‘Tak for ingenting’: Ulrikke Falch må gerne blive i Danmark for evigt
SERIE. På et tidspunkt talte seriekarakterer så meget til kameraet, at grebet mistede al mening.
Den fjerde væg blev konsekvent væltet, og det, der skulle være verfremdungseffekt, fik mere sådan en flad fornemmelse af samtalekøkken mellem skærm og menneske.
Så på papiret kunne man godt have det stramt med, at P3-serien ‘Tak for ingenting’ starter lige akkurat sådan. Men tværtimod er det befriende, at nogen faktisk prøver at sparke tingene lidt anderledes i gang. I hvert fald anderledes i dansk kontekst.
Efter et par genkendelige tricks fra Håndbogen til Serier om Eliten (lydbillede a la Vivaldis aggressive sommersats og højstilte skud af slotshave) er den første, vi møder, nemlig Hella Joof som familierådgiveren Bodil, der med øjenkontakt introducerer os for dem, det hele handler om: en rigmandsslægt uden noget efternavn.
En sjælden skuespilpræstation fra Joof, der har helliget sig instruktør- og gurugerningen, som er svær at være sur over. Også selvom det kun er i sekunder og for at fodre os med en kulturelt blendet pointe om, at forkælede rigmandsbørn er »røvirriterende«.
De pågældende voksenmøgunger hedder Valdemar (Magnus Haugaard) og Ella (Emilie Kroyer Koppel) og er børn af legetøjsmagnaten Rigmor (Lisbeth Wulff), og de kan rigtigt nok ikke kan finde ud af særlig meget andet end at bruge penge og være nederen.
Valdemar og hans elektrolyt-startup Nothing er et selvsmagende økonomisk hul, mens søsteren på ‘Succession’-vis har ambitioner om at arve sin mors magt uden at tilegne sig nogen kvalifikationer til det.
Så da rigmoren meddeler, at hele formuen skal omdannes til en velgørenhedsfond, fordi det hele er kommet til at handle om »at eje i stedet for at lege«, har de fyrede arvinger ikke meget andet at sige end »hvad fanden snakker du om« på deres affekterede nordsjællandske.
For at gøre ondt værre falder nyheden som starten på en årlig festweekend, hvor deres norske stedsøster Siri (Ulrikke Falch) er på besøg. Da Siri ovenikøbet udnævnes til kommende chef for hele velgørenhedsbutikken, fordi hun både har en uddannelse og en samvittighed, skifter de papfamiliære miner fra almindelig nedladenhed til koldblodet krig.
Samtidig bliver den uskyldige outsider selvfølgelig også smittet af alt storhedsvanviddet.
Det tager sig alt sammen flot ud, og der mangler egentlig ikke fortællemæssig gejst. Der mangler bare originalitet og dybde i fortællingen. Konflikterne og tilsviningerne er sjove, men bliver i længden ikke rigtig kvalificeret af noget, der er på spil andre steder end på papiret.
Magnus Haugaard er som altid skarp til at få enkelte replikker til at føles helt ikonisk sjove, og jeg er til falds for hver gang, han ondt efterligner sin søster og stedmors norske.
Når han til gengæld også skal til at overbevise som én, vi skal føle med, er der for langt fra den affekterede komik. Emilie Kroyer Koppel lykkes ikke rigtig med at gøre sin trustfund-baby til andet end en kliché.
Med fare for at begå samme omsorgssvigt som seriens matriark kan jeg ikke lade være med at favorisere ‘Skam’-stjernen Ulrikke Falch, der med overlegen kropslighed puster både humor og intensitet ind i sin karakter. Med den energi hun lægger for dagen, må hun gerne blive i dansk tv for evigt.
Lisbeth Wulff er en fornøjelse som den lesbiske matriark, der i nogen grad liver op i andre fortællingers stereotype onde firmafar. Men hun måtte godt have fået endnu mere plads at boltre sig på.
Det er vidunderligt, at man lader hende sidde for bordenden, mens børnenes far, Thomas Bo Larsen, i stedet er castet mod sin vante type som hendes bløde og forstående eksmand, der dukker op til weekenden direkte fra yogaretreat og da bare kan sætte sit ydmyge telt op i haven foran den enorme herregård.
Af en talentserie at være har ‘Tak for ingenting’ både kontakterne og ambitionerne mere end i orden.
Men lige så skarpt den kridter banen op, kommer serien til kort, når der skal forestille sig at være en større tyngde bag den komiske magtkamp, der opstår mellem de tre søskende.
Serien har kun fem afsnit af tyve minutter at gøre godt med, hvilket er for lidt tid til at forløse det, den prøver. Derfor er det heller ikke nogen dårlig nyhed, at ‘Tak for ingenting’ lægger op til en allerede bekræftet sæson to, der forhåbentlig kan nå spadestikket dybere.
Lige nu ligger det dog stadig serien til last, at den fortæller en historie, der er blevet fortalt et utal af gange og især for nylig. Uden rigtig at have noget nyt at sige.
Kort sagt:
‘Tak for ingenting’ har masser af potentiale, der forhåbentlig kan blive foldet mere ud i sæson 2. Indtil videre står serien dog mere som optakten til et bidsk drama om klasse og privilegier, som forbilleder som ‘Succession’, ‘Industry’ og ‘Arvingerne’ har foldet bedre ud før.
Anmeldt på baggrund af hele serien.