(Spoiler alert: Sidste del af biografaktuelle ’Weapons’ berøres i artiklen.)
KOMMENTAR. Måske er det selve definitionen af at være pessimist.
Imens jeg nyder en film, der blæser mig frydefuldt bagover, banker en lille ængstelig tanke på i baghovedet. Denne lille tankedæmon siger: »Sig nu, at den lander det til sidst. Sig nu, at den lander det!«.
Tankedæmonen er især på spil, når det gælder gysere, thrillere og mysterier, som i høj grad står og falder med, om afsløringerne og forløsningerne i sidste ende lever op til al den nysgerrighedsvækkende teasen, der er gået forud.
Og den meldte sig da også på banen, da jeg så Zach Greggers biografaktuelle horrorsucces ’Weapons’.
Det er en film, som har markedsført sig effektivt på sit mysterium og sit løfte om mindblowing twists. 17 otte-niårige børn fra den samme skoleklasse i Pennsylvania står ud af deres seng og løber væk med armene i vejret præcis klokken 2.17 en tilfældig nat, uden at efterlade et spor. Mandag morgen er drengen Alex den eneste tilbage i klassen.
Gregger sætter mesterligt plottet i scene den første halvanden times tid ved at skifte perspektivet mellem en håndfuld af de bærende karakterer, indtil vi langsomt nærmer os et svar på, hvad der er sket. Et drama beslægtet med tidligere mesterværker som ’The Sweet Hereafter’, ’Magnolia’ og ‘The Virgin Suicides’ finder en ny og overrumplende form som Stephen King-inspireret gyserthriller.
Det er pirrende som bare fanden. Jeg higede efter at få svar på, hvad i alverden der kan forårsage en sådan ubegribelig hændelse, mens den lille tankedæmon altså som så ofte før dukkede op: »Lad nu svaret være tilfredsstillende«.
Tyngden forsvinder
Men som så mange gange før blev jeg skuffet.
Det er jo ofte sådan i gyser- og krimigenren, at uvisheden er mere spændende end visheden, men min skuffelse over afsløringerne i ’Weapons’ hænger sammen med et ganske bestemt forhold: Det hele havde en overnaturlig forklaring.
Jeg vil trods spoiler-alerten i starten undlade at gå i detaljer med, hvad der helt konkret sker i ’Weapons’, men jeg kan på et overordnet plan sige, at børnenes forsvinding skyldes … heksekunst.
Heldigvis heksetricks forankret i en sjældent creepy figur, som bringer både liv, død og komik til den dejligt ambitiøse fortælling. Men stadig meget bogstaveligt hokuspokus med heksebryg, trylleformularer og knækkede kviste.
Det omsætter sig i en fint underholdende sidste del, der bringer uhyggelige scener og effektive choks med sig. Men mit problem med den slags overnaturlige forklaringsmodeller er, at de udvander tyngden i selve gyset.
Jeg var hundeangst for udsigten til det mørke af ondskab, der ville få 17 børn til at forlade deres trygge værelser og spæne ud i intetheden. Men da ondskaben viste sig at være en gnæggende heks, forsvandt min frygt som dug for solen. Jeg tror nemlig ikke på heksekunster, og med ét mistede ’Weapons’ sin styrke som mareridtskatalysator, da først adrenalinen oven på de virkningsfulde jumpscares havde lagt sig.
Forventningsafstemning
Personligt bliver jeg skræmt af gysere og thrillere, der planter en grundangst for, at det kunne ske i virkeligheden.
At blive jagtet af en seriemorder fra ’Motorsavsmassakren’, ’Silence of the Lambs’, ’Saw’ eller ’Maniac’, at se én, man elsker, blive forvandlet til noget livstruende som i ’The Shining’ eller ’Goodnight Mommy’ eller ende i favnen på dødsforagtende mennesker som i ’Spoorloos’, ’Midsommar’ eller ’Speak No Evil’.
Flere af disse film – som Kubricks ikoniske hotelgyser – flirter naturligvis med det overnaturlige, men uden at det bliver altoverskyggende for plot eller forklaringer.
’Hereditary’ skræmte livet af mig, lige indtil årsagen bag familiens sindssyge blev begrundet i en dæmon ned navn Paimon og udløst i en kultseance i familiens træhytte. Pjat og pjank mere end sjælerystende gru.
’Longlegs’ var creepy, indtil det viste sig, at det var Djævelen, som stod bag. Ham tror jeg alligevel ikke på, så …
Gyserhistorien er naturligvis spækket med fantastiske film med det okkulte og overnaturlige som fundamentet, fra ’Exorcisten’ til ’Ringu’, fra ’The Conjuring’ og ’It Follows’ til ’Talk to Me’, og de bedste af dem melder ret tidligt kulør om, hvilken retning de bevæger sig i. Det hjælper på forventningsafstemningen.
’Weapons’ fremstår dog langt hen ad vejen som en relativt realistisk horrorfilm, faktisk langt hen ad vejen mere som thriller end gys.
Der er i bedste ’It’-stil uhyggelige drømmesyn af et klovneagtigt ansigt, som både forklares og ikke rigtigt forklares sidenhen. Men de små novelleagtige vignetter omkring den mistænkte lærer, den plagede far og den uduelige politimand er rodfæstet i en jordbunden opklaring, hvor tankedæmonens godtroende modpart, Englen af Filmisk Optimisme (EFO), i mit hoved forventede et twist, der på én gang var fuldkommen vildt og uventet og kunne forklares ud fra virkelige, fysiske omstændigheder
Ordinær uforudsigelighed
Mennesket og verden er så fuld af det grufulde, brutale og grænseoverskridende, at det er langt mere skræmmende på mig end variationer over gespenster fra eventyrene.
Men måske var det bare naivt at håbe, at man kunne forklare 17 børns samtidige forsvinden nogenlunde jordnært.
Problemet med den overnaturlige afsløring som i ’Hereditary’ og ’Weapons’ er imidlertid, at den føles letkøbt. En deus ex machina, en cop-out, der kan bruges til at forklare de mest sindssyge oplæg. 17 børn, der forsvinder? Det var heksen, der gjorde det! En mor, der bliver vanvittig? Det var dæmonen, der besatte hende!
Man kan groft sagt nøjes med at udtænke en fantastisk præmis, som man ikke for alvor behøver kunne forklare inden for rimelighedens grænser, og som således sjældent er naturligt indtænkt i hele konceptet. En brillant præmis uden en tilfredsstillende konklusion er som regel blot en halvbagt film.
Her er det jo anderledes med film som ’Den sjette sans’, ’The Others’ eller ’Børnehjemmet’, hvor de overrumplende overnaturlige twists får én til at se alt det, der gik forud, i et helt nyt lys. De havde været integreret i historien fra start, bare uden man opdagede det.
Hekseriet i ’Weapons’ oplyser ikke det foregående i nævneværdigt stimulerende grad. Twistet kommer med sin egen ordinære form for påståede uforudsigelighed, der kvæler filmens ambitiøse vingefang mere end at udfolde det.
Jeg synes – skal det siges – stadig, at ’Weapons’ var en i det store hele fantastisk filmoplevelse, også i de scener, hvor trylleriet tager over.
Den slår bare ikke rod i mig som en af den slags angstfremkaldere, der melder sig, når man ligger vågen om natten og tænker det værste. For selv i mine mest sortsynede forestillinger om virkelighedens ondskab indgår hekse, djævle og dæmoner altså bare ikke.
’Weapons’ kan ses i biografen.