Masseudvandringer, bræk og uendelige bifald: De vildeste reaktioner på filmfestivaler nogensinde

Lyden af 1400 biografgængeres synkrone gråd fyldte Venedig, da Kaouther ben Hanias dramadokumentariske knytnæve ’The Voice of Hind Rajab’ havde verdenspremiere på Venedig Film Festival forrige uge.

Filmfestivaler som Cannes, Venedig og Toronto hænger uløseligt sammen med omtalen af publikumreaktioner, der trækker overskrifter og buzz i pressen.

Ved disse festivaler ser filmene dagens lys for allerførste gang, og publikum i de ofte flere tusind sæder store sale får altså et helt rent og ufiltreret syn på sommetider ekstreme oplevelser, der rammer lærredet.

Festivalvisninger er med andre ord et rum, hvor følelser får fri spil – gode som dårlige. Desperat gråd, vrede udvandringer, spontan opkast og naturligvis branchemediernes yndlingsbeskæftigelse: Hvor mange minutter den efterfølgende klapsalve varede.

Modtagelsen af ’The Voice of Hind Rajab’ viser, at voldsomme reaktioner stadig kan være en succesmarkør og samtalestarter, selvom man ikke altid helt kan tage reaktionerne for gode varer.

Vi har i den anledning samlet otte af de mest legendariske reaktioner på verdenspremierer gennem tiden.

1. 24 minutters gråd for Gaza

Soundvenues Mathilde Johanne Kristiansen havde aldrig oplevet en tårevædet reaktion, som den hun iagttog (og deltog i), da dramatiseringen af seksårige Hind Rajabs nødopkald fra en beskudt bil i Gaza rev tæppet væk under en lamslået biografsal i Venedig tidligere i september.

Medier over hele verden har stemt i, og der blev efter premieren på ‘The Voice of Hind Rajab’ rapporteret om masseomfavnelser og ustandselig gråd, selv efter rulleteksterne for længst var løbet over skærmen. 

En reaktion som den er nok til at skrive filmen ind i historiebøgerne. Også fordi instruktør Kaouther ben Hania angiveligt kan bryste sig af at have slået rekorden for det længste bifald nogensinde: 24 minutter.

I dette tilfælde handlede klapsalverne formentligt om mere end blot god filmkunst. Det var en protest og fælles reaktion på meningsløsheden, der lige nu udspiller sig i den igangværende krig i Gaza.  

2. Lars von Trier sender publikum skrigende væk

Cannes Film Festival er ofte åstedet for voldsomme publikumreaktioner, og Lars von Trier er en af de instruktører, der gerne afmærker sit territorie i det franske, så det kan mærkes.

I 2018 vendte den kontroversielle dansker tilbage til festivalen efter syv års bortvisning, udløst af det berygtede ’Melancholia’-pressemøde, hvor hans udtalelser som »jeg forstår Hitler« skabte chok og forargelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Da Triers arthouse-gyser ’The House That Jack Built’ gjorde sin sydfranske debut, udløste det ifølge The Guardian festivalens største masseudvandring i nyere tid, da over hundrede mennesker måtte forlade salen i ren afsky.

Filmen handler om en seriemorder, der i flashbacks ser tilbage på sin lange, makabre karriere. Historien kan på flere måder ses som Triers personlige syndsbekendelse, men en del publikummer ved verdenspremieren havde altså ikke meget barmhjertighed til overs for filmens børnedrab, lemlæstelser og amatør-taksidemi på kvindekroppe.

Ikke overraskende havde provokatøren selv ikke det mindste imod reaktionerne: »Jeg synes ikke, de hadede den nok«, udtalte han i et interview med Cineuropa.

3. Oralsex i Cannes’ »værste film nogensinde«

Af og til handler det ikke om, hvor mange festivalgængere der vredt forlader en premiere, men hvem der udvandrer.

I 2003 stjal en udødelig beef opmærksomheden ved festivalen i Cannes, da den legendariske, Pulitzer-vindende filmkritiker Roger Ebert nedsablede Vincent Gallos erotiske drama ’The Brown Bunny’.

Gallo har skrevet, instrueret og spiller selv hovedrollen i filmen, der var med i kapløbet om Guldpalmen og er en plotløs skildring af en strejfende motorcyklist, der forelsker sig i Chloë Sevigny.

’The Brown Bunny’ udløste stor vrede og mediehetz ved premieren – ikke mindst på grund af en ekstremt eksplicit og usimuleret oralsex-scene.

Ebert var blandt de mange protesterende tilskuere og udtalte efterfølgende, at filmen var »den værste i Cannes’ historie«. Gallo gik bagefter til modangreb og skrev et åbent brev, hvor han beskyldte Eberts kritik for at ødelægge hans og filmens ry.

Og så kaldte han da også filmanmelderen for »en fed gris med slavehandlerfysik«.

4. Harry Styles, spyt og intriger

Sjældent har en festivalpremiere skabt så meget content, som da Olivia Wildes stormombruste ’Don’t Worry Darling’ blev vist for første gang på filmfestivalen i Venedig.

Filmen er en 50’er-dystopisk sci-fi-thriller, hvor Florence Pugh spiller housewife til popstjernen Harry Styles og gradvist opsnuser, at noget er rivende galt i parrets idylliske forstadskvarter.

Dramaet drejede sig dog ikke om filmens temaer om kvindelig frigørelse og patriarkalsk kontrol – eller om selve værkets kvalitet.

