Idles var postpunkens store nye darlings – men ét forbillede havde kun spydighed tilovers for dem

DE VILDESTE BEEFS. I slutningen af 2010’erne oplevede vi en decideret guldalder for politisk ladet postpunk.

I hænderne på navne som Fontaines D.C., Viagra Boys og Idles rykkede genren ud af undergrunden og ind på de store scener. Oprøret blev trendy. Måske decideret kommercielt.

Det var det naturligvis ikke alle i postpunkmiljøet, der var lige glade for. Det er efterhånden en gammel historie, at succes og modstand følges ad. Og en af de herrer, der ikke satte pris på hele denne nye postpunkbølge, var Jason Williamson fra duoen Sleaford Mods.

Williamson har længe haft ry for at tilsvine så mange af sine musikkolleger, at selv Gallagher-brødrene ville have svært ved at følge med – og Noel er selvfølgelig på listen over folk, han har været oppe at toppes med.

Men Williamson lader ikke til at have noget problem med bølgen som helhed. Han har optrådt på en sang af Viagra Boys, og Grian Chatten fra Fontaines D.C. har medvirket i Williamsons web-talkshow.

Men Idles … Idles har gentagne gange bragt Williamsons pis i kog i sådan en grad, at det nok er den mest signifikante af hans mange beefs. Og Idles er nok den eneste af hans mange modstandere, der efter alt at dømme har taget drastiske kunstneriske valg som følge af uoverensstemmelsen.

Hvordan opstod beefen?

»All you zombies tweet, tweet, tweet«, lyder det indignerede omkvæd på et af Sleaford Mods’ mest populære numre. Men ironisk nok er mangt en Williamson-beef startet ved, at han har skrevet noget spydigt på Twitter.

Som da han i 2018 reagerede på, at Idles kritiserede The 1975-frontmand Matty Healys (efter eget udsagn fejlciterede) erklæring om, at ingen store bands havde gang i noget nær så spændende som The 1975. Williamson kaldte det en »middelklasse-territoriekrig«.

Den udtalelse kom dagen efter, Williamson havde hørt en skrabet Sleaford Mods-parodi og dertil tweetede »er det ikke Idles?«. Han havde tydeligvis ikke meget tilovers for dem. Og de efterfølgende måneder tweetede Williamson endnu flere Idles-stikpiller.

Da Williamson i starten af 2019 deltog i en q&a med The Guardians læsere, spurgte en fan ham: »Hvorfor har du beef med Idles?«.

Her forklarede han sig mere i dybden. Han fortalte, at han egentlig godt kunne lide 2017-debutalbummet ‘Brutalism’, men at Idles med sange som ‘Well Done’ fejlagtigt havde givet ham det indtryk, at de var et arbejderklasseband. Han følte, at de approprierede arbejderklassen.

Williamson mente desuden, at Idles med 2018-opfølgeren ‘Joy as an Act of Resistance’ lavede »klichefyldt, patroniserende, fornærmende og middelmådig« musik om, hvordan man skulle løse verdens politiske udfordringer. Det mente Williamson slet ikke, at musik var i stand til.

Hvad skete der?

The Guardian-kommentaren fik en del mere opmærksomhed end Williamsons tweets, og den vandt ikke ligefrem Sleaford Mods nye fans.

Sleaford Mods holdt sig fra at sige alverden om Idles i halvandet år, og da NME spurgte direkte ind til beefen umiddelbart efter The Guardian-udtalelsen, svarede Williamson ukarakteristisk: »No comment!«.

Men i juni 2020 svarede Idles langt om længe igen. »Han er en fucking mobber«, sagde Idles-forsanger Joe Talbot i et interview med The Independent. »Jeg har aldrig nogensinde påstået at være arbejderklasse, og det, at han fejlrepræsenterede mig på den måde … det tog hårdt på mig«.

»Idéen om, at jeg ikke kan tale mod sparepolitikker eller fødevarebanker – at jeg ikke kan synes, det er forkert, at en af verdens rigeste økonomier har fucking fødevarebanker – at jeg ikke kan sige det, fordi jeg er privilegeret nok til at fodre mit barn … hvad fuck er der galt med manden?«, fortsatte Talbot, der ellers tidligere havde set meget op til Williamson.

