’Elitedanserne’: Ny DR-dokumentar lægger sig i smørhullet mellem curling- og trivselsdebat
DOKUMENTARSERIE. Takten skal findes, og VM skal vindes. Punktum.
Intet mindre kan gøre det for ShineDanceCompanys hiphopformationshold i ’Elitedanserne’: en ny DR-dokumentar, der følger 21 piger mellem 12 og 15 år, mens de træner og konkurrerer til både nationale og internationale mesterskaber.
Der svedes og freestyles, mens vi fornøjeligt stifter bekendtskab med blandt andet gruppens absolutte stjerne Filipa, flokkens generte pige Malou og go-getteren Silje, som viser, at vilje og passion (og face, face, face) sommetider kan overshine medfødt talent.
Når vi ikke er i det lufttætte træningslokale, får vi i sync-sekvenser adgang til deres teenageværelser, hvor de generøst fortæller om store dansedrømme og en underliggende følelse af utilstrækkelighed – eller som en af dem så rammende og præstationspresset siger:
»Jeg gør mit fucking bedste«.
You and me both, sister. Og faktisk tror jeg, at sådanne ærlige udmeldinger vil ræsonnere hos mange af public service-kanalens yngre seere.
For ja, det er umiddelbart en historie om et elitemiljø fortalt i korte, YouTube-agtige bidder – og en serie, der understreger, hvor åndssvagt sejt det ser ud, når dygtige folk gør dygtige ting synkront.
Men skaberkræfterne sigter også mod noget større: en almengyldig coming of age-fortælling om identitet, ansvar, rivalisering og modet til at træde frem i lyset.
I ’Elitedanserne’s bedste dele bliver man decideret rørt over, hvordan de både famler efter fodfæste – og fællesskab – og indtager floor med selvfølgelighed. Men selvom instruktør Isabel Kille tydeligvis kerer sig for den unge stemme, føles det sommetider, som om seriens POV bliver danselærerens.
Hvilket nok er uundgåeligt. Det er nemlig svært ikke at lytte til koreograf Regitze Mogensen – for nogle kendt som fierce mastermind fra første sæson af TV 2-programmet ’Forræder: Ukendt grund’ – og det er præcis det, der gør hende til en god og respektindgydende underviser.
Muligvis også det faktum, at hun har en von Trapp-lignende begejstring for fløjter og mantraet ’kæft, trit og kropskoordineret retning’.
For flere kan det virke lidt barskt, når de forpustede piger irettesættes og får skældud – eller ’tvinges’ til at tage det sene S-tog. 2026 er jo som bekendt året, hvor vi forsøger at støtte unges trivsel, mentale helbred og faste sengetider.
Men det er også curlingtendensernes og nepobabismens æra, hvor Gen Z fortælles, at de kan blive alt – selv ved low effort. Det er derfor forfriskende, at public service-kanalen tør vise hårdhed uden nødvendigvis at dæmonisere den og blotlægge, at (kærlig) modstand i bedste fald skaber karakter og guldstyrke hos formbare teenagere.
Og bare rolig … Der er skam også en gennemgribende omsorg og støtte, mens hiphop-damerne balancerer cute barndommelighed med benhårde ambitioner – og slutteligt sikrer deres vej til vilde dance battles og præmiepodier.
Speaking of konkurrencer og valorisering er det svært ikke at sammenligne denne miniserie med instruktørens fortløbende og umådeligt vellykkede fodbold- og ungdomsportræt ’Brøndbypigerne’ (som jeg lige nu fortryder, jeg ikke honorerede med fem stjerner). Desværre er danseprogrammet ikke en helt lige så stærk, charmerende eller velfortalt oplevelse.
For uagtet at ’Elitedanserne’ æstetisk fremstår mere håndholdt, føles den paradoksalt nok mere iscenesat. Særligt velmenende, men tydeligt opstillede samtaler mellem pigerne og deres bekymrede mødre virker, ja, opstillede, og trods et forsøg på at skabe drama med en (meget uskyldig) hærværksulykke mangler dokumentaren indimellem spænding og, ironisk nok, puls.
Serien er altså ikke feltets stærkeste, men dens rammende tematikker og seje hovedpersoner gør, at man alligevel bliver hængende og hepper.
Kort sagt:
Præstationspres, konkurrencekultur og viljestyrke fylder skærmen i ny DR-doku. Det er interessant og indimellem medrivende.