Søns selvbetitlede album lyder som et kærlighedsbarn mellem Radiohead og DJ Alligator
ALBUM. På en måde lyder ’Søn’ lidt som om, at bandet ikke helt var enige med sig selv, om de skulle være artsy som Björk eller Radiohead, eller om de skulle gå fuld ’Doctor Jones’ på den.
I det store hele omfavner Søn en mere tilbageholdt lyd på deres selvbetitlede album. Selv deres party anthem ’Pissoir’ er lavmælt, selvom nummeret har en tydelig rytmisk fremdrift. Synthesizermelodien i omkvædet lyder som noget taget direkte fra de klubvenlige radiohits fra 10’erne – tænk Pitbull og Avicii – men hele konteksten omkring den er håndspillet og underspillet.
Akkordbrydninger på en rentklingende guitar, trommer, der ikke beskæftiger sig med at fylde mere end nødvendigt, og Kristoffer Jessens spinkle og ekvilibristiske sangstemme, der beskriver en bytur, jaja, men også den afmagt, der kan ligge i at føle sig alene i mængden.
Clashet imellem det højkulturelle og det kitschede er allerbedst eksemplificeret på albummet andensidste sang, ’Fællesgrav’: »Og hvis du sku’ dø her, dø her med mig / sku’ vi så ha’ en fællesgrav / med UV-belysning og softicemaskine / et anlæg, der spiller ’I Gotta Feeling’«.
Tekstmæssigt befinder vi os et sted, hvor der er plads til at beskæftige sig med store, eksistentialistiske temaer som døden, og hvad der kommer efter den, og samtidig også Black Eyed Peas og UV-lys. ’Søn’ er beviset på, at de to ting godt kan eksistere side om side, uden at det ene punkterer det andet.
Dette kommer nok næppe som en overraskelse for dem, der har fulgt med i forsanger Kristoffer Jessens andet virke som musiker. Udover Søn spiller Jessen med i en jazzet duo, Vang og Jessen, og Slush Eyes, der beskriver sig selv som DK Dance, og som ikke overraskende i stor stil lader sig inspirere af eurodance fra 90’erne og 00’erne.
Man skulle tænke, at enhver anden kunstner, der har så alsidigt et bagkatalog, ville gøre mere ud af at dele projekterne op, så det ene ikke krydsbestøver det andet, og hele det musikalske virke bliver til en genreforvirret og ufokuseret masse. Det virker dog ikke til, at Jessen og resten af Søn har beskæftiget sig meget med genreopdeling på deres nye album.
’Søn’ er en pærevælling af modsatrettede inspirationskilder. Og hvorfor skulle man ikke kunne synge om døden, Breezer Raspberry, en far, der ikke kom med på ferie, hjemmehjælperrobotter og frygten for at miste sin mor over en synthesizermelodi, der kunne være taget direkte ud af en Pitbull-sang?
Der er i virkeligheden meget i tidsånden, specielt når man kigger på den københavnske musikscene lige nu. 100%Wet blandet indadvendt guitarmusik og breakbeats, og Smerz kan lave inderlige ballader som ’You Got Time and I Got Money’ og smånaive og spartansk orkestrerede festsange som ’Feisty’.
Fordelen ved at have så modsatrettede inspirationskilder er, at man er sikker på at skille sig ud. Jeg mindes en musiker, jeg så på Instagram, der lavede dubstep-covers af big band-swing-numre fra 40’erne og 50’erne. Det er unikt og memorabelt, men af alle de forkerte årsager.
Søn formår derimod at blande deres sammensurium af inspirationskilder på en måde, hvor det bygger hinanden op, og alle genretrækkene viser sig fra hver sin stærke side. Det er DJ Alligator og Radiohead i skøn harmoni.
Kort sagt:
Søns selvbetitlede album er en vellykket blanding af dansepoppede synthesizermelodier, underspillet artrock, Breezer Raspberry og eksistentielle spørgsmål om liv og død. Bandet beviser, at modsatrettede inspirationskilder og følelser ikke kun kan være en ufokuseret pærevælling, men også en styrke.