SCENEN, DER FIK MIG TIL AT GRÆDE. Vi kender alle de mennesker, der er så magiske og uopnåeligt magnetiske, at man føler sig udvalgt i deres nærvær. Hvis du ikke gør, er det måske, fordi du selv er den person.
I Jesse Eisenbergs bittersøde komedie ’A Real Pain’ møder vi fætrene David (Eisenberg) og Benji (Kieran Culkin), der rejser til Polen på en jødisk kulturarvstur efter deres bedstemors død. Det er en buddyfilm med et dybt ærinde, da den undersøger alt det, mennesker bærer rundt på, men sjældent taler om.
David er introvert, kontrolsøgende og desperat efter at holde sit liv sammen som bannersælger og familiefar i New York. Benji er hans modsætning: uforudsigelig, dragende og rastløs. Han er sjov og charmerende, men bærer en tydelig uro.
Deres bedstemors historie – en kvinde, der undslap under Anden Verdenskrig og skabte sig et nyt liv i USA – ligger som bagtæppet. David har planlagt, at de skal have »the full experience« på en guidet gruppetur, hvor guiden James (Will Sharpe) åbner med ordene: »This will be a tour about pain«. Herefter bliver Polen og gruppen en slags resonansbund for fætrenes egne konflikter.
Benji forstyrrer konstant gruppens rytme, blandt andet da han insisterer på, at det er blasfemisk at sidde i en førsteklasses togvogn på vej mod en koncentrationslejr. Humoren er tør, men smerten ligger hele tiden under overfladen.
På rejsens sidste dag forlader de gruppen for at besøge deres bedstemors barndomshjem. De ender på en tagterrasse og genopfører et gammelt ritual: at ryge en joint sammen. Kameraet zoomer ud: Benji står henslængt med en spøjs fedora, mens David er stiv og anspændt. Her kan han ikke længere holde sammen på sig selv.
David fortæller, hvor frygteligt det var at finde Benji efter hans overdosis et halvt år tidligere, og hvor bange han stadig er. Det siger han uden melodrama, blot i en stemme båret af et livs tilbageholdt bekymring. Benji står ved siden af med et blankt og træt blik.
Så siger David linjen, der opsummerer deres forhold: »You light up a room and then you shit on everything inside of it«. Benji hører den, og vi kan tydeligt se frustrationen og skammen i hans udtryk.
Og lige her landede mine genkendelsestårer. Fordi scenen viser noget, de fleste af os forsøger at skjule: At vi både kan være elskværdige og ødelagte. At vi kan være dem, der fylder et rum, og dem, der gør det tungt. At smerte ikke kun er noget, vi udsættes for, men noget vi utilsigtet giver videre. Ligesom vores forældre – og deres forældre før dem.
I scenen ligger der en stille erkendelse af, at traumer sjældent starter hos os selv. De siver gennem generationer, skifter form, bliver til adfærd, undvigelser, idealer og sammenbrud. Og fætrene står midt i et mønster, de ikke har valgt, men forsøger at forstå og bryde.
Og så siger David, lige dele frustreret og ærgerlig, at det er synd. At folk elsker Benji. Ikke bare holder af ham, men elsker ham. At det både gør David jaloux og bange. For hvordan kan et menneske på én gang være så magnetisk og så gennemhullet af sorg?
Det er ikke mindst her, Kieran Culkin viser, hvorfor han vandt en Oscar for rollen. Han spiller en mand, der prøver at lade være med at græde, med et fnys, et nedslået blik og et halvhjertet smil. Alt det mennesker gør, når de prøver ikke at bryde sammen i et øjeblik, hvor nogen endelig ser dem. Han formidler præcis den smerte, der opstår, når man ved, at man skuffer andre, mens man selv bærer rundt på et hul, man ikke kan udfylde.
Livet gør noget ved os alle. Det eneste valg, vi har, er, hvordan vi svarer igen.
Det er ikke en stor scene. Det er bare to mennesker på et tag. Men netop i intimiteten bliver den så overvældende. Den viser, hvor skrøbeligt det er at være menneske, og hvor sjældent vi tør sige højt, hvad det egentlig koster at elske – og hvad det koster at være den, der bliver elsket.
’A Real Pain’ kan ses på Disney+ eller lejes på Blockbuster.