Nej, det var castets interne intriger og kærlighedsforhold, der trak Twitter-overskrifter og kulminerede i et viralt klip, hvor Harry Styles måske, måske ikke spytter på sin medspiller Chris Pine under premieren.

Spitgate var prikken over i’et på mediecirkusset, der kort fortalt omfattede fyringen af Shia LaBeouf, et skilsmissedrama mellem Wilde og Jason Sudeikis, en romance mellem Wilde og Styles under optagelserne og ikke mindst den formodede fejde mellem Wilde og Pugh, som nægtede at deltage i filmens lanceringsarbejde.

5. Brækorgie under kannibalfilm

Gyserfilm er som ingen andre genrer designet til fysiske reaktioner, og i 2016 skabte Julia Ducournaus bodyhorror-debut ’Raw’ overskrifter i hele verden efter en dramatisk visning på filmfestivalen i Toronto.

Ifølge The Hollywood Reporter besvimede flere publikummer under filmens grafiske scener, mens stanken af opkast hang tungt i biografluften oven på den franske kannibalfortælling, der handler om en ung vegetar, som får en overvældende smag for menneskekød.

Visningen lægger sig i en lang tradition for vandrehistorier om horrorgenrens voldsomme publikumreaktioner – allerede i 1974 rapporterede The New York Times, at den dæmoniske gyserklassiker ’The Exorcist’ »gav flere tilskuere hjerteanfald«.

Filmenes pr-folk begræder dog næppe de faldne publikummer, da stærke reaktioner er garanti for medieomtale og kan udnyttes i promoveringen. Tænk bare på den famøse trailer til ’Paranormal Activity’, hvis salgsargument var at vise reaktioner fra et rigtigt biografpublikum, der gisper, skriger og hopper i sæderne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ændring af dit samtykke

Hvorvidt de indbringende horrorreaktioner i nogle tilfælde ikke er andet end kunstige pr-stunts, kan man absolut spekulere i.

6. Guillermo del Toro sætter ny præcedens for klapsalver

Kan du huske, da jeg skrev, at ’The Voice of Hind Rajab’ havde slået rekorden for længste bifald nogensinde?

Filmen, der nu må se sig selv som runner up, er Guillermo del Toros gotiske fantasytragedie ’Pans labyrint’, der ved premieren på Cannes Film Festival i 2006 udløste et jubelbrøl på intet mindre end 22 (!) minutter. På den tid kan man altså nå at se et afsnit ’Klovn’ eller koge et kilo kartofler.

Rekorden, der altså holdt i næsten 20 år, blev begyndelsen på en hel industrialisering af de stående bifald. Generelt er der over de seneste år gået inflation i klapsalverne – faktisk er de efterhånden forventet til alle store verdenspremiere, og der bliver utvivlsomt spekuleret blandt film- og markedsføringsholdene selv i at holde klapsalverne i live så længe som muligt.

I et opråb har Soundvenues filmredaktør kritiseret mediernes besættelse af at måle festivalbifald, da de efterhånden meget lidt siger om filmens kvalitet eller den egentlige begejstring for dem.

Men før der gik regulær pikmåling i den, var responsen til ’Pans labyrint’ et spontant og ekstatisk bevis på, at filminstruktører også kan blive hyldet som rockstjerner.

7. Ni minutter ingen glemmer

Den fransk-argentinske instruktør Gaspar Noé er en af filmverdenens store provocateurs, og hans polariserende thriller ’Irréversible’ udgør endnu den mest berygtede premiere i Cannes-festivalens historie.

Ifølge en tilstedeværende brandmand forlod mere end 250 mennesker salen, mens 20 tilskuere akut måtte behandles med oxygenmasker efter massebesvimelser. »I min karrieres 25 år har jeg aldrig set noget lignende – filmens scener er ubærlige, selv for os professionelle«, fortalte han til BBC.

I filmen spiller Vincent Cassel en mand, der er ude på at hævne sin kærestes voldtægtsforbryder. Historien fortælles i baglæns kronologi, og i skandaleværkets mest berygtede scene bliver Monica Belluccis karakter sadistisk voldtaget i ni stive minutter.

I en ny version fra 2020 fortalte Noé historien kronologisk og pillede derfor igen ved samtalen om eksplicit vold som nødvendigt wake-up call vs. feticherende blikfang.

8. Sofia Coppola fucker med fransk historie

Da amerikanske Sofia Coppola fortolkede den ikoniske franske dronnings liv i det biografiske periodedrama ’Marie Antoinette’, var projektet nærmest dømt til at dele publikummerne på den sydfranske festival.

Skepsissen blev ikke hjulpet af Coppolas utraditionelle stilvalg. I stedet for barokmusik akkompagneres filmen af 1990’er-rock som The Strokes og New Order, og sørme ikke om man i en scene kan spotte et par turkisblå Converse-sneakers.

Ikke overraskende blev det til et »non merci« fra det protektionistiske franske publikum, og ved premieren kunne The New York Times rapportere om »højlydte buh-råb« og udvandringer.

Vigtigheden af en films historiske korrekthed blev igen et aktuelt spørgsmål, da traileren til Emerals Fennels filmatisering af romanklassikeren ’Wuthering Heights’ for nyligt blev lagt for had af Emily Brontë-fans, der følte sig »personligt angrebet« af filmens oversexede scener og upassende kostumer.

I den anden lejr står ’Wuthering Heights’-casterens udtalelser: »Man behøver virkelig ikke være korrekt. Det er bare en bog«.

Eller som en vis ’Napoleon’-instruktør sagde, da han blev klandret for periodemæssige unøjagtigheder: »Få jer et liv«.