’Uniformen’: DR’s nye dramaserie vækker minder deres storhedstid
SERIE. Mens alle mindes 2016, som var det året, hvor verdenshistorien peakede, har jeg været på en anden tidsrejse med DR’s nye politiserie ’Uniformen’.
Tilbage til 2006, ja måske endda 1996. Tilbage til dengang, hvor DR’s store søndagssucceser som ’Taxa’ og ’Rejseholdet’ blev drevet med dogmatisk kraft af, hvad den hedengangne dramachef Ingolf Gabold døbte den dobbelte historie.
Det var en klar strategi om at harmonere underholdende og medrivende karakterfortællinger med samfundsoplysende »plots med etiske/sociale konnotationer«, som det hed sig i det andet af i alt 15 dogmer fra DR Drama. Kort sagt: Gode historier og god public service hånd i hånd.
Den dobbelte historie er ikke længere en del af DR’s eksterne fortælling, men dens skygge og den særlige nordiske melankoli fra DR Dramas heydays er i den grad at spore i de seks episoder af ’Uniformen’, som Oscar Giese og Anders August har skrevet.
For godt nok følger ’Uniformen’ livet blandt eleverne og underviserne på Politiskolen og ikke mindst den uheldige tredjeårselev Youssef (Soheil Bavi), der i affekt kommer til at skyde en ung mand under en anholdelse. Men serien fremstår i lige så høj grad som et nøgternt forsøg på at afdække politisystemet indefra og dens ry som lukket klub med bevidste fortielser i såkaldte lortesager, som de senere år har været oppe at vende i medierne.
Som en personificering af dette dobbeltspor mellem menneske og system finder vi skolens nye rektor Sanne (spillet sublimt af Lene Marie Christensen med både isnende kontanthed og almoderlig empati). Hun bakser både med et traume fra felten, et forlisende ægteskab med politimanden Martin (Jakob Cedergren) og med at gøre Politiskolen til et mere transparent og ordentligt sted. De skal væk fra selvfortællingen om, at »alle i verden vil os ondt«.
I serien, der giver god plads til højtsvungne taler om betydningen af at være borgernes politi, om at stole på hinandens ryg og at kende forskellen på teori og praksis besidder Sanne den måske vigtigste kvalitet: evnen til »at vurdere de situationer, der opstår«, som det hedder.
Det er denne udefinerbare mavefornemmelse, som stakkels Youssef og hans iltre kompagnon Daniel (Marco Ilsø), de to rivaliserende førsteårsstuderende Freja (Clara Rosager) og Liv (Mathilde Arcel) samt den lokale praktikant Tobias (Gustav Giese), som hellere vil være i Esbjerg, alle testes på igennem serien.
Belejligt nok forsvinder Sannes egen dømmekraft, da hun – i lidt af en gammel DR-traver – indleder en affære med anklageren Elliot (Simon Sears) fra Den Uafhængige Politianklagemyndighed. Det er også her, at det personlige fortællespor tipper over.
For trods glimrende præstationer hele vejen rundt fra det stærke cast af etablerede kræfter og nogle af de dygtigste yngre talenter kæmper de mange historier med at få tilstrækkelig plads til at få opbygget nuancer og farve. Det hjælper ikke, at den ellers stemningsfulde billed- og lydside til tider kunne bruge afveksling fra sit adstadige tempo og tungsind fremkaldt af slagskygger og sfærisk musik. Som var det Nordic Noir anno 2010.
Mest levende og ømt bliver spillet mellem Jakob Cedergren og så Gustav Gieses Tobias, der som en del af sin praktik kører rundt i barndomsblokkene i Taastrup, hvor hans lillebror hænger ud med de lokale kriminelle. Cedergren rammer som altid ind til noget essentielt jordnært, men en endnu større oplevelse er det næste at bevidne den ene Giese-brors milde, eftertænksomme spil efter senest at have været castet i mere brutale roller i heist-filmen ’De lydløse’ og i DR-serien ’Huset’.
Jeg havde i det hele taget troet, at ’Uniformen’ ville være en langt mere hårdkogt størrelse med tanke på, at Anders August skrev manuskriptet til netop ’De lydløse’ og at der også var smæk for skillingen i Oscar Gieses serie ’2 Døgn’.
Paradoksalt nok er der et næsten forfriskende nybrud over de afmålte og afdækkende public service-dyder i ’Uniformen’. Den er ikke endnu et kapitel i de nybrutale tendenser i nyere danske film- og serier, hvor det siden ’R’ i 2010 næsten ikke har kunnet blive hårdkogt nok, og hvor karakterer og plot i stigende grad har fået et stærkt amerikaniseret skær over sig, senest med den ellers fint underholdende ’Slangedræber’.
Her rummer ’Uniformen’ meget lidt højdramatisk vold og action eller insidere og bundkorrupte politimænd. Kun almindelige mennesker, der træffer gode og dårlige beslutninger. Sjovt nok er det alligevel en amerikansk film, jeg kommer til at tænke på, når ’Uniformen’ er bedst, nemlig ’Spotlight’.
På samme måde som Oscar-vinderen fra 2016 (!) sobert og gennem et kollektivt perspektiv afdækkede en pædofilikæde i den katolske kirke, benytter ’Uniformen’ episoden med Youssef til at dissekere politivæsenet i en speget sag. Hver en sten bliver vendt fra undervisningskvaliteten og pressehåndtering til psykologisk profilering og ikke mindst den tvivlsomme behandling af interne sager.
Selvom den strukturelle granskning af politiet i sidste ende peger på ét broddent kar i systemet, er ’Uniformen’ i gamle Ingolf Gabolds ånd langt hen ad vejen formet af plots med klare etiske og sociale tråde. Man kunne kalde den en Tungsinds-Taxa med blå blink på vognen.
Kort sagt:
DR’s nye politiserie halter måske lidt på medrivende drama og spændende karakterer, hvilket dog opvejes af den afdæmpede tone, det stærke skuespil og en interessant og ikke mindst borgeroplysende afdækning af politiets indre mekanismer.
Anmeldt ud fra hele sæsonen.