Nogle af de mest opsigtsvækkende skuespilpræstationer fra 2025 vil blive hædret til og med de store prisshows herhjemme såvel som i udlandet helt frem til marts.
Men i årets løb er der også præstationer, der fæstner sig i hukommelsen, selvom de af den ene eller anden årsag måske ikke løber med alle statuetterne.
Her fremhæver vi nogle af vores favoritpræstationer fra årets løb. Ikke nødvendigvis de samlet set bedste præstationer, men dem, der overrumplede os, enten fordi vi ikke havde set den komme, fordi de åbenbarede et nyt talent eller bare fik os til at se en ny side af en velkendt skuespiller.
1. Teyana Taylor, ’One Battle After Another’
Teyana Taylor ser uvirkelig ud i ’One Battle After Another’, hvor hun har al den swagger, det kræver at slippe afsted med at spille et menneske ved navn Perfidia Beverly Hills. En voldsparat gudestatue, der kan finde på alt. Som at koste rundt med en ondsindet racistisk generals penis, mens hun tager ham til fange.
Ligesom Sean Penn bag førnævnte betagede lem er Taylors karakter konstant millimeter fra af være latterlig på den dårlige måde, men bliver det aldrig. I stedet er Perfidia et fascinerende kraftcenter, som hun kommanderer rundt med en sølle hoodieklædt Leonardo DiCaprio eller skyder et helt køns biologiske klaustrofobi ud foran automatriflen med sin gravide mave.
Ligesom sin oprørsgruppe The French 75’s mantra er hun komplet »free of fear«. En præstation fuldstændig uden bindinger og en fejlbarlig kvindekarakter med rødder i ’Kramer vs. Kramer’.
Leonardo DiCaprio og Benicio Del Toro leverer uundværlige storartede præstationer, der udfolder sig i løbet af hele Paul Thomas Andersons film. Men Tayana Taylor er kontakten, der tænder for højspændingen fra start og skaber al den politiske og moralske friktion, der gør ’One Battle After Another’ til en usædvanlig action-epic.
’One Battle After Another’ kan ses i biografen og på HBO Max.
2. Matthew Macfadyen, ’Death by Lightning’
Altså vi vidste jo godt fra ’Succession’, at Matthew Macfadyen kunne spille forsmåede opportunistiske undermålere, men der var nu alligevel en ganske særlig fornøjelse i at se ham gøre det gemt bag fuldskæg og bowlerhat i 1800-tallets USA.
Skuespilleren bag Tom Womsgans – og i et andet liv Mr. Darcy i ’Stolthed og fordom’ – spillede den mentalt plagede og politisk opvakte Charles J. Guiteau, som endte med at tage livet af USA’s 20. præsident, James A. Garfield. Og i denne rolle fik han mulighed for at gestalte vanviddet på en måde, som fik ’Succession’-Tom til at ligne et psykologisk pragteksemplar. Men det fine i Macfadyens spil er, at man ikke kan lade være med at have ondt af ham, uanset hvor anmassende, påståelig, løgnagtig og komplet utilregnelig han er.
Michael Shannon, der spiller Garfield i serien, var overrasket over, at det var rollen som veltalende og idealistisk præsident, han fik tilbudt, frem for den mere forrykte personage, han også har spillet sin del af. Vi er rigtigt glade for, at producerne så en fidus i at lade britiske Macfadyen inkarnere galskaben.
’Death By Lightning’ kan ses på Netflix.
3. Kirsten Dunst, ’Roofman’
Selvom scammingens storhedstid bestemt er alt andet end forbi i 2025, fortæller den groft oversete filmperle ’Roofman’ fra i år en virkelig svindlerhistorie fra 2004, der overgår den vildeste fantasi.
Her lykkedes det manden Jeffrey Manchester at opbygge en helt ny tilværelse med kæreste og stedbørn, mens han egentlig var på flugt fra en fængselsdom for at have røvet 45 McDonald’s-restauranter og boede hemmeligt i en Toys R’ Us.
