruger den skrabede b-film-æstetik til at give kant og attitude.
I ’Super’ kan man desuden opleve mange velkendte ansigter, som både før og siden har optrådt i Gunns film. Michael Rooker har medvirket i samtlige af Gunns film og serier, mens brormand Sean Gunn også har optrådt i alt fra ’Guardians of the Galaxy’ til ’The Suicide Squad’. Også Nathan Fillion, Gregg Henry, Linda Cardellini, Steve Agee og Mikaela Hoover, der dukker op i mindre roller, er gengangere i mange af Gunns projekter.
Det mest markante træk i Gunns arbejde er hans fejlbarlige antihelte, der følger deres egen moral, og som i sidste ende vokser som karakterer.
Uanset hvor brutale Franks metoder er for at bekæmpe kriminalitet, er han stålfast overbevist om, at han gør det rigtige. I ’Guardians of the Galaxy’-trilogien er helteholdets modus uortodoks, og de begynder den første film som kriminelle, men ender med at redde universet.
I ’The Suicide Squad’, ’Creature Commandos’ og ’Peacemaker’ er karaktererne ofte ublu antiautoritære under deres missioner på vegne af USA’s regering – mon ikke også Gunns kritik af Donald Trump spiller ind her.
Nu skal tiden meget snart vise, hvor mange af sine faste ingredienser Gunn har tilført ’Superman’. Om filmen bliver endnu en triumf for instruktøren, får vi svar på inden længe. I mellemtiden kan du genbesøge eller stifte bekendtskab med filmen, som blev definerende for Gunns superheltekarriere.
’Super’ kan ses på Blockbuster og SF Anytime.