ANBEFALING. Der er få nyere film, der er så berygtede som Paul Verhoevens sexploitation-film ’Showgirls’ om den letpåklædte del af showbiz i Las Vegas.
Misforstået og forkastet ved premieren. Kommercielt flop. Kunstnerisk makværk. Dødsstød til mange af de involveredes karrierer.
Siden har den først fået et kultfølge, der har dyrket filmens kitsch-stil i »so bad it’s good«-kategorien, indtil den over det seneste årti også er blevet genstand for en kunstnerisk genopdagelse anført af prominente kritikere som Adam Nayman, der i bogen ’It Doesn’t Suck’ argumenterer for ’Showgirls’ kunstneriske status.
Det er helt på sin plads. 30 år efter premieren træder filmens kunstneriske vingefang endnu tydeligere frem, end da filmen fik premiere, og dens indflydelse er mærkbar i film som årets store Oscar-vinder ’Anora’, hvis portræt af sexarbejde ikke når samme højder som Verhoevens mesterstykke.
Det er med andre ord på tide, at ’Showgirls’ bliver revurderet én gang for alle som den afsindigt underholdende og syleskarpe satire over Hollywood, den altid har været.
Dominerede Razzie-festen
Det lå ikke i kortene, at ’Showgirls’ skulle blive et flop. Verhoeven var med sine hidtidige amerikanske film – ’Robocop’, ’Total Recall’ og ’Basic Instinct’ – blevet et af de mest eftertragtede navne i branchen, kendt for sin evne til at udstille slagsiderne i det amerikanske folkesind og samtidig indbringe store indtægter ved billetlugerne.
’Basic Instinct’ var det foreløbige højdepunkt – en erotisk neo-noir, hvor sex og mord gik hånd i hånd med kunstneriske ambitioner. Filmen var en ublu genfortolkning af Hitchcocks hovedværk ’Vertigo’ med fortællingen om en San Francisco-baseret politibetjent, som former kvinderne omkring ham efter sit uopnåelige kvindeideal.
Særligt kendt blev den for sine eksplicitte sexscener med Sharon Stone, der fik folk til at flokkes i biograferne, hvor den omsatte for dengang svimlende 350 millioner dollars.
Efter ’Basic Instinct’ blev manuskriptforfatteren Joe Eszterhas den bedst betalte i Hollywood, og der var med andre ord store forventninger til, at ’Showgirls’ ville blive en guldrandet succes akkurat som sin forgænger, når Verhoeven og Eszterhas igen slog pjalterne sammen.
I stedet måtte den afsone tid på de mere lyssky hylder i videoudlejningsbutikker, mens Verhoevens stjerne i Hollywood led sit første alvorlige knæk.
’Showgirls’ fik premiere i 1995 som den dyreste film med en NC-17 aldersmærkning grundet sin konsekvente brug af eksplicit nøgenhed. Men selvom sex som bekendt plejer at sælge, blev produktionsbudgettet på 45 millioner dollars aldrig hentet hjem. I stedet blev filmen en enorm succes på videolejemarkedet, hvor den vurderes at have omsat for over 100 millioner dollars i årene umiddelbart efter premieren.
Da de lidet attraktive Razzie-statuetter for årets værste film skulle uddeles, ryddede ’Showgirls’ bordet, og Paul Verhoeven dukkede som den første nogensinde op for at modtage statuetterne. Var filmen i virkeligheden tiltænkt som et kultobjekt af dårlig smag? Det er i hvert fald en fortælling, Verhoeven siden selv har forsøgt at tale ind i.
Men ’Showgirls’ er meget mere end sin kultstatus.
Huset vinder altid
Ligesom ’Basic Instinct’ var i dialog med ’Vertigo’, var ’Showgirls’ tænkt som en moderne opdatering af Joseph L. Mankiewicz-klassikeren ’All About Eve’, hvor en ung starlet rivaliserer med en ældre Broadway-stjerne.
I ’Showgirls’ gælder det fortællingen om den unge danser Nomi Malone (Elizabeth Berkley), der dukker op ud af ingenting, får et lift til Las Vegas og sætter alt ind på at nå til tops som topløs danser på de store kasinoers eftertragtede scener. Et foretagende, der hurtigt sender hende på kollisionskurs med den etablerede stjerne Cristal (altid fænomenale Gina Gershon).
Allerede fra første scene viser Verhoeven sit stærkt kritiske blik på fortællingen om USA som mulighedernes land: På sit lift mod Las Vegas’ får Elizabeth at vide, at hvis man vil vinde, er man nødt til at gamble. Da hun kort efter spiller på de enarmede tyveknægte, vinder hun faktisk. Men pengene er tabt lige så hurtigt, som de kom, og hendes kuffert er i øvrigt blevet stjålet.
Løfterne om den amerikanske drøm er falske, for huset vinder altid i dette udnyttelsens spil.
Det er en pointe, som Verhoeven filmen igennem illustrerer, når Nomi må kæmpe mod patriarkatet for at komme frem i verden. Der er nærmest ikke én scene, hvor hun ikke bliver antastet af mænd, der opfordrer hende til prostitution, eller én interaktion, der ikke hurtigt forvandles til et lesbisk kys eller en glohed lapdance.
Ligesom i ’Basic Instinct’ viser filmen, hvordan mænd får lov at forme kvinder i deres billede, fordi de sidder så tungt på magten. Selvom Nomi tilsyneladende har magten over mændene, når hun sidder overskrevs på dem, og kan få dem til at komme med sine æggende bevægelser, der mest ligner alvorlige epilepsianfald, er pointen, at denne magt er illusorisk. Kvinderne får kun en værdi i kraft af deres udseende og mændenes blik på dem.