Kvinden, han fandt sammen med, hedder Leigh, både i virkeligheden og i Derek Cianfrances filmversion ’Roofman’, hvor hun bliver spillet af Kirsten Dunst.
Og er hendes karakter så ikke en lallende idiot, siden hun lægger hele sit liv i tilværelsen på en tyvagtig løgner? Bestemt ikke.
Over for Channing Tatum opstår der en helt renhjertet filmforelskelse, man sjældent finder mellem to mennesker i 40’erne på film. En gnist, der gør ’Roofman’ til en decideret uforglemmelig film.
Dunsts præstation er på ingen måder en af årets mest hypede eller omdiskuterede, men den er en komplet påmindelse om, hvor evigt seværdig den 43-årige skuespiller er. Også når hun vender tilbage og viser den særegne sødme, der i sin tid gjorde hende til en kæmpestjerne.
’Roofman’ afventer streamingpremiere.
4. Jesse Plemons, ’Bugonia’
Konspirationteoretikere er ofte oplagte, lidt ynkelige skurke, man ikke tager helt alvorligt.
Alt det er Jesse Plemons også i Yorgos Lanthimos ’Bugonia’. Men han er samtidig frygtindgydende. Den måske mest nøjagtige skildring af staklen, der er faldet i fakenewsbrønden på internettet, men som måske er en af de mest reelle hverdagstrusler lige nu. En sitrende påmindelse om den voldsparate undermålers konstante trussel.
Egentlig ser Teddy jo tilforladelig ud. Det er i de små detaljer, Plemons gør ham ækel at både se og mærke.
Den gamle ’Breaking Bad’-skuespiller har mestret det uforudsigeligt gemene siden begyndelsen af karrieren, men med alt for få hovedrollepræstationer. I ’Bugonia’ satte han et nyt ætsende startpunkt for, hvor meget han kan foran et kamera. Og bar sig ad med at holde masken, mens han smurte Emma Stones barberede isse ind i creme. De mindeværdige bedrifter var flerfoldige!
’Bugonia’ kan ses på Disney+.
5. Maria Cordsen, ’Legenden’
Man kan godt argumentere for, at Maria Cordsen ikke helt har fået de chancer i dansk film, hun fortjener. Hun er ellers – fra debuten ’En, to, tresomt’ til DR-serien ’Fredsløs’ – altid overbevisende. Og med Netflix-serien ’Legenden’ fik hun endelig en vægtig rolle, hvor hun virkelig kunne udfolde talentet.
Hun spiller den hjemmegående husmor Ashley, som Clara Dessaus undercover-agent får til opgave at komme ind på livet af for at fælde Ashleys lyssky narkokonge af en mand, spillet af Afshin Firouzi. Og hun kniber utroligt meget substans ud af en rolle, som ellers sagtens kunne have været endt som en overfladisk papfigur.
Cordsen tegner karakteren som både en underkuet hustru, en naiv drømmer og en ensom sjæl, der vil gøre alt for den datter, der kommer mere og mere i klemme som følge af familiens kriminelle livsstil. Ashley er både blind og mærkeligt klarsynet, og det er i Cordsens scener mod slutningen, at serien virkelig rammer en følelsesmæssig nerve.
’Legenden’ kan ses på Netflix.
6. Matthew Goode, ’Dept. Q’
Der skal meget til for at få Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen til at ligne lallende amatører, men da man så Scott Franks engelsksprogede Netflix-udgave af Carl Mørck og Afdeling Q, forstod man pludselig godt, hvad det var, Jussi Adler-Olsen havde savnet i de danske forsøg på filmatiseringer.
I Matthew Goodes udgave trådte Morck for første gang i karakter som mere end en ensporet traumatiseret og gammelbitter efterforsker. Den engelske Carl i skotske Edinburgh var spydig, kynisk, egoistisk og knivskarp, men også et menneske af kød og blod, som man virkelig forstod.
