»En ny æra begynder«, lød det fra Kevin Parker, da han tidligere i år udgav Tame Impalas første single i årevis, ‘End of Summer’.
Siden da har vi fået yderligere to singler og en albumannoncering, og nu kan danske fans desuden se frem til, at Parker næste år vender tilbage til Danmark. Helt specifikt Royal Arena, som han også gæstede i 2022.
At dømme ud fra Tame Impalas seneste besøg er der grund til at glæde sig. Soundvenues anmelder kvitterede nemlig med hele seks stjerner.
»Tame Impalas triumf af en koncert i Royal Arena var et dybt livsbekræftende vidnesbyrd om den samhørighed, der kan opstå mellem en veloplagt kunstner og et publikum, som bare er totalt klar«, lød det blandt andet dengang.
Albummet ‘Deadbeat’ udkommer 17. oktober og markerer Tame Impalas første af slagsen siden ‘The Slow Rush’ fra 2020.
Inden da gjaldt det hovedværket ‘Currents’, der for alvor cementerede Parker og hans psykedeliske pop-projekt som en af 2010’ernes mest markante musikalske skikkelser.
Billetsalget til koncerten i Royal Arena starter fredag 3. oktober.
Tame Impala
25. april
Royal Arena
Billetpris: 450-850 kr.
