Post Malone ville både være rapper og countrystjerne til charmerende stadionkoncert i Horsens
KONCERT. Der havde inden koncerten med Post Malone i Horsens floreret rygter om et decideret elendigt billetsalg. Lørdag aften i Nordstern Arena var der også nogle meters tomrum bagerst i både golden circle og på de billigere pladser, men helt menneskefattigt var det dog ikke.
Hans nyeste album, ’F-1 Trillion’, markerede et genreskift for artisten med det borgerlige navn Austin Post, der nu vil være countrysanger. Spørgsmålet var bare, om publikum var mødt op for at synge med på de gamle hits eller for at høre hans nyere countryudspil?
Med så genreforvirret en diskografi, som Post har opbygget igennem sin karriere, var det da også næsten en selvfølge, at koncerten kom til at bestå af en pærevælling af forskellige genrer og stemninger. På sin ‘Big Ass World Tour’ har han det med at spille det hele.
Med en rød plastikkop i hånden og iført en »Denmark«-t-shirt og jeans startede han aftenens første singalong med ’Wow’. En form for kollektiv karaoke, der forsatte ind i ’Better Now’ og nærmest samtlige andre af hans hits fra tidligere i karrieren.
Man kunne lige ane en slide-guitar, der lå i baggrunden af lydbilledet på blandt andet ’Better Now’, som mindede os om, at Post Malone nu er en countryartist.
Selvom energien ikke manglede noget fra den storrygende charmebøf, var det en lavmælt respons, publikum diskede op med, da Post første gang for alvor introducerede sit countryunivers i sættet med ’Wrong Ones’ fra ’F-1 Trillion’.
Et faktum, som jeg mistænker, aftenens hovedperson selv var pinligt bevidst om. Det blev i alt fald et mønster for koncerten, at alle numre, der lugtede en smule af hø og honky-tonk skulle klædes ud i pyroteknik, fyrværkeri og et massivt forbrug af scenelys for at få dem til at skille sig ud i den alenlange sætliste, han havde taget med.
Det samme var ikke tilfældet for hittene, der uden videre brug af de samme billige tricks fangede publikum – lige med undtagelse af ’Rockstar’, der nærmest blev én stor undskyldning for at bruge en usmagelig mængde ild.
Og hvis man var i tvivl om, at det var en stadionkoncert – på et fodboldstadion – så gik der heller ikke mere end fire sange, før publikum for første gang udbrød i lålålå-sang til melodien fra ’Seven Nation Army’. Syv gange blev det til under hele koncerten.
Men før han var country, var han rapper. Det må også være et levn fra den fortid, at hans egen ageren primært bestod i at gå frem og tilbage på scenen – foruden det lidt halvhjertede forsøg på at lave fagter til ’M-E-X-I-C-O’ a la ’YMCA’ eller ’Hot to Go’.
Med det sagt, så fejlede stemmebåndet ikke noget hos Post. Det er imponerende, at man kan ryge og drikke sig igennem en hel koncert og stadig holde til at synge og skrige sange som ’I Fall Apart’ og ’What Don’t Belong to Me’ uden at gå i stykker eller i det mindste holde en pause midt i det to timer lange sæt.
Hovedpersonen fra Syracuse fik også et par fedtepoint fra publikum, da han hev Daniel op fra publikum for at spille ’Stay’ i en akustisk udgave. Selvom det lykkedes ham at få nærmest samtlige telefoner i vejret under sangen og den akustiske forløber ’Feeling Whitney’, blev det en halvtræg affære, da Post Malone gav sit band en pause og samlede guitaren op midt i koncerten
Austin Post kørte det meste af sin enkle sceneoptræden hjem med charmen, og den osede han heldigvis af i Horsens.
»We’ve come alle the way from the United States to play some shitty songs and party hard«, fik han sagt undervejs. Et mission statement, der gik rent ind hos de fremmødte.
Kort sagt:
Post Malone ville både være rap- og countrystjerne til sin koncert i Horsens – det første mere velmodtaget end det sidste. Trods en rodet sætliste formåede Post dog at køre showet hjem med charmen.