FILMFAVORITTER. Claes Bangs største ønske i verden er at arbejde med den afdøde mesterinstruktør David Lynch.
Selvom drømmen er uopnåelig – i hvert fald i dette liv – så vidner den om en sult efter eksperimenterende filmprojekter og en kunstnerisk passion, der lige siden det globale gennembrud i Ruben Östlunds ’The Square’ har affødt en imponerende produktiv udlandskarriere for den fynske skuespiller.
Med bærende roller i blandt andet Netflix-hittet ’Dracula’, Apple-serien ’Bad Sisters’, Robert Eggers’ vikingeblockbuster ’The Northman’, den stjernespækkede modeserie ’The New Look’ og det historiske drama ’William Tell’ har 58-årige Bang for længst cementeret sin status som en af landets største internationale stjerner.
I Stéphane Demoustiers ’Den nye triumfbue’ gestalter han en mindre kendt dansk skikkelse: arkitekten Johan Otto von Spreckelsen.
I 1983 blev Speckelsen – ikke ulig Bang – pludselig et verdensomspændende navn i en forholdsvis sen alder. For arkitektens vedkommende skyldtes det, at han ganske overraskende vandt buddet om at designe et monumentalt mediecenter i Paris, hvilket resulterede i den futuristiske Triumfbue-slægtning La Grande Arche De La Défense.
I filmen portrætterer den danske skuespiller en kompromisløs idealist, netop som han overrækkes nøglerne til et tilsyneladende uudtømmeligt budget og visitationskrav hos Frankrigs yderst designinteresserede præsident François Mitterrand (Michel Fau).
Snart kompliceres byggeprocessen af skiftende politiske vinde og historiens egentlige skurk: det franske bureaukrati, anført af en skarptunget projektleder (Xavier Dolan) og en konservativ arkitektkollega (Swann Arlaud).
Speckelsen er dog en rigid visionær, der nægter at ændre så meget som én eneste glasrude på sit mesterværk af praktiske hensyn. Imens forsøger hans hustru og forretningspartner Liv (Sidste Babett Knudsen) at udglatte for den store kunstners fatale ambitionsniveau.
Og nå ja – han gør det hele på flydende fransk. »Er der noget, Claes Bang ikke kan?«, måtte Soundvenues udsendte spørge sig selv efter filmens premiere på Cannes-festivalen tidligere i år.
Han kan i hvert fald også rose sine store forbilleder. Her fortæller Claes Bang om sit foretrukne filmiske mindfuck og at overgive sig til en vis auteurs sansebombardement.
Hvilken film har rystet din verden?
»Den film, der har fucket mest med mig, er Michael Hanekes første udgave af ’Funny Games’ fra 1997. Dengang havde jeg en ting med at optage film, der blev vist i fjernsynet, på VHS-bånd. Gad vide om det overhovedet er lovligt? Men i hvert fald – i første omgang vidste jeg ikke engang, om jeg gad optage den, fordi jeg syntes, titlen lød virkelig dum. Jeg anede simpelthen ikke, hvad fanden den gik ud på«.
»Men så jeg satte mig en søndag eftermiddag og smed filmen på. Og så ryddede den fuldstændig undermunden på mig. Den film fucker jo med én på den ondeste måde, fordi man ligesom familien i filmen bliver taget som gidsel«.
»På et tidspunkt tror man, at uhyrlighederne stopper, og at man får en lykkelig slutning – men så får en af skurkene fat i en fjernbetjening og spoler den film, vi sidder og ser, tilbage. Ikke engang under de værste gyserfilm har jeg følt mig så forsvarsløs. Det er helt klart den film, der har givet mig den stærkeste fysiske reaktion«.
Hvilken film har alt for få mennesker set?
»Jeg har for nyligt genset ’Opening Night’, og hold kæft hvor er det bare en fuldstændig sindssygt god film. Jeg ved godt, at John Cassavetes betragtes som kult i filmbranchen, og rigtig mange store filmskabere nævner ham som en stor inspiration. Men sådan bredt ud synes jeg, at man godt kunne kende ham bedre. Hvis man nævner titlen, er der ikke vildt mange, som nikker genkendende«.
»Han laver så overdrevet gode film. Især de der fire: ’A Woman Under the Influence’, ’The Killing of a Chinese Bookie’, ’Opening Night’ og ’Gloria’. Hans måde at fortælle historier og arbejde med skuespillere har dannet skole for jeg ved ikke hvor mange. Hold kæft hvor er Gena Rowlands (Cassavetes hofskuespiller, red.) også bare overset. Hun er et geni, synes jeg«.
Hvilken biografoplevelse husker du tydeligst?
»Altså min yndlingsfilmskaber i hele verden er David Lynch. Det er der ingen tvivl om. Og det er mere eller mindre hele hans samlede produktion. Nu om stunder er der jo ting og sager, der næsten lige så godt kunne fungere som et hørespil eller en podcast. Lynch lavede film på filmens præmisser. Han brugte filmmediet til at fortælle – altså han brugte rent faktisk billederne til at skubbe historien frem eller sætte stemningen«.
»’Inland Empire’ så jeg for første gang i biografen, og den er så sindssyg. Det er jo helt umuligt at holde styr på, hvad der foregår i den film. I virkeligheden er jeg jo, som folk er flest – sådan ’hov hov, det giver da ikke mening det der’. Men med hans film bliver jeg ligeglad med, om jeg intellektuelt forstår det. Hans film flytter ind i mig og bliver til et slags fysisk minde. Jeg elsker at sætte mig ned og bare lade det være det sansebombardement, det er«.
Hvilken dansk film anbefaler du udlændinge at se?
»’Antichrist’. I hvert fald noget Trier. Hans produktion er jo næsten lige så vild som David Lynchs. Det er fuldstændig forrygende og originalt, og jeg kan ikke komme i tanke om en film på dansk, som ville komme i nærheden af, må jeg sige«.
»’Antichrist’ bliver også til en fysisk oplevelse i min krop. Men jeg hader faktisk at forklare hvorfor. Det er lidt, som når jeg bliver bedt om at forklare, hvorfor jeg elsker min kone. Det bliver mindre af, at det skal intellektualiseres. Jeg kan bare huske, at den film virkelig ramte mig helt derinde, hvor det kan mærkes. Og så kan jeg ikke komme det nærmere«.
Hvis du skal vælge én, hvad er så den bedste film, du nogensinde har set?
»Det bliver ’Mulholland Drive’. Det ville være mit største ønske i verden at lave noget med David Lynch. Men det kan jo helt simpelt ikke lade sig gøre, fordi han ikke er hos os længere. Men han er den vildeste«.
»Der er en scene med de her to kvinder, der går ind og sætter sig i et teater og skal se en sangerinde. Vedkommende, der introducerer hende, gør et stort nummer ud af at sige, at det her er singback. Altså hun synger ikke rigtigt, det er ikke real. Og så står sangerinden jo der og synger hjertet ud af livet. Og lige pludselig falder hun om – men sangen fortsætter«.
»Det der mindfuck med, at man fem sekunder tidligere er blevet fortalt, at det her ikke er live, men jeg bliver så suget ind af kvinden, at jeg glemmer det. Det er et chok, da sangen fortsætter. Det er. Så. Fucking. Blæret«.
’Den nye triumfbue’ får biografpremiere 25. december.