’Gaucho Gaucho’: Det majestætiske skud af argentinske cowboys får én til at tabe kæben
DOKUMENTAR. De færreste dokumentarister nøjes med at optage ét skud om dagen, når de arbejder på en film. Men det har altså været fremgangsmåden for biografaktuelle ’Gaucho Gaucho’, forklarer instruktørerne Michael Dweck og Gregory Kershaw i et interview med POV Magazine.
Den amerikanske duo stræber ikke efter klassiske journalistiske principper, så er man allergisk over for iscenesættelse i dokumentarfilm, kan man lige så godt blive væk. Ikke helt ulig den poetiske dokumentarist Gianfranco Rosi (’Notturno’, ’Fire at Sea’) er den amerikanske duo mere interesseret i smukke billeder og fascinerende miljøskildringer.
På begge fronter excellerede de med den charmerende dokumentar ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ fra 2021, der fulgte en samling gamle mænd, deres hunde og deres livspassion som findere af de norditalienske skoves sjældne hvide trøfler.
I den nye film har Dweck og Kershaw taget turen til den argentinske pampas for at følge en anden kultur med tæt forbindelse til natur og traditioner, nemlig de hesteridende kvægdrivere kaldet gauchoerne.
Her skinner instruktørernes æstetiske grundighed virkelig også igennem. Fra første scene bliver man fanget af talrige knivskarpe, sorthvide skud, som får lov til at stå længe. Særligt et majestætisk tracking-skud i slowmotion med tre gauchoer, der rider gennem landskabet, får publikum til at tabe kæben.
De velkomponerede billeder er ofte statiske, men de vrimler med liv. Vi følger de argentinske cowboys i deres hverdag, der både står på rodeoridning, båltænding, lassokast, empanadafoldning, knivslibning, kortspil, slangebøsseskydning, matédrikkeri og snak om gamle dage.
Blandt de sympatiske medvirkende er teenagepigen Guada, som drømmer om at blive en del af den mandsdominerede og farlige rodeosport, hvor en risikovillig rytter skal forsøge at blive på ryggen af en vild hest.
I den anden ende af flergenerationsportrættet finder man en ældre herre med langt, hvidt skæg, som har levet en alkoholiseret og egensindig tilværelse og, understreger han, ikke ville gøre noget som helst om.
’Gaucho Gaucho’ spiller bevidst på Hollywoods westernikonografi, og underlægningsmusik med akustisk guitar, korsang og en fløjtende melodi sender uundgåeligt tankerne hen på Ennio Morricones bidrag til spaghettiwesterns som ’Once Upon a Time in the West’ og ’The Good, the Bad and the Ugly’.
Men ’Gaucho Gaucho’ giver os også en uvant vinkel på de (nord)amerikanske cowboy-motiver i kraft af miljøets særlige argentinske forhold. De indebærer blandt andet særlige dragter, folkedans og spirituelle ritualer rettet mod Moder Jord.
Sidstnævnte må meget gerne sørge for livsvigtig nedbør snarest, mener de medvirkende kvæghyrder, som frygter en altødelæggende tørke. Deres stille bekymring – en underforstået klimavinkel – er handlingstråden med størst dramatik i en film, som ellers er mere hyggelig end decideret spændende.
Miljøskildringen i ’Trøffeljægerne fra Piemonte’ fik ekstra lag af konflikt og kontrast, når de landlige gamlinge stødte sammen med den mondæne verden, der køber, sælger og konsumerer de svinedyre svampe. Til sammenligning er ’Gaucho Gaucho’ en anelse mere ensidet.
Kun en enkelt gang clasher gauchoernes kultur faktisk med omverdenen. Det sker helt i starten, hvor Guada får en påtale af sin skolelærer for ikke at gå i den obligatoriske skoleuniform. I en anden scene nævner en mand, at gaucho-miljøet svinder ind, fordi flere unge mennesker forlader det.
Det havde været spændende at se mere til, hvordan det traditionelle lokalsamfund forholder sig til det moderne Argentina. Så havde forfaldsfortællingen måske også stået en anelse klarere frem. Men der er selvfølgelig også en pointe i, at de medvirkende næppe interesserer sig det store for modernitet.
Filmskaberne er øjensynligt gået efter et mere tidløst portræt af gauchoerne som et folk forankret i historien, traditionerne og ritualernes særlige rytme. Og det er de lykkedes rigtig godt med.
Kort sagt:
Den iscenesatte dokumentarfilm ’Gaucho Gaucho’ tegner et livligt og umanerligt billedskønt cowboyportræt, der både låner fra og går imod Hollywoods westerntradition.