Sådan var karakter- og replikarbejdet gennemgående sublimt i den nye overhaling af Jussiverse, så selvom man kendte historien, gjorde det ikke så meget. Man var i rigtigt godt selskab – ikke mindst takket være Matthew Goodes sjæleplagede hovedperson.
’Dept. Q’ kan ses på Netflix.
7. Aimee Lou Wood, ’The White Lotus’ og ’Toxic Town’
Fra Aimee Lou Wood meldte sin orgasmesøgende, crumpet-ædende ankomst i ungdomsserien ’Sex Education’, har den nordengelske skuespillers talent ikke været til at tage fejl af.
Men i år kom hun på hele verdenens landkort som den festlige Chelsea i ’The White Lotus’. Med alt, hvad det indebar af offentlig spekulation (om hendes offscreen-forhold til Walton Goggins) og en ’Saturday Night Live’-sketch om størrelsen på hendes fortænder. Begge ting, hun så vidt muligt holdt ud med bestemte nej’er og elegant humor.
Der var ikke vildt meget at råbe hurra for i sæson 3 af HBO’s feriehit, men Woods præstation var absolut blandt højdepunkterne. Som en lille stjernesol smeltede hun både Goggins og os andre med grin og gråd.
I den helt anden ende af spektret blendede hun lige så egnet ind i det socialrealistiske Netflix-drama ’Toxic Town’ som ung arbejdermor i den forurenede by Corby, der gør oprør efter at have mistet sin nyfødte baby til underudviklede lunger på grund af giftstøv i luften.
Hvis man troede, Aimee Lou Wood kun var god som hot fjollehoved, tog man altså fejl.
I Storbrittanien er hun desuden debuteret som serieskaber med den roste romantiske komedie ’Film Club’, som meget gerne må få dansk premiere.
Der er stadig et par år til, vi får hende at se som Ringo Starrs kone Patti Boyd over for Barry Keoghan, men indtil da venter en rolle i den stjernebesatte filmatisering af den svenske bestsellerroman ’Folk med angst’ over for både Angelina Jolie og Jason Segel.
’The White Lotus’ kan ses på HBO Max. ’Toxic Town’ kan ses på Netflix.
8. Michael B. Jordan, ’Sinners’
Det er jo absolut ingen overraskelse, at Michael B. Jordan kan levere en karismatisk præstation. Det har alt fra ’The Wire’ til ’Fruitvale Station’, ’Creed’ og ’Black Panther’ for længst slået en tyk streg under.
Men at han kunne levere to karismatiske præstationer i én og samme film, var alligevel overrumplende. Det amerikanske powerhouse spiller tvillingerne Smoke og Stack, der efter nogle succesfulde år i Chicago vender tilbage til sydstaterne med drømmen om at starte deres egen Juke Joint, et safe space for druk, hor og dans for de afroamerikanske beboere.
Uden at karikere kontrasten indfanger Jordan fint forskellene i de to figurerer – den ene udadvendt og fræk, den anden mere stille og kalkuleret – så man undervejs glemmer totalt, at de jo ikke kan have været foran kameraet samtidig.
Det var desuden skønt at se Jordan arbejde i lidt mere nuancerede menneskelige typer end i de store blockbusters, han har brugt det meste af sin tid på de seneste år.
’Sinners’ kan ses på HBO Max.
9. Tom Pelphrey, ’Task’
Hvem er den her fyr, tænkte vi, da vi så de første afsnit af HBO-serien ’Task’? Har vi set ham før bag fuldskægget og hestehalen, denne melankolske og grundsympatiske skraldemand, der sætter sin families sikkerhed over styr for at røve narkobuler med stor systematik?
Vi havde rent faktisk set skuespilleren bag den plagede fuckup Robbie Prendergast tidligere, fra ’Banshee’ til ’Ozark’ og ’Mank’. Men det var først i Brad Ingelsbys serie, at Tom Pelphrey rigtigt trådte frem for øjnene af os.