Det bliver særligt klart i Nomis relation med den sleske underholdningschef Zack (Kyle MacLachlan), der efter førnævnte lapdance løfter hende ud af den tarvelige stripklub, hvor hun tjener til dagen og vejen, og gør hende til en showgirl i det mere prestigiøse – men stadig topløse – danseensemble på Stardust-kasinoet.
Nomi tror, at hendes lykke er gjort, men som Cristal gentagne gange forsøger at lære hende, er der ikke nogen forskel på at være begæret danser på det dyreste hotel og den mest lurvede klub: Begge dele er prostitution af ens talent, som pimp-pengemændene kan lukrere på.
Magnetisk overspil
Når ’Showgirls’ i årtier er blevet latterliggjort, skyldes det uden tvivl dens ekstravagante formsprog og spillestil. Elizabeth Berkley er særligt magnetisk overspillende i hovedrollen, hvor hun allerede inden for de første minutter kaster sig dramatisk rundt og brækker sig på gaden efter næsten at være blevet kørt ned.
Hendes dialogscener bærer præg af unaturligt lange blikudvekslinger, der skal fremmane en seksuel spænding, men som ofte misfortolkes, fordi de strider mod det realisme-plan, vi forventer af film.
Verhoevens ærinde er dog ikke entydig realisme, selvom han ikke skyer væk fra virkelighedens voldsomme realiteter.
I stedet fremmaner han en plastisk verden, hvor alt er muligt, men intet er ægte – med Las Vegas som den perfekte kullisse. Et sted, der vitterligt er bygget op på plastik-agtige kopier af europæisk kultur, fra Caesar’s Palace til Eiffeltårn-replika.
I Vegas regererer materialismen uimodsagt, som når Nomi bruger sine hårdtoptjente penge på at købe en Versace-kjole, som hendes roomie ellers kunne sy til hende gratis – blot for at nære håbet om, at mærkevarens status vil smitte af på hende og løfte hende ud af kårene som social taber.
Men hun narrer ingen, fordi hun ikke ved, hvordan man udtaler »Versace«.
Amerikansk folkemord
Verhoeven flår tøjet af det kulturløse USA, der altid har stjålet med arme og ben fra andre kulturer, for i stedet at afsløre den råddenskab, der ligger under den glitzende overflade.
Når det projekt særligt har vundet filmen mange kritikere, skyldes det langt hen ad vejen, at Verhoeven anlægger det samme seksualiserende og objektiviserende blik, filmen kritiserer.
Dermed stiller instruktøren spørgsmålet, om det er muligt at kritisere uden samtidig at genskabe? Om en Hollywood-film som hans ikke altid vil være bundet af den systemiske sexisme, han blotlægger som en grundpille i showbiz? Derigennem bliver filmen en langt dybere refleksion over, hvordan sexismen gennemsyrer kulturen.
Noget lignende gjorde han med sin efterfølgende film, ’Starship Troopers’, der genskaber billeder fra Leni Riefenstahls nazi-propagandafilm i sin skildring af et fremtidsscenarie, hvor USA er blevet en autoritær fasciststat – uden at nogen af amerikanerne i øvrigt tænker over det.
I ’Starship Troopers’ er det ikke de kæmpeinsekter, de amerikanske soldater nedkæmper, som er de onde, men de amerikanske soldater, der begår folkemord som led i deres rumkolonialisme – et budskab, der også blev uretfærdigt misforstået. Måske fordi det ramte den amerikanske folkesjæl på kornet.
Fra Vegas til Hollywood
Når ’Showgirls’ er en af de mest veludførte dissekeringer af Hollywood, skyldes det dens uhyre præcise blik for at blotlægge de ritualer, der opretholder cirkusset. Hvor der altid er en smukkere og yngre model, der vil frem i verden, og som tvinges til at vende sig mod sine åndsfæller, fordi systemet belønner forræderi med succes.
Nomi og Cristal er på den måde spejlinger af hinanden. De kommer begge fra de samme kår, som i den magiske scene, hvor de begge bekender deres kærlighed til hundemaden DoggieChow, mens de drikker champagne på The Strip. De har begge måttet skubbe andre af vejen for selv at komme frem. Og begge indser, at uanset hvor højt til tops, man når, vil man aldrig blive anerkendt for sit kunstneriske talent, men altid reduceret til sit udseende.
Det lyder trøstesløst og er det også – især i en voldsomt ubehagelig scene mod filmens slutning – men i ’Showgirls’ bliver sortsynet aldrig for meget, netop fordi Verhoeven også insisterer på at indfange en menneskelighed i sammenholdet mellem kvinderne, der desuden får deres mulighed for hævn i bedste Tarantino-stil.
Modsat i Tarantinos film får fantasien dog ikke lov at sejre. Selvom kvinderne slår igen, består den grumme verdens orden.
At den verden, Verhoeven kritiserer, fremstår fuld af liv, skyldes dog i lige så høj grad, at han netop skildrer showbiz som et forførende begærsobjekt.
De eminente koreografier er en fryd for øjet og viser instruktørens ambitioner om også at skrive sig ind i den klassiske backstage-musicalgenre. ’Showgirls’ er på ingen måde dårlig smag, men stilrig klassicisme.
Det ses særligt i en central scenografi, hvor showgirl-ensemblet danser, mens Vesuv er i udbrud bag dem. Her fælder Verhoeven sin endelige dom over Hollywood: Smukke mennesker danser ufortrødent videre, mens jorden går under omkring dem.
At filmens målskive i lige så høj grad er Hollywood som Vegas drives hjem i filmens sidste indstilling, hvor Las Vegas’ neonbelyste udsigt erstattes med et vejskilt, der peger mod Los Angeles og Hollywood. Her er tilstanden præcis den samme.
’Showgirls’ kan ses på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Viaplay, SF Anytime og Apple TV.