DE MEST SEXEDE SANGE. Da amerikanske St. Vincent med det borgerlige navn Annie Clark i 2017 allierede sig med producertalentet Jack Antonoff for at indspille efterfølgeren til sit storroste selvbetitlede album, var der nok mange indie-hardlinere, som rynkede på næsen.
Antonoff havde skrevet sange med Taylor Swift til ’1989’ samt produceret Lordes ’Melodrama’. Han var ikke umiddelbart et oplagt match til St. Vincents artrockede og tit ret mørke univers. Eller, det vil sige, lige indtil det stod klart, hvad Annie Clark pønsede på med ’Masseduction’ (med kun to s’er), som albummet kom til at hedde.
Hele St. Vincents karriere har drejet sig om personaer. På debuten sang hun »I’m not any, any, any, any, any, any / Anything at all« (eller »I’m not Annie«). ‘Actor’ fra 2009 var et angstanfald i technicolor-farver, og ‘Strange Mercy’, samt førnævnte selvbetitlede album, beskrev Clark selv som henholdsvis »housewives on pills« og »near-future cult leader«.
‘Masseduction’s arketype beskrev hun kort og godt som »dominatrix at the mental institution«.
Stævnemøde på Madame Tussauds
St. Vincents nye persona gik all-in på forførelse og kontrol, som man også hurtigt mærker det på albummets titelnummer. En afgrundsdyb basrumlen, japanske tilråb, der kan oversættes til noget i retningen af »magt korrumperer«, og så indtager St. Vincent scenen.
Hun kaster om sig med (pop)kulturelle referencer. Hendes stemme er ulidenskabelig, og hun lader de absurde fetich-forestillinger af punkrock-romantikere strøet ud over køkkengulve og Marlboro-rygende »nuns in stress position« tale for sig selv. Selve symbolet på forbudt begær, Nabokovs ’Lolita’, dukker også op.
St. Vincent tvinger lytterens tunge ud af munden med lige så stor selvfølgelighed, som hun betvinger sin guitar. Der er ikke pt. nogen større fortælling; der er en bunke billeder, der vil under bæltestedet.
Visuelt gik Annie Clark også bananas med ’Masseduction’. St. Vincent har som projekt altid haft et visuelt fokus, men aldrig så pang og overdrevet som på ’Masseduction’. Ud med pastelfarver og kantede designs, ind med latex, leopard-leotards og kropstætte kjoler.
Turnéen, der blandt andet bragte hende til Roskilde Festival i 2018, var syleskarpt koreograferet, og mændene i bandet havde strømper og blonde grydehårsparykker på hovedet. Clarks tomme blik på pressebillederne fik det hele til at virke som en særudstilling på Madame Tussauds: Det ligner et menneske, men er der noget bag de blanke øjne?
»Don’t turn off what turns me on«
Mit svar vil være et rungende ja, men St. Vincent pakker det ind i sex, kinks og utæmmet lyst, som når hun fysisk kommer brasende gennem en orange væg. På den anden side synger hun på sangen ’Masseduction’ de sigende ord: »I can’t turn off what turns me on«.
Selvom mixet er bygget op omkring farvefulde synths og elektroniske beats, kommer guitaren uventet som en vinkelsliber og skærer sig ind i produktionen. Den er (fallisk) gennemborende og alt andet end pink og pang.
For ’Masseduction’ er en sang om lyst uden kærlighed eller omsorg. Det er rent instinkt og vel nærmest lyden af at slænge sig på et velourgulv uden tanke på andet end den næste forløsende (selv)tilfredsstillelse. Og hvor komisk og sexet det faktisk ser ud, når man slænger sig på et velourgulv.
Midt i sexfantasierne, liderligheden og galskaben er det ret tydeligt, at St. Vincent ikke gik pop for at skabe et ensidigt sexet dominatrix-værk.
Der gemmer sig et snigende mørke, som kommer op til overfladen i den sårbart diva-agtige linje »oh, what a bore to be so adored«. Egentlig lyder det harmløst selvoptaget, men hele problemet ligger i, at sangens jeg klart er bedst til at lytte til sine egne lyster og behov.
Hvem forfører, og hvem bliver forført? ‘Masseduction’ lyder meget som »mass destruction«, og til sidst i nummeret bliver der også byttet rundt, så det robotagtige kor til sidst sidder fast i et gentagende »mass destruction!«.
Det lyder halvt som en hed og horny fantasi, halvt som hybris og kontroltab. En flænsende beskidt guitarsolo får lov til at runde sangen af, mens St. Vincent med desperate sengekants-ad libs prøver at holde fast i sit utøjlelige begær. Mennesket bag den latexglatte facade klynger sig til det sidste.