Som en mere blød udgave af Tom Hardy udstrålede han en destruktiv maskulin energi, det var umuligt at tage øjnene fra, samtidig med at man holdt af ham, uanset hvilke fatale fejltrin han begik med hævn og håbløse aspirationer i øjnene.
Behold bare fuldskægget, Tom Pelphrey. Det er din superkraft.
’Task’ kan ses på HBO Max.
10. Freja Klint Sandberg, ’Ingen kære mor’
Endelig fik de danske filmseere lov til at opleve det stortalent, Freja Klint Sandberg længe har demonstreret på de københavnske teaterscener, men som på skærmen indtil videre har været afgrænset til små, men glimrende biroller i eksempelvis ’Orkestret’.
Rollen som den halvbarnlige Loui i Charlotte Brodthagens spillefilmdebut ’Ingen kære mor’ kunne ikke have været en mere passende affyringsrampe til at vise, at den unge skuespiller har format til at spille modigt og sjovt op ad nogle af de allerdygtigste skuespillere i Danmark. Uden den mindste smule frygt for at trampe rundt i dårlig stemning.
Komedietækket og karismaen er helt åbenlys, men der er drysset sårbarhed udover hele præstationen som datterrelæet Loui, der prøver at samle sin terminalt kræftsyge mor (Lene Maria Christensen) og ultraexcentriske mormor til den sidste uskyldige jul.
Når Freja Klint Sandberg spiser texmex-tacos med Birthe Neumann, gider man virkelig godt se på.
’Ingen kære mor’ kan ses i biografen.
11. Joel Edgerton, ’Train Dreams’
Han er i virkeligheden lidt af et ciffer, hovedpersonen Robert i Clint Bentleys smukke og kontemplative ’Train Dreams’. En stille og observerende skovhugger, der forundres over det amerikanske samfunds store forandringer op gennem første halvdel af 1900-tallet, og som prøver at forene sig med de uretfærdig- og ulyksaligheder, der rammer ham undervejs.
En voice-over udlægger med en let distance Roberts filosoferende tanker om livet og verden, mens skuespilleren, der lægger krop til, skal udtrykke meget med relativt få virkemidler. Det gør Joel Edgerton til et rungende 12-tal.
Der er noget næsten naivistisk over ham, samtidig med at han viser sig som en kapabel husbond og far, da han møder den søde Gladys, spillet af Felicity Jones. Det er svært ikke at blive berørt af skildringen af denne helt almindelige amerikanske mand, der kæmper med at finde mening i et hårdt liv, som han måske på nogen måder er for blød og tænksom til.
Ingen af disse følelser ville blive vakt uden Edgertons nænsomt empatiske spil.
’Train Dreams’ kan ses på Netflix.
12. Odessa A’zion, ’I Love LA’
Det kræver enorme armbevægelser at hamle op med en figur som Rachel Sennott.
I ’I Love LA’ er det præcis den opgave, Odessa A’Zion skal løse i rollen som den monomyne influencer I.T.-girl-type Tallulah, der vader ind i veninden Maias (Sennott) liv, stjæler rampelyset, har telefonsex i hendes seng og drikker al hendes orangevin. Med bravur for total øretæveindbydende hot girl-attitude.
Karismaen er endnu mindre til at tage fejl af, når man opdager, at A’Zion – før hun gav sig selv et nyt efternavn – hed det samme som sin mor: Adlon. Som i Pamela Adlon, powerhouset bag ‘Better Things’.
Nepobaby eller ej er hun glimrende komisk selskab. På den anden side af nytåret udgør Odessa A’Zion Timothée Chalamets hårdtprøvede sidekick i den længeventede Marty Supreme. Og så kan man jo også glæde sig til sæson 2 af ’I Love LA’.
’I Love LA’ kan ses på HBO Max.