VENEDIG FILM FESTIVAL. En af de mest prominente filmfestivaler slutter i dag lørdag efter 12 dages intenst maraton, hvor nogle af den kommende tids mest ventede titler har mødt verden for første gang. Mange har utvivlsomt taget de første skridt på vej mod Oscar-uddelingen i foråret.
Vinderen af festivalens hovedpris, Guldløven, bliver først kåret i aften, men der er klare favoritter, som skiller sig ud.
Indtil i forgårs lignede Park Chan-wooks galgenhumoristiske ’No Other Choice’, om en fyret papirfabriksmedarbejder, der i en trøstesløs jagt på et nyt job begynder at slå sine konkurrenter ihjel, en sikker vinder. Filmen har væltet sig i kritikerros og hype, og jeg ville sådan ønske, jeg kunne erklære mig enig, men for mig ramte den skævt i både humor og tema.
Og vinderchancerne er ikke helt så skudsikre længere, efter ‘The Voice of Hind Rajab’ pludselig væltede hele festivalen bagover for få dage siden. Alles øjne er på juryen, der unægteligt kommer til at blive kritiseret for politikken, både hvis de vælger filmen, og hvis de ikke gør.
Undervejs har en håndfuld film overrasket voldsomt positivt, mens der også har været slemme skuffelser og generelt undervældende film i hovedkonkurrencen fra ellers gode instruktører som Luca Guadagnino, Kathryn Bigelow og Paolo Sorrentino.
I sidste ende er der ingen, der kommer i nærheden af listens nummer ét.
Vi har rigtigt meget godt at vente, når alle disse titler rammer de danske biografer.
Her er de 10 bedste fra årets Venedig-høst:
10. ‘Dead Man’s Wire’
Før der var Luigi Mangioni, som blev helgenkåret af internettet for at skyde en amerikansk sundhedsforsikringschef i koldt blod, var der Tony Kuritsis, som i 1977 kidnappede en bankchef, der havde snydt ham i en ejendomshandel.
Den historie er blevet til Gus Van Sants ‘Dead Man’s Wire’.
Man kan kun more sig i selskab med Bill Skarsgårds lidt lækrere version af psykopaten, der i græsgrøn kortærmet skjorte og brune fløjsbukser holdt sit gidsel i skak i dagevis, fragtede ham hjem i sin lejlighed i bil og skabte en hel mediebegivenhed ved at iføre ham den titulære dead man’s wire. Et stykke ståltråd bundet om offerets hals og forbundet til et haglgevær, der selvudløser ved enhver modstand, mens han som Mangioni blev sit eget fanevent.
Gus Van Sant, der i 90’erne og 00’erne lavede både Oscar-vindende klassikere som ’Good Will Hunting’ og Guldpalme-vinderen ’Elephant’, er stadig langt fra fordums storhed, men har lavet en stilsikker og sortkomisk kidnapningsthriller fra en svunden tid, som alligevel giver genlyd i dag.
9. ‘100 Nights of Hero’
Ude i afkrogen af programmet gemte Julia Jackmans ‘100 Nights of Hero’ sig: en eventyrlig lille genfortælling af ‘1001 Nat’ med masser af revisionistisk sarkasme og queerness.
I en farvesatureret hekset version af middelalderen ønsker den uskyldige Cherry (Maika Monroe) intet andet end blive gravid, hvilket dog bliver heftigt besværliggjort af, at hendes mand (og overmagt) nægter at have sex med hende.
Da han forlader hende i 100 dage, indlogerer han den virile husgæst Manfred (Nicholas Galitzine), der får borgen i bytte, hvis han lykkes med at forføre konen, som han tilsyneladende bare mangler en undskyldning for at slå ihjel.
Heldigvis får Cherry støtte fra sin tjenestepige Hero (en skøn Emma Corrin), der distraherer dem alle sammen med vilde historier om en kvindelig sammenslutning med en livsfarlig evne: De kunne læse og skrive (og Charli XCX spiller en af dem).
I humor og lækkerhed minder ‘100 Nights of Hero’ om både ‘Saltburn’ og ‘Bottoms’, og hvad der snildt kunne have været en hovedløst sexfikseret feministisk pointe, har for en gangs skyld mere på hjerte.
8. ‘Frankenstein’
Endelig fik vi set Guillermo del Toro gøre det, han har drømt om hele livet, og hans filmatisering af ‘Frankenstein’ er som resultat fuld af kærlighed. Lettelsen over, hvor godt det lykkedes, er stor – det samme er spændingen over, hvad han nu kan finde på, når han har fået barndomsbindingen ud af sit system.
Mexicanerens version af Mary Shelleys historie er loyal, og langt mere interesseret i følelser og faderskab end at svælge i chok og uhygge.
Oscar Isaac imponerer især som en gennemført Victor Frankenstein. Man mærker del Toros brændende kærlighed allevegne og i hvert henrivende billede. Jacob Elordis monstercasting er ikke det bedste ved filmen, men ikke på grund af mangel på følelse.
7. ‘The Smashing Machine’
Det foreløbige brud mellem Safdie-brødrene, der i årevis har været den hotteste indiefilmduo i USA, har vakt bekymring og spænding hos filmfans verden over. De ligeledes opløste Coen-brødre tjener som det ultimative skræmmeeksempel.
Heldigvis skuffer første udspil fra Benny Safdie som solofilminstruktør ingenlunde. I ’The Smashing Machine’ udforsker han rammerne for, hvad noget så ærkeamerikansk som en biopic om en MMA-fighter kan være. Eksempelvis dybt forankret i jazzens formsprog og æstetik.
