’Downton Abbey: Den store finale’: Et både kærligt og sjovt punktum for inkarnerede fans af successerien
»Kan der koges mere suppe på den?«
Sådan har det lydt fra skeptikere ved nyheden om, at en tredje ’Downton Abbey’-film var på vej.
Og som fan var jeg da også selv spændt på, om denne sidste skål var nogenlunde spiselig.
Serieskaberen Julian Fellowes har nemlig bebudet, at ’The Grand Finale’ bliver det endegyldige farvel til kæmpesuccesen, der nu tæller seks sæsoner og tre film.
Der er ingen tvivl om, at ’Downton Abbey’-filmene drives af fanservice. Men mens de bygger på de karakterer og relationer, som fansene har elsket at følge, lykkes holdet bag igen med at tilpasse fortællingen til spillefilmformatet.
Der er skruet op for production value i de vilde kostumer, flotte sets og en mere dynamisk, bevægelig billedside, som akkompagneres af storladen musik, der hele tiden trækker tråde til seriens velkendte temaer. Og vigtigere endnu har dramaet fået et par nøk op med attentatforsøg og dybe familiehemmeligheder, ligesom humoren kommer mere til sin ret.
Som Upstairs, Downstairs-genren foreskriver, sker der store omvæltninger hos både herskabet og deres tjenestefolk, som står ved indgangen til 30’erne og en ny tid, hvor Lady Mary (Michelle Dockery) skal overtage Downton fra sin far, Lord Grantham (Hugh Bonneville).
Dramaet kommer igen fra eksterne faktorer i form af en blodtørstig presse, der blitzer løs på den skilsmisseramte Mary, og Lady Granthams (Elizabeth McGovern) amerikanske lillebror, Harold (Paul Giamatti), der kommer på besøg. Med sig har en charmerende rådgiver og en enorm gæld, som bringer familiens økonomiske fremtid i usikkerhed – og så har han også en amerikansk kækhed, som vækker både beundring og forargelse på Downton.
Giamatti er et scoop som Harold, og hans timing og gestik er som sædvanligt spot on. Man kunne tænke sig, at en stjerne i hans kaliber havde fortjent mere skærmtid, men som ny på Downton må han tage til takke med en mindre birolle. Alligevel giver hans drengede »ups, det var ikke med vilje«-energi et frisk pust til slottets stramme gemytter.
Det samme gør den brogede skare af tjenestefolk, der, som Lady Grantham beskriver det, »altid ved mere om os, end vi gør om dem«. Deres evige tilstedeværelse er som sædvanlig kanal for meget af det, serien vil sige om udviklingen i både klassesystem og kønsroller, og med humoren som redskab siger de en del om nutiden, de lever i, men også om fremtiden, de kigger ind i.
En kammersnak mellem køkkenchefen Mrs. Patmore og husholdersken Mrs. Hughes er et kærligt og komisk indblik i, at selv ældre tjenestekvinder anno 1930 har en livlig seksualdrift, imens den udskældte, forfejlede tjener Thomas, der nu lever som assistent og elsker til en mandlig skuespilstjerne, er levendegørelsen af millioner af homoseksuelles kamp for retten til at elske den, man vil.
Ovenpå viser de nye tider sig særligt i den stigende indflydelse, som døtrene Mary og Edith (Laura Carmichael) får på tingenes gang. Selvfølgelig nikkes der flere gange anerkendende mod deres afdøde bedstemor Violet og ikke mindst mod skuespilleren, der levendegjorde hende, Dame Maggie Smith, som frem til sin død sidste år var en institution i britisk film.
Imens storesøster Mary slås med sin status som fraskilt paria i de fine kredse, er lillesøster ikke bleg for at tage tyren ved hornene, da en bedrager finder vej til Downton og truer familien. Selv før deres far har indset, at det er tid til at overlade roret, sikrer en ny generation af stærke kvinder Downtons fremtid.
Det bliver virkelig alvor undervejs, og det lykkes fint instruktør Simon Curtis at binde både plottråde og tematikker om en verden i forandring sammen. Man får også strikket et downstairs-sideplot ind, hvor favoritterne Mr. Carson (Jim Carter) og Daisy (Sophie McShera) revolutionerer det lokale dyrskue.
Egentlig en mærkelig sidehistorie, men med en gammelsur jury-formand og stribevis af veludførte, små stikpiller karaktererne imellem spiller netop tjenestefolkenes historie særligt effektivt på humoren, der lever gennem publikums kendskab til karakterernes kollektive fortid.
Faktisk bliver netop humoren det greb, der fungerer allerbedst i denne tredje film som det, der gør spilletiden på over to timer spiselig.
Har man intet kendskab til familien Crawley og deres tjenestefolk og den tone og stil, som ’Downton Abbey’ er formet af, bliver det nok to lange timer i biografsædet. Men er man blandt de indviede, er der garanti for både drama, grin og glædelige gensyn, og mon ikke der også bliver fældet en tåre eller to, når der endegyldige farvel skal siges.
Kort sagt:
Den endegyldige afslutning på et af de mest populære periodedramaer i nyere tid, ’Downton Abbey: Den store finale’, er et underholdende, fanservicerende punktum fyldt med humor, drama og kærlige gensyn. Helt ensidigt kun for dem, der kender og elsker serien.