‘Send Help’: Rachel McAdams er frygtindgydende i Sam Raimis blodige og legesyge overlevelsesthriller
FILM. Hvis du skulle overleve et flystyrt og strande på en øde ø, hvem vil du så helst være alene med? Din lækre chef, som du er pinligt forelsket i, eller din sexistiske chef, som systematisk underminerer dine evner?
For den socialt akavede Linda Liddle (Rachel McAdams) bliver begge dele virkelighed. Hun og Bradley Preston (Dylan O’Brien) er de eneste overlevende efter et flystyrt på vej til et forretningsmøde i Bangkok, og pludselig er deres magtforhold vendt på hovedet.
Linda har knoklet sig gennem strategi- og eventafdelingen i Bradleys fars firma, og faren når akkurat at antyde en forfremmelse, inden han stiller træskoene. Nu er Lindas fremtid i stedet op til Bradley – en mand, der foretrækker golf, glamour og tom smalltalk frem for Lindas excel-ark, tunsandwich og faktiske kompetencer.
Når Linda ikke bliver ignoreret på arbejdet, ser hun ’Survivor’ derhjemme med sin undulat Sweety og drømmer om en dag at bevise, at hun kan mere end at tage noter til andres idéer. Den drøm bliver brat til virkelighed, da hun inviteres med på en forretningsrejse – kun for at opdage, at hendes kolleger hånligt har gravet hendes castingvideo til overlevelsesprogrammet frem.
Mens de griner, arbejder hun videre på den præsentation, der skal sikre hende anerkendelse. Flyet styrter, kollegerne mister lemmer på groteske og komiske måder, og fordi de er så gennemført usympatiske, er det unægteligt underholdende.
Tilbage står Linda og Bradley. Overleveren og overklassefyren. Hun kan tænde bål, fange mad og improvisere våben. Han kan brokke sig, forhandle og vente på redning. Linda nyder for første gang at have magten, mens Bradley desperat vil væk. Og på bedste ’Lost’-manér handler kampen nu ikke kun om at overleve øen, men også hinanden.
Hvor Ruben Östlunds ’Triangle of Sadness’ brugte øde ø-fortællingen til at lave en bred klassekritisk satire, zoomer Sam Raimi i ’Send Help’ helt ind på den intime relation mellem to mennesker fra hver deres yderlighed. Raimis ærinde er ikke samfundsanalyse – det er trods alt manden bag ’Evil Dead’, hvis særkende er at skabe et blodsprøjtende gyserkomisk univers. I stedet bruger han Linda og Bradleys modsætningsforhold som afsæt for enten komisk forløsning eller klam konfrontation.
Det sker blandt andet, når Linda ene kvinde nedlægger et vildsvin med et hjemmelavet spyd, mens dyrets øjne udspiles, blodet fosser, og lydsiden svælger i splat. Eller når hun (naiv og håbefuld) falder for Bradleys forsoningsforsøg og ender med at kaste op i stride strømme. Raimi ved præcis, hvornår noget skal være ulækkert, hvornår det skal være sjovt, og hvornår det helst skal være begge dele på én gang.
Med sin simple præmis føles filmen en smule lang mod slutningen, men det opvejes af de to hovedroller. Rachel McAdams spiller bevidst sin hidtil mindst attraktive karakter og gør det med små, nærmest mikroskopiske ansigtstrækninger, der gør Linda både irriterende, frygtindgydende og rørende. Det er let at forstå, hvorfor Bradley ser på hende, som var hun landet fra Mars – og lige så let at holde med hende.
Overlevelsesthrilleren bliver aldrig decideret uhyggelig, bortset fra et par effektive chokøjeblikke, der får én til at hoppe i sædet.
Til gengæld er ’Send Help’ gennemsyret af Raimis karakteristiske energi: ungdommelig, legesyg og med en splattet sans for timing, der minder lige så meget om hans ’Spider-Man’-film som hans gysere.
Kort sagt:
’Send Help’ er ikke dyb, men den er blodig, sjov og charmerende. En veloplagt chef-medarbejder-komediegyser, der viser, at Sam Raimi stadig er bedst, når han leger med både magt, klasse og kvalme.