Baby Keem river op i sin barske barndom på ‘Casino’ – med fætter Kendrick ved sin side
ALBUM. Baby Keem lovede os noget helt bestemt, da han fik sit gennembrud.
Efter tiden som mystisk mixtape-rapper og kreativ kraft i inderkredsen omkring sin fætter Kendrick Lamar, slog han med debutalbummet ‘The Melodic Blue’ sit navn fast med sin lyse vokal, beatswitches og rollen som Kendricks partner-in-crime.
Albummet var en kommerciel succes, men også en ujævn oplevelse, hvor bangers som ‘Family Ties’ og ‘Range Brothers’ stod side om side med tynde, forglemmelige numre som ‘Gorgeous’ og ‘Issues’.
Og midt i det hele, på ‘Scapegoats’, kom løftet: »One day, I’ll tell you how my life was unfortunate / For now, I’ll tell you how fast these Porsches get«.
Nu, fem år senere, er dagen kommet. På sit andet studiealbum, ‘Casino’, fortæller Baby Keem nemlig historien om sin hårde opvækst i Las Vegas – understøttet af en tredelt minidokumentar på YouTube.
Vi kommer helt tæt på en barndom præget af svigt og usikkerhed.
Onklen, der solgte hans Xbox for crack, morens misbrug og farens fravær. De tunge følelser brydes af lettere, mere ukomplicerede sange, som gør oplevelsen lidt ufokuseret – men i kernen er ‘Casino’ en vellykket selvfortælling og et markant skridt op ad ambitionsstigen.
Det står klart allerede i åbneren ‘No Security’s storytelling, serveret med et støvet soulsample og nogle veltænkte rimmønstre: »But I stay inside my laboratory, switching up the category / Shaking off them battle stories, how I made my path to glory«.
Det samme gælder ‘I Am Not a Lyricist’, et ‘Good Kid, M.A.A.D. City’-klingende Las Vegas-portræt: »This is for the foster children, for the runaways / For the Underworld and the underpaid«. Og tilgivelsesritualet til moren, ‘No Blame’, er et følelsesmæssigt tyngdepunkt i Keems diskografi.
Og ja, der er stadig plads til mere lette, melodiske vibes som på ‘Birds & the Bees’ og ‘Dramatic Girl’, ligesom hans velkendte beatswitches får plads, om end de ikke rammer med helt samme pondus som på forgængeren.
Titelnummerets tørre, Playboi Carti-agtige synthloop går alligevel benhårdt, og flexende bars er flettet intelligent sammen med det selvbiografiske – »I watched my grandma die in the house I bought« – mens beatswitch-festen ‘Circus Circus Freestyle’ lyder som et tidligt bud på en fanfavorit.
Og naturligvis er der besøg fra Kendrick Lamar. Men hvis man håbede, at han enten ville levere endnu en ‘Family Ties’-indsats eller gå helhjertet med på albummets personlige spor, bliver man skuffet.
Den Kendrick-gæstede ‘Good Flirts’ er charmerende, men også en noget endimensionel indsats fra Mr. Morale – dog med et sjovt callout til Young Thug og hans drama: »Shit, I gossip with my bitch like I’m Young Thug too«.
Lavpunktet er den akavede ‘Sex Appeal’, komisk placeret direkte efter ‘I Am Not a Lyricist’. Linjer som »She got sex appeal / ‘Cause she only like sex and pills« føles platte umiddelbart efter forrige nummers skildring af, hvordan misbrug har påvirket Baby Keems liv.
På kun 37 minutter når rapperen altså vidt omkring i værktøjskassen. Han favner bredt og ikke altid præcist. Men med sin dragende selvfortælling har ‘Casino’ været ventetiden værd. Lad os håbe, at der ikke går fem år igen.
Kort sagt:
Baby Keem spiller på både nye og velkendte styrker på ‘Casino’, hvor melodiske vibes, tunge bangers og beatswitches blandes med en dragende fortælling om en barndom præget af svigt og usikkerhed. Det har været ventetiden værd, selvom albummet til tider virker ufokuseret.