Vi møder en ganske forvandlet Dwayne Johnson som kampsportsfænomenets frontløber Mark Kerr, der på den ene side er en sjældent veltalende smadremaskine og god kammerat med hang til at nyde de små ting i livet, mens han også er dybt afhængig af opioider, hvilket især går ud over kæresten Dawn, der spilles fortrinligt af Emily Blunt.
The Rock vinder næppe festivalens skuespilpris, men man må bifalde vovemodet. Ligesom man må beundre Safdies første enmandsprojekt for langt henad vejen at innovere de metoder, der gjorde ham og broren til nogle af verdens mest eftertragtede filmnavne.
6. ‘Father Mother Sister Brother’
En film, der starter med, at Tom Waits finder et blad om bævere frem, har allerede mange point i bogen.
Den amerikanske 80’er-mester Jim Jarmuschs ‘Father Mother Sister Brother’ er en antologifilm om anspændte familierelationer og akavet stilhed. Og i en tid, hvor vi bliver stopfodret med ‘Succession’s arv, toksiske dynamikker og sort therapy speak, er det ret vidunderligt bare at få lov til at hænge ud til familiefester af den slags, der mere imploderer i uengageret smalltalk end råb og skrig.
Især første del med Adam Driver og ‘Big Bang Theory’-stjernen Mayim Bialik, der besøger førnævnte rockstjerne forklædt som forhutlet olding, er genial.
Anden del er et teselskab, hvor Cate Blanchett for en gangs skyld får lov at være helt cute og æblekindet til moderlig audiens med sin mytomaniske tabersøster (Vicky Krieps) hos deres underspillede, men åbenlyst bestemte forfattermor, spillet af Charlotte Rampling.
‘Father Mother Sister Brother’ har et mindre kunstnerisk vingefang end den mesterlige ’Paterson’, men tjener som en herlig påmindelse om, at film ikke behøver være gigantiske. Jarmusch kan eksempelvis mere med en næsten pinagtigt almindelig Adam Driver i en syntetisk bordeaux sweater, end Coppola kunne i hele ’Megalopolis’.
Der må gerne gå mindre end otte år, før han laver en film igen. Gerne med Adam Driver.
5. ’Marc by Sofia’
I den synkende skude vi kalder verden, er Sofia Coppolas nye dokumentar om designerikonet Marc Jacobs nok mest i familie med violinerne, der vistnok spillede på Titanic, mens den gik til grunde.
Er det grænsende til, hvad der burde være socialt acceptabelt, at lave en decideret heltekåring af en af sine nære venners designkarriere i en branche, der forurener helt forfærdeligt? Muligvis. Føles det samtidig som det mest inspirerende og cool i verden at høre Marc Jacobs tale om tætheden af uldstof, hvordan han fik ideen til sin første sweater, eller hvorfor det var vigtigt for ham at skabe et par shorts af læder? 100 procent.
Hvis man elsker Sofia Coppola og Marc Jacobs bare en lille smule, er ‘Marc by Sofia’ lige så uimodståelig, som den er verdensfjern.
4. ’Bugonia’
Emma Stone og Jesse Plemons leverer veloplagte, gennemført crazy præstationer i Yorgos Lanthimos’ konspirationsthriller ‘Bugonia’. Han som en biavler, der overbevist om, at hun, chefen for den medicinalvirksomhed, han er pakkemedarbejder i, er en alien sendt fra en anden planet for at udradere menneskeheden.
Det er noget af det mest tempofyldte, realistiske og komiske, grækeren med hang til sadisme og sort humor nogensinde har bedrevet. Ikke helt på højde med ‘Poor Things’, men mindre kan også gøre det. Især hvis det rummer Emma Stone som skaldet girlboss og Plemons som frygtindgydende taber.
3. ‘The Wizard of the Kremlin’
Paul Dano er den perfekte troldmand for Jude Laws Putin i Olivier Assayas’ ’The Wizard om Kremlin’.
Nærmere bestemt er han den fascinerende figur Vladimir Baranov, der egentlig lægger ud med at ville være politisk engageret teaterinstruktør med stort ungdomsmod i 90’er-Moskva efter murens fald, men ad omveje ender som nærmeste rådgiver for den russiske præsident. Upsi.
’The Wizard of the Kremlin’ er en film om russere spillet af engelsktalende stjerner, hvilket efterhånden en styg kliché, men jeg har sjældent set det brugt så smart som hos franske Oliver Assayas, der gør fortællingen både stilet og bidende.
2. ’Jay Kelly’
Hvem har sagt at sentimentalitet er en dårlig ting?
Noah Baumbach (‘Marriage Story’, ‘The Squid and the Whale’) har lavet sin nok mest emotionelt renskurede film med den Hollywood-navlepillende ‘Jay Kelly’, hvor George Clooneys nærliggende rolle som filmstjernen af samme nav er et stort bankende hjerte af lige netop den skrøbelige starpower, der bliver undersøgt og gjort grin med.
Portrættet af den kriseramte aldrende skuespiller, der tager på kaosudflugt gennem Europa for at jagte sin teenagedatter og andre ting, han har taget for givet, er ikke bare et Hollywood-handjob. Det er en både rørende, gennemkomisk og klog metafortælling om, hvem vores idoler er – hvis nogen.
1. ‘The Voice of Hind Rajab’
Den film, der har fortjent at vinde Guldløven mere end nogen anden i år, er uden diskussion den dramadokumentariske instruktør Kaouther ben Hanias brutale og uforglemmelige genfortælling af den seksårige pige, Hind Rajabs, nødopkald fra en beskudt bil i Gaza.
Med et fuldstændig uforstyrret og fortællemæssigt overlegent fokus på tragedien er ‘The Voice og Hind Rajab’ det kritiske kald på empati, man kun kan håbe vil blive hørt fra et sted, hvor vi stadig mister børn hvert minut.