’Ternet Ninja 3’: Anders Matthesens afslutning på sin ninjatrilogi er en triumf
Lad os starte med at anerkende den bedrift, det er at skabe en succesfuld tegnefilmtrilogi komplet med bogserie, bamser og merchandise. På dansk!
Det er næsten udansk, at det kan lade sig gøre, men hvor er det herligt, at der har været opbakning til Anders Matthesens animationsrejse, der startede med ’Terkel i knibe’ for over 20 år siden.
Arbejdshesten Matthesen fungerer særligt godt, når han bliver styret af tøjlende kræfter, og det virker til, at medinstruktør Thorbjørn Christoffersen er det helt rigtige match. Deres afslutning på historien om den ternede ninja er en simpel fabel om en godhjertet krigers traume og ultimative forløsning og tilgivelse, men den har charme, sødme og fantasi – og, vigtigst af alt, bemærkelsesværdig højkvalitets joke-tæthed.
TN, som Aske kalder den ternede ninja, bor på Askes værelse og bruger dagen på videospil og koldskål. Han mangler en mission. Især fordi Aske er blevet teenager og mere interesseret i piger og venner end kampen mod alverdens ondskab.
Bamsen er levende, fordi den er besjælet med en traumatiseret japansk krigers ånd, der om natten har mareridt, om dengang han var ude af stand til at redde en flok børn fra et brændende hus. Uden en mission – uden en fjende – har krigeren ingen funktion, og så kan den ternede ninja lige så godt lade Aske leve sit teenageliv i fred.
Aske bliver fanget i en kærlighedstrekant mellem sin gamle flamme Jessica og den nye, spændende pige Emily, og eneste trussel er Jessicas bad boy-kæreste. TN prøver at lade sin sjæl forsvinde ud i evigheden, men han kan ikke. Og det kan kun betyde én ting. Der lurer en større ondskab i skyggerne.
2’eren foregik mest i Thailand, og det gav en overvægt af jokes om de gængse thai-fordomme. Selvom det betød, at vi så Onkel Stewart i sit rette element blandt ladyboys, bordeller og diarré-fremkaldende mad, var filmen mindre grov, mindre overraskende og mindre sjov.
Det er godt at se den ternede ninja tilbage i villakvarteret på Vestegnen. Der er lagt kærlighed i designet, og drengeværelset, byggepladsen, fritidsklubben, ligusterhækkene, skolegården og cykelstierne virker så umiskendeligt danske. Det er mere eksotisk at se i en animationsfilm end alverdens feriebyer.
Selve plottet og afslutningen på historien om den traumatiserede kriger-ånd er overraskende traditionel og føles, som om man har set den før, men det virker på grund af det i forvejen gakkede setup med en levende stofninja.
Anders Matthesen og co. har formået at give den ternede ninja en værdig afsked med jokes, jeg grinede højt af i biografen, masser af plottwists og en rørende slutning.
Kort sagt:
En stærk afrunding af trilogien om ninja-bamsen, der er blevet en fast del af dansk børnekultur.