Tyler, the Creators højenergiske ‘Don’t Tap the Glass’ slår hjernen fra og sætter kroppen fri
ALBUM. Kort efter annonceringen af surprise-albummet ’Don’t Tap the Glass’ bad Tyler, the Creator os om liiiiige at skrue forventninger lidt ned.
Nej, gæstelisten er ikke stjernespækket, og nej, der er ikke tale om et konceptalbum, forklarede rapperen som modsvar til misvisende internetrygter om hans niende plade.
’Don’t Tap the Glass’ har ikke taget lang tid at lave. Det kommer kun ni måneder efter Tylers seneste album, ’Chromakopia’ og er med sine 28 minutter fordelt over ti sange hans korteste af slagsen. Det kommer nok heller ikke til at stå som et hovedværk i hans diskografi for eftertiden.
Til gengæld er dette lille musikprojekt – skrevet og indspillet under den igangværende ’Chromakopia’-turné – fyldt med livlig, smittende energi.
»No sitting still« og »leave your baggage at home« lyder Tylers indledende vejledning for lytteoplevelsen, hvor man skal slå hjernen fra og sætte kroppen fri. Albummet skal simpelthen mærkes.
Lige fra åbneren ’Big Poe’ skyder Tyler en voldsom kraftudladning afsted.
Skingre synths og hektiske trommer kører gennem den attitudefulde rapsang, hvor Pharrell Williams (under pseudonymet Sk8brd) lægger to vers, og Busta Rhymes via et velplaceret sample af ’Pass the Courvoisier Part II’ opfordrer alle til at hoppe festen i mål.
Senere fyrer Tyler op for de beslægtede, viltre ’Stop Playing With Me’, ’Don’t Tap That Glass / Tweakin’ og ‘Mommanem’, der emmer stærkt af don’t give a fuck-attitude. Sidstnævnte udvikler sig endda til en underholdende børnerims-agtig hånesang, der går ud til alle hans haters.
Imellem rapstykkerne kaster Tyler sig vanen tro også ud i mere sangbårne skæringer, hvoraf de fleste taler til danseskoene.
Feststemningen er således helt intakt på ’Sugar on My Tongue’, hvor det knitrende synth-underlæg tilsat vocoder-croon smager af funk og 80’er-pop. Det samme gør den umanerligt groovy, G-funk-inspirerede ’Sucka Free’.
Et højdepunkt er den ultrasimple, men også vildt catchy popsang ’Ring Ring Ring’. »Ring-ring-ring-ring-ring-ring-ring-ring, pick up the phone«, lyder den herligt ligetil, grænsende til naive tekst i omkvædet, hvor man virkelig kan høre, at førnævnte Pharrell også som vokalist er et forbillede for Tyler.
Enkelte steder kommer netop Tylers lettere monotone sangstemme, der aldrig har været nær så stærk som hans dybe rapvokal, lidt til kort.
Det gælder især, når melodierne i sig selv ikke er dynamiske eller spændende nok – som på lidt for ensformige ’Sugar on My Tongue’ og den stille albumlukker ’Tell Me What It Is’.
Sidstnævnte føjer til gengæld et interessant aspekt til party-albummet. Det drejer sig om albummets titel, som får en let melankolsk undertone: »Why can’t I find love?«, synger Tyler spørgende, da festen, efter de kinddansvenlige sange ’Don’t Worry Baby’ og ’I’ll Take Care of You’, er slut.
Vi får at vide, at ingen i løbet af seancen har »tapped the glass«, hvilket altså var helt efter spillereglerne. Man får dog fornemmelsen af, at hovedpersonens hjerte og følelsesliv kunne gemme sig bag det famøse glas. Og at han faktisk længes efter, at nogen bryder isen og rækker ud.
En snert af hjertesorg og ensomhed gemmer sig måske bag de fornøjelige dansenumre. Men det handler det ikke om denne gang.
Kort sagt:
Tyler, the Creators kompakte og højenergiske nye album spænder mellem rapsange med vilter don’t give a fuck-attitude og funk-klingende dansenumre. ’Don’t Tap the Glass’ kommer nok ikke til at stå som et hovedværk i diskografien, men det er stadig rigtig godt og livligt selskab.