»Han angreb mig personligt, og pludselig stillede alle spørgsmålstegn ved min autenticitet«, tilføjede han.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Idles svarede øjensynligt også igen med 2020-singlen ‘Grounds’, der i tredje vers lader til at handle om nogen, der lægger ord i munden på bandet: »Not a single thing has ever been mended / By you standin’ there and saying you’re offended / Go ahead, tell them what I’ve intended«.

Men særligt fjerde vers ser ud til at svare igen på Williamsons kritik. »Sayin’ my race and class ain’t suitable / So I raise my pink fist and say black is beautiful«, lyder det.

Idles svarede endnu mere direkte igen til nogle unavngivne haters med albumtracket ‘The Lover’ fra deres tredje album, ‘Ultra Mono’: »You say you don’t like my clichés / Our sloganeering and our catchphrase / I say, ‘love is like a freeway’ and… / ‘Fuck you, I’m a lover’«.

Sleaford Mods fik også en anledning til at svare igen, da ‘Ultra Mono’ ikke just modtog lige så glødende roser som forgængeren, da albummet udkom i efteråret 2020. Et Idles-backlash var opstået, og ‘Ultra Mono’ var præcis den slags plade, der understregede folks problemer med bandet.

Sangene var nu skåret ind til benet med konkrete, letforståelige budskaber, som var lige til at råbe med på. The Quietus kaldte albummet »kejserens nye underhylere« og skrev, at »manglen på substans er fuldt ud eksponeret«. Sleaford Mods var naturligvis skadefro.

Samtidig havde Sleaford Mods fået sig nogle allierede Idles-modstandere i form af bandet Fat White Family, der løbende havde erklæret sig enige i Sleaford Mods’ udtalelser. I 2020 kulminerede det endda i, at bandets forsanger skrev et helt essay om hans aversioner mod Idles.

Da Sleaford Mods blev interviewet af The Times i 2021, pustede de endnu en gang til ilden. »Jeg har lidt ondt af dem (Idles, red.), for de er faktisk nogle harmløse idioter – som en slags britisk Foo Fighters«, sagde Williamson nu, denne gang med flere Idles-kritiske røster på sin side.

»Da Joe kaldte mig en mobber, sad jeg og tænkte over det i et par minutter, men så udgav de deres nye album, og jeg tænkte, ‘nej, det her er rædsomt, I kan ikke udgive lort og slippe afsted med det hver gang’«.

Hvem kom bedst ud af det?

Idles stod i et dilemma efter udgivelsen af ‘Ultra Mono’.

Pludselig var Williamson ikke blot en spydig, bitter »mobber« – han var også en af de mest markante stemmer i, hvad der havde vokset sig til et egentligt backlash mod bandet, som sagtens kunne vokse sig endnu større, hvis der ikke blev rusket godt og gevaldigt op i formlen.

Det gjorde Idles med 2021-opfølgeren ‘Crawler’, der ikke handlede om at rette en chant-venlig knytnæve med samfundet, men i stedet svælgede i Joy Division-kanaliserende frygt, angst og ubehag.

Idles udfordrede sig selv, og selvom de ikke sidenhen har skabt en ny monstersucces som ‘Joy as an Act of Resistence’, har de udvist spændvidde.

Sidenhen har Sleaford Mods da heller ikke været ude med riven – de promoverede i 2022 tilmed en støttekoncert, som Idles tog del i.

Samtidig er Sleaford Mods blevet ved med at være det samme band, som de altid har været. Selv da Fat White Family udtrykte deres støtte til Sleaford Mods, kom bandet også med en stikpille om, at Sleaford Mods i høj grad sad fast i den samme rille, som de altid har befundet sig i.

Sleaford Mods vandt måske slaget i 2020, da de fik store dele af rockens verden til at råbe »boo, get better material!«. Men så udviklede Idles rent faktisk deres materiale, mens Sleaford Mods-diskografien nu spænder over et dusin album efter nogenlunde samme opskrift.

Idles er ikke endt som den rockens vejviser, det i 2019 så ud til, at de ville blive – men de er i disse år meget mere spændende at følge end Sleaford Mods, der efterhånden føles som et fortidslevn fra 2010’erne.