Addison Rae
TikTok-danseren Addison Rae tog fusen på alle, da hun i 2024 udgav en perlerække af sublime popsange som ‘Diet Pepsi’ og ‘Aquamarine’.
I år fulgte hun op med debutalbummet ‘Addison’, der fuldendte transitionen til artsy popstjerne, og som én gang for alle slog fast, at hendes musikkarriere ikke bare er en fiks idé, men et kald.
Addison Rae er i skrivende stund på sin første turné nogensinde, men der er ingen danske koncerter i kalenderen. Endnu.

Blood Orange
Det er seks år siden, artpop- og r’n’b-innovatøren Dev Hynes sidst tog sit Blood Orange-projekt til Danmark.
Dengang var det med protestalbummet ’Negro Swan’, men nu har han det ligeledes stærke ’Essex Honey’ med i bagagen.
Hynes’ seneste album oser af overlegen musikalitet og nærvær i enorme mængder, og det altomsluttende værk ville være en fryd at lade sig overvælde af som del af et stort festivalpublikum.

Justin Bieber
Jaja, det kan godt være, at Justin Bieber var både fraværende og ugidelig, da han senest gæstede Danmark på Smukfest i 2022.
Men meget har ændret sig siden da. Ikke mindst de seneste måneder, hvor superstjernen efter bruddet med Scooter Braun slet og ret har genopfundet sig selv i selskab med samarbejdspartnere som Mk.gee og Dijon.
Surprise-albummet ‘Swag’ var hans mest interessante album til dato, og selvom efterfølgeren ‘Swag II’ måske er en anelse overlæsset, er der stadig masser af stærke sange iblandt.

Turnstile
Turnstiles 2021-album ’Glow On’ gjorde hardcore punk til allemandseje med enorme arena-omkvæd, æteriske dreampop-produktioner og samarbejder med førnævnte Blood Orange.
De har affødt en hel bølge af normbrydende hardcore-bands, der rammer lyttere, som ellers ikke ville give genren en chance.
Senest gæstede de Roskilde Festival i 2022, hvor de fik Avalons publikum til at svede og hoppe som aldrig før. Mon ikke de er klar til en større scene?

The xx
De seneste år har medlemmerne af The xx fokuseret på solomaterialet, og såvel Romy som Jamie xx har skabt magiske øjeblikke på dansk jord.
Men det er et scoop af dimensioner, at Coachella skal danne rammerne for, hvad der bliver trioens første fælles koncert siden 2018.
Da de senest var i Danmark, lykkedes det dem at skabe samlende stadionmomenter på Orange Scene, så de må meget gerne lægge vejen forbi en dansk festival, nu hvor de er samlet igen.

Dijon
Tidligere i år fik Syd For Solen besøg af Mk.gee, så nu må turen vel være kommet til hans partner-in-crime.
Udover sit arbejde som producer på blandt andet Bon Ivers ‘Sable, Fable’ og Justin Biebers ‘Swag’-album er Dijon nemlig også en sublim sangskriver i egen ret, som danskerne fortjener at opleve live.
Det beviste han i den grad med dette års rodede og følsomme ‘Baby’.

Jane Remover
Først var Jane Remover et ungt shoegaze-håb. Så begyndte hun lige så stille at flå indierocken fra hinanden.
Og så udgav hun det moshpit-parate kaosalbum ’Revengeseekerz’, der blander rage rap, støjrock, industrial, hyperpop og EDM til en seksstjernet cocktail. Alt sammen uden nogensinde at have været i Danmark.
Det må der blive lavet om på til sommer.

Nine Inch Noize
Coachella har endnu ikke bekræftet det officielt, men fans har allerede konkluderet, at Nine Inch Noize nok dækker over et samarbejde mellem Nine Inch Nails og Boys Noize.
Den yderst velrenommerede tyske electrohouse-producer spillede da også support for industrial-rockerne på deres 2025-turné, der i sommer lagde Roskilde Festivals Arena-scene fladt ned.
Det samarbejde vil vi meget gerne have til Danmark!

Clipse
Hele 16 år efter ‘Til the Casket Drops’ vendte brødreparret Clipse denne sommer tilbage med albummet ‘Let God Sort Em Out’, der fuldt ud fortjener sammenligning med gruppens hovedværker.
Det skal da fejres med en dansk festivaloptræden, ikke?
Pusha T er en hyppig gæst i Danmark (i 2023 gjaldt det både NorthSide og Store Vega), men næste gang må han gerne tage storebror Malice med.

David Byrne
Med snart 50 års erfaring er Talking Heads-frontmand David Byrne ikke just det friskeste navn på Coachella-plakaten.
Til gengæld er han garant for magiske koncertoplevelser. Det var euforisk, da hans ‘American Utopia’-turné lagde vejen forbi Roskilde Festival i 2018, inden showet sidenhen blev foreviget på film af Spike Lee.
Der er med andre ord høje forventninger til, hvordan det nye album ’Who Is the Sky?’ udfolder sig på landevejen.
