’Song Sung Blue’: Musik-biopic med Hugh Jackman og Kate Hudson drukner i patos
FILM. Jeg er ved at være mæt. Mæt af biopics og genrens allestedsværende fetichering af kendte og nostalgi. Mæt af look-a-like-entusiasme og de ofte ensporede fortællinger.
Men jeg går ikke fri eller sulten, for Craig Brewer har lavet den nye portrætfilm ’Song Sung Blue’ og udruller nok engang en virkelig historie om kærlighed og stjernedrømme – og om Thunder and Lightning.
Du ved, kunstnernavnene på det amerikanske ægtepar og den musikalske duo, der ikke blot kæmpede sig gennem afhængigheder og en benhård showbizbranche, men også gennem en anden artists repertoire.
For da den ædru alkoholiker Mike Sardina (Hugh Jackman) – bilmekaniker om dagen, drømmende og guitarspillende entertainer om aftenen – møder den lige så sangglade alenemor Claire (Kate Hudson), beslutter de sig for at blive gift, skabe en sammenbragt familie og lave en Neil Diamond-tribute.
Yes, der sker meget i det lille hjem og i den visuelt fornøjelige film. Og med patostunge american dream-floskler hives vi lettere forpustende med på Milwaukees landeveje og casinoer, når ægteparret skal underholde – og når Mike/Lightning imiterer en af USA’s store singer-songwriters.
Men alt er ikke fryd og ’Sweet Caroline’. Der er ups og utallige downs – og den mandlige hovedpart vil ikke nøjes med lystige crowdpleasere. For det bedste gemmer sig sommetider i det oversete, hvorfor han insisterer på, at coverbandet også fremfører den mere ukendte ’Soolaimon’.
Good choice – den giver slutteligt gåsehud. Alligevel tror jeg hellere, jeg vil se/høre Kate Hudson synge sin psyko-version af ’You’re So Vain’ i ’How to Lose a Guy in 10 Days’ og genopleve Mr. Jackman brøle om brød og franske revolutioner i 00’er-filmatiseringen af ’Les Mis’.
Selvom musikken generelt velspiller i ’Song Sung Blue’, føles flere elementer nemlig en smule off key.
Blandt andet at de to hovedrolleindehavere – trods overbevisende sangskills og skuespilmæssig tæft – aldrig får lov til at udfolde de karakterer og det miljø, der ellers rummer et betydeligt potentiale.
Ej, det er løgn. Det semi-lykkes faktisk at tegne et troværdigt arbejderklassesportræt, ligesom filmen – bevæbnet med alt fra karaoke til nylonfrynser og vindmaskiner – viser, at selv de mindste (og mest udskældte?) scener kan indfri store drømme.
Men når biopic’en pludselig tager en voldsom spritbilistisk drejning, formår den ikke at gribe hårdt nok om sit eget blødende hjerte eller fortællingen om, hvad både økonomiske og helbredsmæssige udfordringer gør ved en familie og et ægteskab.
Med en spillelængde på over to meget, meget lange timer burde der ellers være tid nok til fordybelse i interessante tematikker. Desværre har Brewer lidt for travlt med at producere overfladisk, hollywoodyficeret følelsesporno og rette kameraet mod dramatiske elementer som død, ødelæggelse og dansende børn. Alt sammen i en lidt irriterende og overivrig mission om at bevæge sit publikum.
Ret skal være ret: Jeg blev rørt. Og jeg grinte sågar ægte op til flere steder, måske særligt grundet det glimrende birollecast bestående af blandt andre Michael Imperioli, James Belushi og Mustafa Shakir, der smitter med varme og sjove replikker om Buddy Holly og læder.
Men heller ikke deres karakterer får ordenligt med shine eller nuancer. De bruges primært som medaktører i filmens ellers ret sympatiske hovedpointe: Folk, der ydmygt pynter sig med lånte fjer – eller rocker Karen-frisurer – kan sagtens levere både autenticitet og nævneværdig kunst.
Fandeme ærgerligt, at instruktøren og de øvrige skaberkræfter ikke helt evner det samme.
Kort sagt:
’Song Sung Blue’ vil have dig til at græde. Men de ægte følelser – og væsentligheder – drukner i overdramatisk hollywood-patos.