Gents ‘Masculinity’
Skal man tro mediebilledet, er manden i krise.
Han kan ikke byde en kvinde op til dans uden at frygte for overgrebsanklager. Han ved ikke, hvem han er, hvis Andrew Tate ikke fortæller ham det. Han er toksisk. Han er performativ. Han føler sig rådvild og fortabt, på én gang privilegeret og værdiløs.
Det har danske Gents lavet en plade om, der på forbilledlig vis kombinerer følsom sangskrivning med virkelig sjov satire. »I’m male gazing into the abyss«, lyder det et sted. »Damn, it hurt / When you called me a golden retriever / A two-dimensional, adorable puppy«, lyder det et andet.
»We split the bill from the drug store / On your contraceptive pills / So you might say I′m a feminist at heart«, hedder det på sangen, der slet og ret hedder ’Feminist’. Man har lyst til at citere i det uendelige.
Men som altid hos Gents er Niels Fejrskov Juhls indsmigrende baryton-croon og Theis Vesterløkkes varme, stemningsfulde produktioner bare virkelig dejlige at lytte til. Kom for humoren. Bliv for skønheden. –RW
Fakemink ‘The Boy Who Cried Terrified’
Fakemink har været klar i spyttet omkring, at ‘The Boy Who Cried Terrified’ ikke er den store, karrieredefinerende udgivelse, der skal kapitalisere på sidste års gennembrud.
I stedet er mixtapet en slags optakt til det kommende album ‘Terrified’. Det er hans ‘Days Before Rodeo’. Hans ‘Darkest Before the Dawn: The Prelude’.
Måske er det også derfor, at Fakemink bruger så meget af spilletiden på at teste nye temperamenter af. Eksempelvis har London-rapperen vel aldrig lydt så cinematisk – eller så, ja, terrified – som han gør i de første sekunder af åbningsnummeret ‘Blow the Speaker’.
Højdepunktet er lukkeren ‘FML’, hvor Fakemink interpolerer Frank Ocean over et knitrende Burial-sample og reflekterer over sin nyfundne stjernestatus. Hvis det er retvisende for, hvordan det egentlige album kommer til at lyde, har vi noget virkelig godt i vente. –MH
Emily Scott Robinson ‘Appalachia’
»The time for flowers will come again«, erklærer den amerikanske countrymusiker Emily Scott Robinson på et af mange højdepunkter på hendes nye, strålende album, ’Appalachia’.
Det er svært at forestille sig ord, der kunne ramme mere kærkomment i denne mørke, skumle, triste tid end netop disse. Specielt når de leveres med Robinsons knejsende bjerglandskab af en stemme over knitrende guitarer og strygere, der strækker sig som en blå himmel over prærien.
Robinson ved godt, at det ser sort ud – »Tell me, what’s the point in planting pretty things in these days of darkness and disease? The world is burning, have you not heard?«, spørger hun blandt andet – men melankolien følges af en konstant uimodståelig håbefuldhed.
Selv albummets mest triste stunder føles som lindrende lysterapi. Måske fordi de gør mørket mytologisk og billedligt, ikke tomt og meningsløst.
»Everyone drinks here and no one makes trouble / We got miners and ranchers, rednecks and hippies / Hotshots and cowboys, poets and lefties«, synger hun på ’Dirtbag Saloon’.
Som hos Dolly Parton er countrymusikken for Robinson et universalistisk, samlende rum, hvor alle er velkomne. Det mærker man overalt på ’Appalachia’. Og man får formentlig endnu en mulighed for at opleve det, når hun til sommer gæster Tønder Festival. –RW
Xiu Xiu ‘Xiu Mutha Fuckin’ Xiu Vol. 1’
Cover-album har et trist omdømme. I manges bevidsthed fungerer de primært som et produkt af kontraktuelle krav – eller af skriveblokade.
Og der er da helt sikkert også mange eksempler på, at det ikke er alle bands, der i lige høj grad mestrer fortolkningens kunst. Men de amerikanske eksperimentalister i Xiu Xiu gør.
2013’s ’Nina’, hvor de vendte vrangen ud på sange fra Nina Simones katalog, og 2016’s ’Plays the Music of Twin Peaks’, der ganske rigtigt består af fortolkninger af musikken fra David Lynchs tv-serie, er begge højdepunkter i kataloget.
På ’Xiu Mutha Fuckin’ Xiu: Vol. 1’ har bandet kastet sig over sange af blandt andre Robyn, Talking Heads og Soft Cell, og resultatet er som altid både overraskende og vildt.
’Dancing On My Own’ flås væk fra dansegulvet og efterlades som en kold og forslået skygge af sig selv i en mørk gyde. ’Psycho Killer’ spilles så manisk og, ja, psycho, at den nærmest falder fra hinanden.
Mest overraskende må være bandets iskolde fortolkning af GloRillas ultraliderlige rap-banger ’Lick or Sum’. Der findes næppe nogen, der havde regnet med at høre Jamie Stewart udtale ordene »lick on my clit, make this pussy cream«. Eller at det ville fungere. –RW
Joyce Manor ‘I Used to Go to This Bar’
Det bedste ved Joyce Manor-album er, at de altid er glimrende. Det næstbedste er, at de sjældent varer meget mere end et kvarter.
Således også på deres syvende album, ‘I Used to Go to This Bar’, hvor bandet igen formår at klemme ni smittende poppunk-perler ind på bare 19 minutter, men hvor de samtidig udvider udtrykket med harmonika, keys og ikke mindst janglepop på førstesinglen ‘All My Friends Are so Depressed’.
Altså, sangen lyder jo næsten som The Smiths!
Man fornemmer, at medlemmerne er blevet ældre, og mere end nogensinde synes Barry Johnsons beretninger om forstadslivet at være tynget af en eksistentiel grundangst, der vel er en del af at blive voksen.
Heldigvis er bandet stadig i stand til at skrive moshpit-parate kæberaslere som åbningsnummeret ‘I Know Where Mark Chen Lives’. –MH
Dry Cleaning ‘Dry Love’
»’Secret Love’ er som en ASMR-video i et dårligt syretrip«, skrev Soundvenues Jens-Christian Dyhr rammende i en femstjernet anmeldelse af britiske Dry Cleanings tredje album.
Med forsanger Florence Shaws fuldkommen tonløse spoken word-levering og bandets kantede postpunk-rytmer, der rammer som en serie af små piskesmæld, er der noget koldt og uforsonligt over universet.
Også selvom humoren altid også er inden for rækkevidde. Som på ’Evil Evil Idiot’, der forvandler meal prepping-influencerens kække rådgivning til et grotesk mareridt:
»I like to burn my food up / Flames baptise the filth of plastic surfaces that has migrated onto my precious natural ingredients / I could never live with someone / Who didn’t enjoy scorched and burnt foods as much as me«, lyder det, mens lydbilledet flænses af mørke, forvrængede guitarer.
Det er totalt foruroligende. Måske fordi Dry Cleaning udstiller den uhygge – den følelse af, at noget er off – der i forvejen hjemsøger mad-influencere og ASMR-videoer. –RW