Blood Orange transcenderer tid, ego og genre på ‘Essex Honey’ – en masterclass i nærvær

ALBUM. Devonté Hynes’ karriere har altid været præget af en genremæssig rodløshed, der nægter at lade sig definere i en fast form.

Under kunstnernavnet Blood Orange har han udgivet i alt fem plader, der varierer over alternativ indie, artpop og ofte med elementer af r’n’b og jazz. På ’Essex Honey’ vender han blikket indad og hjem mod England efter mere end et årtis romance med især New York og Los Angeles.

Albummet åbner med en ambient tyngde og en tvivl, der føles som at vågne op efter en bytur med koldsved og angst. Trommer og klaver bærer pladens indledende numre mellem fragmenteret og desperat lyrik, der kredser om fortrydelse, om at være i midten af livet og se tilbage, måske med skuffelse. 

Sangene glider sammen på pladen og skifter gerne akut stemning undervejs, uden at man nødvendigvis skæver til tracknummeret. Men ængsteligheden forbliver, ikke mindst på ’Somewhere in Between’, hvor angsten blandes med storbyens lyde og lys, før den forløses af stresset cello.

Men så kommer der et skift, pladen finder ind til en kerne af håb. Det sker samtidig med, at der inviteres andre stemmer ind. På ’The Field’ gøres han selskab af Tariq El-Sabir, Daniel Caesar og Caroline Polachek, som er blot et lille udpluk af de i alt 12 gæster, der er med på pladen.

De mange features tilføjer en dybde til ‘Essex Honey’, som Hynes ville have haft svært ved at opnå på egen hånd. Hans musikalske egodød er dog også med til at fastholde en insisterende følelse af hjemløshed, der aldrig forløses, men som man må lære at finde fred med undervejs.

På pladens åbenlyse hit, ’Mind Loaded’ med Caroline Polachek, Lorde og Mustafa, viser Hynes sig fra sin absolut bedste side. Hans mangefacetterede talent står stærkest, når han producerer til og med andre.

Vokalerne glider ind og ud af hinanden i harmonier, i særdeleshed båret af Polacheks umiskendelige kaskelotklang. Så falder Lorde ind med linjen »everything means nothing to me« og spejler både lyrisk og melodisk Elliott Smiths nummer fra 2000 med samme titel. 

Det er nok ikke tilfældigt, at Hynes føler et stærkt slægtskab med Elliott Smiths deprimerede singer/songwriter-katalog.

Blood Orange har alle dage leveret kalejdoskoper af følelser, tyngdefyldte stemninger og en sælsom hjemløshed, og ’Essex Honey’ er ligeledes en plade, hvor angst og tvivl dominerer tematisk. Men Hynes finder også ro i håbefulde naturlandskaber undervejs.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Pladen føles ofte for fin, nærværende og langsom til tiden. Det er som om, at Hynes insisterer på at dvæle ved nuet og tvinger lytteren til at blive der med ham. Det mærkes især på nummeret ‘Life’, der er som at sidde på en dunkel jazzbar med en drink og sit knuste hjerte i hånden.

»I’m really gonna pace this«, synges der. Hynes tvinger os til at blive i den svære følelse. 

På den måde er ’Essex Honey’ et album, der stiller krav til vores emotionelle kapacitet og opmærksomhed. Det kræver komplet overgivelse og en blind tro på, at intet er tilfældigt, når man lader sig rive gennem lydtableauer, der transcenderer tid, ego og genre.

Hvis man kan leve med et omfattende fravær af hooks og forudsigelighed, rammer pladen helt rigtigt. Men ’Essex Honey’ er ikke for alle. Det skinner klart igennem, at pladen er skrevet af en mand på kanten af 40, der forsøger at gøre op med sin indre kritiker og finde ro i tilværelsen.

Men det er også en plade, der viser os, at hvis man kan sidde lidt med de svære følelser, så afløses livets mørke stunder ofte af solopgange og øjeblikke med håb og forløsning.

---

Kort sagt:
Blood Orange transcenderer tid, ego og genre på sit femte album. ’Essex Honey’ er genremæssigt eklektisk, følelsesmæssigt altudslettende, slukker modet og tænder det igen. På intet tidspunkt kan man mærke, hvor vi skal hen, men selve processen er en masterclass i nærvær.