Snuggles lune og lumre ‘Goodbyehouse’ er soundtracket til svedige sensommerdage
ALBUM. I de sidste to års tid har et mikrokosmos på den danske musikscene atter været et fikspunkt for international mediebevågenhed.
Man kan læse om den ene skamroste udgivelse efter den anden fra den københavnske undergrund, og det hintes, at der da må være noget helt specielt i hovedstadens drikkevand.
I den pærevælling af hjemmegjort lo-fi-pop, nynordisk country, fløjlsblød shoegaze, avant-folk og eksperimenterende electronica finder vi blandt andre kunstnere som Astrid Sonne, Fine, Clarissa Connelly, Elias Rønnenfelt, ML Buch og ikke mindst Snuggle (og jeg kunne blive ved).
Duoen bestående af Andrea Thuesen (Baby in Vain) og Vilhelm Strange (Liss) har netop udgivet det lune og lumre debutalbum ‘Goodbyehouse’ på det altid stilskabende københavner-lokale pladeselskab Escho.
Tilbage i maj 2023 udgav de deres debutsingle, siden blev det til ep’en ‘Calendula’ og en koncert på Roskilde Festivals First Days, men nu står vi endelig med en samling på 10 svedige alt-pop-perler.
Der glider en varm strøm igennem guitarforløbene på hele ‘Goodbyehouse’, og Thuesens kælne, nogle gange hviskende vokal er som kram fra én, man elsker. Det er den type album, der virkelig kan få én til at glemme tid og sted og bare nyde nuet.
Samtidig hersker der ingen tvivl om duoens evner som seriøse forcer udi sangskrivning. Om det er det underskønne arrangement af bro og omkvæd i ‘Woman Lake’ eller de subtile, men stærke vokalmelodier i ‘Marigold’, er det tydeligt, at de forstår at skrue behagelige ørehængere sammen.
Evnen til at skrive lækre kærlighedssange, der kan gøre én nostalgisk efter ungdommens udforsken med simpel, sexet guitarpop som underlæg, er dog ikke altid nok til at skille sig ud fra mængden i en sprudlende scene som Københavns lige nu.
Man kan nemt trække tråde til ML Buch, og internationale associationer tæller hurtigt Alex G og Adrianne Lenker. Ligesom Snuggle inddrager deres skrattende guitarpop også electronica og melankolske strygere i deres beskrivelse af livet som længselsfulde mennesker.
Originalitet er dog ikke alt, og måske er meningen med Snuggles debutalbum i højere grad at diske op med en halv times døsig indierock, der som honning glider gennem øregangen og ind i hjernens nydelsescenter.
På fineste vis væves Lana Del Rey’sk storladenhed sammen med støvet soveværelsesshoegaze, så sangene både virker monumentale og minimalistiske. Meget passende lader teksterne til at besynge de hverdagsøjeblikke, der virker, som om de betyder alt.
Guitartonen og trommebeatet på ‘Dust’ rammer næsten den euforiske lyd på My Bloody Valentines ‘Soon’, mens den sensuelle ‘Playthings’ trækker på førnævnte Del Rey og r’n’b. Musikken er nedbarberet, og Thuesen lokker én ind i intime rum med løftet om total afslapning i sommerheden.
‘Goodbyehouse’ er først og fremmest et afbræk fra trængsel og larm. Det er en hyldest til at dase i sengen i timevis med sin elskede. Et soundtrack til at mærke efter, slappe af og føle kærligheden helt nede i maven.
Kort sagt:
Snuggles debutalbum lægger sig fint i slipstrømmen af de seneste års mange underskønne udgivelser fra den københavnske undergrund. Pladens fine – omend let anonyme – sange udgør et fløjlsblødt soundtrack til sensommerkærlighed.