‘Pædagogerne der ville ændre verden’: Ny dansk dokumentar kommer med et friskt take på hippiebevægelsen
DOKUMENTARFILM. 1970’erne bød på masser af idealisme, potrygning og nye boligformer. Men var tillid, tjald og fællesskab nok til at skabe forandring? Ville idealister fra dengang gentage deres venstreorienterede eksperimenter i dag?
Det har dokumentarist Kristian Nordentoft sat sig for at undersøge.
Christiania er og bliver det mest kendte og mest sejlivede alternative samfund i Danmark. Men også i Sall uden for Aarhus lå der en lille lomme af modstand mod borgerskabet.
For omkring 50 år siden oprettede en gruppe unge her et kollektiv sammen med udsatte og kriminelle unge, og i dette fællesskab ville hippie-pædagogerne vise en anden vej end fængsel og medicinering.
50 år senere deler Kristian Nordentoft kontorarbejdsplads med en af efterkommerne til dette socialpædagogiske eksperiment. Derfor lykkes det ham at få samlet idealisterne, Ane, Pablo, Eva, Karin og PC, der er en hyggelig samling bedsteforældretyper nu. I en række små bestyrelsesmøder skal de nu opgøre, hvad der gik godt, og hvad der gik skidt med kollektivet.
’Pædagogerne, der ville ændre verden’ har oplagte fællestræk med Lukas Moodyssons ’Tilsammans 99’, hvor et svensk kollektiv efter årtier bliver samlet igen, uden at dén reunion bliver særlig munter eller næstekærlig.
Svenskerne har også med serien ’Hændelser ved vand’ vist, hvordan et ønske om at skabe et hippie-samfund i skoven kan blive til noget kultisk og creepy.
Tonen og holdningen i ’Pædagogerne…’ er til gengæld generelt overbærende og mindre ondsindet end hos svenskerne. De aldrende, forhenværende kolllektivister har blik for, hvor de har trådt fejl, og her er masser af selvransagelse.
Samtidig er flere af dem, som var udsatte og drog til Sall-lejren, glade for, at de blev samlet op af kollektivet, viser det sig. Det er ganske hjerteskærende at være hjemme hos en udslidt ældre mand, der ligger for døden, men som stadig lige kan finde energien til at sige tak, fordi kollektivet var der for ham.
Kristian Nordentoft er ikke drevet af ønsket om et opgør. Filmen virker nærmere som et forsvar for en type alternative fællesskaber, som heller ikke Thomas Vinterberg havde meget tilovers for i ’Kollektivet’. Gensynet med den tabte tid bliver derfor forsonlig, men også uden de store udsving på spændingskurven.
Kristian Nordentoft er dog ikke kun optaget af verden af i går og hans forældres generation. Han er som dokumentarist mindst lige så optaget af det, der foregår uden for sit vindue. Hans arbejdsplads ligger ved siden af en Nordvest-kiosk af den slags, som unge velhavere går i en bue uden om, når de skal finde orangevin til deres surdejspizza.
Længere væk end sådan en u-gentrificeret kiosk behøver man ikke bevæge sig for at skabe en undersøgelse af fællesskabet, som det tager sig ud i dag: Dokumentarfilmen har et sideløbende spor, der er en smuk hyldest til kioskejeren Hallis. Uden filantropiske armbevægelser eller anden virtue signalling kerer han sig om kvarterets alkoholiserede og kronisk syge, samtidig med at han sælger dem letmælk og pilsnere. Menneskene, der færdes uden for hans kiosk, er lidt forhutlede eksistenser, men også de her mennesker får mulighed for at udtale sig om, hvad det er, fællesskabet kan. Det gør de godt, ofte velformuleret, og input fra denne kant, der så sjældent bliver hørt, er filmens centrale aktiv.
Man kan altid diskutere, om det holder stik at krydsklippe mellem en døgnkiosk i nutidens København og et socialpædagogisk projekt i 1970’ernes Østjylland. Men Kristian Nordentoft er optaget af fællesskabet og de mange former, som det kan antage.
Hans dokumentar bliver næppe en af de centrale om emnet, men er en velblandet fredspibe, som man bør tilbyde dem, der er overbeviste om, at idealismen overstyrede og kæntrede dengang for 50 år siden, og som nævner Blekingegadebanden eller Rote Arme Fraktion, hver gang nogen snakker om ungdomsoprør og hippier.
Kort sagt:
Mange film har ikke været særligt kærlige ved 1970’ernes kollektiver og alternative boligformer. Dokumentarfilmen ’Pædagogerne, der ville ændre verden’ har ikke på samme vis et horn i siden på datidens idealister, og vi bliver mindet om, at der også er mennesker, som tog noget godt med sig videre fra eksperimenterne.